Systemkritiker med skyklapper

Anmeldelse: Ny biografi om kommunisten, der gjorde retssager til totalteater, socialdemokrater til forrædere og Josef Stalin til en flink fyr.
Selv om jeg som ung retsreporter i København har fulgt landsretssagfører Carl Madsens drævende og dræbende stemme rundt i de københavnske retssale, har læst hans bøger og lejlighedsvis samtalet med ham, så savner jeg stadig forståelsen af Madsen; manden med det røde hjerte og den gode forstand var jo en hjerteløs og hjernedød betonkommunist. En mand som så lyset fra Moskva og lukkede øjnene for de stalinistiske forbrydelser.

Manden med det røde hjerte og den gode forstand var jo en hjerteløs og hjernedød betonkommunist

Samtidig med kritikken af det danske retssamfund og de sidste rester af klassejustits, så tilbad han den totalitære sovjetstat, som hverken havde evne eller vilje til retfærdighed. Det var ikke så svært at følge ham, når hans bidende kritik af politi, retsvæsen og retsopgøret ramte, men det var svært at forstå ham, når nu hans retsfølelse intet følte imod Moskva og Stasi-samfundets vilkårlige menneskeknusning. Han afleverede uforbeholdent sit hjerte til Danmarks og Sovjetunionens kommunistiske partier; det vanvittige var, at han også deponerede de politiske dele af hjernevirksomheden i partihovedkvartererne.

Til gengæld havde han hadprædikantens kant, når han talte om socialdemokrater og Socialdemokratiet.

 

Totalteater og fanatisme
Nu er der masser af Madsen på 544 sider i Chris Holmsted Larsens biografi om sagføreren fra Enghave Plads i København, den evige oprører, den anti-autoritære, demagogen med den underspillede humor, systemkritikeren, der ramte plet men også tabte, når kritikken blev skinger eller gentaget til kværulanteriets grænse, ja til kværulantforrykthedens overdrev, mente kommunistvennerne vist til sidst.

Det var en nydelse – for journalisten - at høre ham i retssalen, som han respektløst omskabte til politisk teater. Han var en af sin generations bedste jurister, og med en anden tilgang til borgerlige værdier kunne han såmænd være havnet i en af højesteretsdommernes purpurrøde kapper.


Kilde: Carl Madsen fra sit arbejdsværelse, Arbejdermuseets billedarkiv

Og hvad er så grunden til at tage endnu en dans med den danske stalinist i dag? Carl Madsen døde i 1978, og har selv bidraget med mangfoldige bøger om de væsentlige politiske, historiske og levende samfundsforhold, der optog ham. Chris Holmsted Larsen er historiker, og brugte i første omgang den politiserende jurist til sin ph.d.-afhandling; nu er afhandlingen omsat til en klassisk biografi med hovedpersonen som omdrejningspunkt for dele af sin samtid.

Med revolutionsromantisk følge
Chris Holmsted Larsen giver os et glimrende indblik i den politiske fanatisme og den politiske fanatikers farlighed, hvis han evner at forføre. Det kunne Madsen. I kraft af sit intellekt, sin juridiske begavelse og den underspillede humor kunne han med ironi og sarkasme sætte så mange af venstrefløjens hadebilleder til vægs, at han fik en del unge revolutionsromantiske følgere. Det væsentlige er nærbilledet af Madsen og de mennesker, som i alle livets forhold accepterede, at hensigten helliger midlet. Men folkekær, som titlen siger, var han nu ikke. Han var agitatoren, som skabte sig følgere baseret på enkeltsager, men lederskikkelse blev han aldrig.

Jeg vil gerne bruge biografien til at forsøge at forstå en uforståelig person og det uforståelige miljø omkring Danmarks kommunistiske Parti

Samtidig med at Holmsted Larsen i flere år havde hele hovedet nede i arkivkasserne på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv kom jeg i arkivet i en tilsvarende anledning; undervejs i processen har vi talt så meget om Madsen og så meget andet, at jeg som anmelder også af den grund ikke er helt habil. Når det er sagt, så vil jeg som pragmatiker med hjertet (og ikke hjernen) deponeret i Socialdemokratiet, gerne bruge biografien til at ryste hovedet og forsøge at forstå en uforståelig person og det uforståelige miljø omkring Danmarks kommunistiske Parti, DKP.

Kremls klakør
Det er ikke DKP’s historie, vi får leveret, men vi får dele af den, og den er skræmmende. Til DKP’s historie hører også den aktivisme og ildhu, som fængede mange unge plus det faglige arbejde, som fængede kollegerne på de mange arbejdspladser med dygtige kommunistiske tillidsfolk – og den marxistiske økonomi. Det ligger selvfølgelig uden for biografiens rammer, bortset fra at Madsen åd marxismen råt. Til gengæld får vi den del, der drejer sig om den topstyrede Moskva-filial med Madsen som klakør.

