Sygeplejersker klar til at kæmpe for bedre arbejdsforhold

For sygeplejerskerne er overenskomstforhandlingerne en kamp for mere end vores løn - det handler om hele vores fags fremtid.
Danmark står lige nu med en udsigt til en storkonflikt, der vil berøre rigtig mange mennesker. Og selvom sygeplejersker har strejket før, så er det en voldsom proces for den enkelte. Folks egen økonomi og dagligdag sættes på spil. Patienterne vil mærke det, selvom der iværksættes et nødberedskaber, så akutte og uopsættelige opgaver vil blive varetaget.

Alligevel er vi sygeplejersker klar til at tage strejkevåbnet i brug, når vi oplever at stå over for så stejl en modpart som nu.

Herunder er en kort beskrivelse af, hvad konflikten handler om for de sygeplejersker, jeg som fagforeningsrepræsentant møder hos vores medlemmer i frokoststuerne og mødelokalerne.

Omsorgsarbejde værdisættes for lavt
I hjemmesygeplejen i Rødovre fortalte en sygeplejerske mig om hendes IT-uddannede 26-årige søn, der nu skulle starte i sit første job med en timeløn på 546 kroner.

En løn som hans mor på ingen måde er i nærheden af, selvom hun har arbejdet fra omkring, han blev født. Hvorfor denne kæmpe forskel, spurgte hun mig indigneret.

Journalisten Ditte Giese spurgte om det samme i Politiken forleden. En journalist og en sygeplejerske har lige lang uddannelse. Men hvorfor er en sygeplejerskes slutløn omtrent det samme som mindstelønnen for en nyansat journalist på selvsamme avis? Hvorfor denne store forskel? Svaret fik hun af Ph.D i historie Astrid Elkjær Sørensen: Historisk er omsorgsarbejde værdisat alt for lavt.

Sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter bærer på en historisk arv, der betyder, at vores arbejde stadig ses som husmoderarbejde. Det vil sige et arbejde uden løn.

Vores fag blev med tjenestemandsreformen i 1969 indplaceret alt for lavt. Det har Dansk Sygeplejeråd og andre organisationer stillet krav om at få ændret.

Vi bliver daglejere
Vores arbejdsforhold ophidser mange. Og de forringelser, som forhandlerne i Danske Regioner nu stiller krav om, gør det absolut ikke bedre.

Selvom sygeplejersker allerede arbejder både dag, aften, nat og i weekender, så er det ikke nok fleksibilitet for regionernes forhandlere. De mener, at det skal være nemmere at flytte rundt på en sygeplejerske, sådan at ingen er bundet til et bestemt tjenestested på et hospital.

I værste tilfælde kan det betyder, at en sygeplejerske den ene dag kan sættes til at arbejde på Herlev Hospital og den næste på Hillerød Hospital, fordi der lige mangler folk der. Oven i det vil regionerne slække på bestemmelserne for, hvornår man kan kalde folk på arbejde.

”De vil gøre os til daglejere," lød en tør kommentar fra en hospitalssygeplejerske med korslagte arme. For en sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske. Vi er trænet og oplært i forskellige fagligheder, knyttet til den afdeling vi arbejder på. Vi har selv valgt vores arbejdssted og kolleger.

Jeg synes, at kravene fra regionerne viser både en manglende respekt, men også en manglende forståelse for både vores fag og for vores fritid.

Vores arbejdsvilkår forringes
Det er mange sygeplejerskers oplevelse, at der ses ned på offentligt ansatte. Innovationsminister Sophie Løhdes retorik forud for overenskomstforhandlingerne om, at der har været en lønfest i det offentlige og ministerens udsagn om, at de ansatte bare vil tage og ikke vil give, har sat sig dybt hos mange.

I årevis har vi knoklet og givet alt døgnet rundt i sundhedsvæsenet. Ved de seneste års overenskomstforhandlinger, har vi måttet acceptere sparsomme reallønsstigninger og afværget forringelser af vores arbejdstidsregler for at beskytte sygeplejerskernes fritid. Den hårde retorik virker derfor som en rød klud og er ikke befordrende for arbejdsglæden.  Og det bør chefforhandlerne tage alvorligt.

I dag har vi allerede en situation, hvor alt for mange bliver syge af arbejdspresset på hospitalerne. Dansk Sygeplejeråds seneste undersøgelse blandt de nyuddannede sygeplejersker viser, at hver syvende af dem går ned med stress efter bare få måneder i faget.

De offentlige arbejdsgivere står derfor i forvejen over for en kæmpe opgave med at fastholde folk i faget, øge anseelsen af vores arbejde og forbedre vores arbejdsvilkår markant. De urimelige krav fra arbejdsgiverne trækker i en helt anden retning, end det sygeplejerskerne ønsker at få ud af deres arbejdsliv.

Troen på den danske model falmer
Flere sygeplejersker har spurgt mig, om jeg tror regeringen har en masterplan i skuffen om at gribe ind i konflikten og gennemtvinge deres krav med en lov. Tilliden til den danske model er mildest talt dalende.

Flere sygeplejersker frygter, at politikerne blot bruger overenskomst-forhandlingerne som en anledning til at spare på de offentlige udgifter. Et udsagn som et flertal af danskerne faktisk er enige i, viser en ny måling fra Megafon.

Men det ville være at smide guld på gaden, hvis den danske model på det offentlige område bliver misbrugt til særlige politiske dagsordener i stedet for reelle forhandlinger. Nu gælder det om at få genskabt tilliden til forhandlingssystemet og få resultater på bordet, der gavner både de offentligt ansatte og borgerne.

Det er ganske alvorligt. Det handler om at finde en løsning til gavn for alle.

 

Signe Hagel Andersen er sygeplejerske og kredsnæstformand for Dansk Sygeplejeråd i Region Hovedstaden.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Kommentarer fra Facebook

Annonce