Man kunne ikke erkende, at det halve liv var levet på en løgn

Vi får næsten indkredset fascinationen af det totalitære, den politiske underkastelse og partidisciplinens strangulering af tanker og mennesker. Chris Holmsted Larsen giver os dokumentation i form af udvalgte og velvalgte citater, og det gør han også i beskrivelsen af den private Madsen; han er både hjertelig og hjerteløs, han er social støtte for en del udstødte og så lejlighedsvis hårrejsende primitiv i sin behandling af andre mennesker, inklusive de nærmeste. Når jeg skriver ”næsten”, er det fordi, at det ikke er en tilståelsessag med forklaring på den politiske underkastelse, bortset fra, at meget blev til i frygt for nazisme og fascisme; i den antifascistiske kamp var fejltagelser tilgivelige, alt grimt blev gemt, så det ikke gavnede fascismen.

Og da vrangbilledet af Sovjetunionen krakelerede blev Madsen og andre hængende ved glansbilledet; Man kunne ikke erkende, at det halve liv var levet på en løgn. I Madsens optik var det kun forrædere, der forlod DKP for at stifte SF.

Den uhåndgribelige
Chris Holmsted Larsen ser hos Carl Madsen ”et ego, der næsten unddrager sig rationel politisk analyse,” og det er indlysende rigtigt, når vi er fremme der, hvor Carl Madsen tager det endelige opgør med sit parti. Betonholdet i DKP’s hårde kerne er hverken demokratiske eller kloge nok, synes Madsen. DKP tænker så parlamentarisk før og efter det gode valg i 1973, at han ikke kan holde dem ud, og må sige fra.

De bedste partimedlemmer ikke er klakørerne og eftersnakkerne, men de i bekymret kritik årvågne

I et brev til partiformand Knud Jespersen tager han afstand fra klakørerne og eftersnakkerne: ”Om I dog kunne fatte, at de bedste partimedlemmer ikke er klakørerne og eftersnakkerne, men de i bekymret kritik årvågne". Det er dog et mindeværdigt citat fra den stalinistiske klakør, men alligevel så rigtigt, at det burde stå med flammeskrift på væggen i ethvert gruppelokale på Christiansborg.

I denne afsluttende fase var Carl Madsen så langt ud over den acceptable kant i forsvaret for Sovjetmagten, at han selv i DKP var en belastning, hvis partiet skulle tilbage i dansk politik.  Madsen hyldede Den Røde Hærs indtog i Tjekkoslovakiet i 1968 og mente fortsat, at opførelse af Berlin-muren var en socialistisk nødvendighed.

Madsen hyldede Den Røde Hærs indtog i Tjekkoslovakiet i 1968 og mente fortsat, at opførelse af Berlin-muren var en socialistisk nødvendighed.

Det ville være forkert at kalde hans seneste parlamentariske budskaber for revolutionsromantik, nej det var tomhedens råb til intetheden: ” Vi har intet andet ærinde ved et folketingsvalg end at afprøve vælgernes politiske modenhed og nå frem til Folketingets talerstol for derfra at tale til befolkningen om det revolutionære socialistiske alternativ til stormonopolernes herredømme”, som han formulerede det i begyndelsen af 1970’erne.

Man bliver aldrig færdig med ham
Den ene dag stod Carl Madsen som den begavede systemkritikere, der udstillede svagheder i det danske retssamfund, den næste dag råbte han klasseforrædere efter enhver socialdemokrat, og den tredje dag klappede han af Den Røde Hær, der trampede folk ned. Han begyndte sidst i livet at samtale med nogle af de unge venstrefløjsaktivister, som han havde ført sager for. Han kunne inspirere, engagere, han blev efter en årelang retssag for Christianias virke fristadens første æresborger, og alligevel var han uhåndgribelig i al sin ufornuft.

Der er næppe tvivl om, at Carl Madsen livet igennem mødte bred forståelse for sit voldsomme opgør med forhandlingspolitikken under besættelsen. Hans 2,5 år i Vestre Fængsel eller Horserød-lejren på tærsklen til en kz-lejr i Tyskland formede ham. Nok kom han og andre fra den grundlovsstridige frihedsberøvelse med livet i behold, men de kom også derfra som ændrede mennesker. Madsens enorme mod under interneringen gav enorm respekt, og hans had til samarbejdspolitikerne var af samme grund forståeligt. Jeg ser disse dele af bogen som de bedste, måske fordi det her er uforbeholdent nemt at forlige sig med det sammensatte menneske. Han er god og god nok.

Madsens enorme mod under interneringen gav enorm respekt

Umiddelbart efter besættelsen var han statsadvokaten, der skulle lede en del af opgøret med alle, der dengang svigtede, men han kørte spritkørsel direkte ud af det statslige embede, og fik aldrig lov til at tage opgøret til top og til bund. Hvorfra han hentede de enkelte dele i sin sammensatte natur er ikke til at gennemskue, men velbegrundet had og velbegrundet selvhad er med sikkerhed en del af det. Der er så meget politisk had-kærlighed i Carl Madsen og omkring Carl Madsen, at man egentlig aldrig bliver færdig med ham, også fordi fascinationen af den totalitære kommunisme ikke kan studeres nok; til skræk og advarsel.

Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist- Biografi, 455 sider, Gyldendal.

 

Poul Smidt er journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook