2016 er blevet til 2017. Og med statsministerens nytårstale er vi allerede godt på vej ind i et nyt politisk år, der ser ud til at byde på masser af politiske slagsmål. Men inden vi helt tager afsked med 2016, er det på sin plads at stoppe op og spørge, hvad vi egentlig lærte, som vi bør tage med ind i det nye år.

Hvad skete der i 2016, som vi særligt bør notere os, og som også bør få stor betydning for også 2017? Netavisen Pio er taget en tur op i den politiske helikopter og giver her syv bud på, hvad vi bør tage med os fra 2016:

1. Løkke er ikke nogen stor politisk håndværker
Lars Løkkes støtter har gennem årene forsøgt at bygge ham op som ”Danmarks bedste politiske håndværker”. Billedet er blevet forstærket af, at Løkke ikke kun har landet en række politiske forlig, men også har vist sig om en politisk overlever. Men 2016 viste os tydeligt, at Løkke langt fra er nogen stor håndværker. Han er måske nok en overlever, men han overlever først og fremmest kriser, han selv har skabt.

Første gang ”håndværkermyten” fik et skud for boven var i februar, da Løkke truede med at udskrive folketingsvalg, hvis de Konservative gjorde alvor af deres trussel om et mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. Men i den direkte duel med Søren Pape Poulsen blev Løkke den lille, og han måtte kravle ned fra træet og acceptere Eva Kjer Hansens afgang.

Anden gang var i forbindelse med den stort anlagte 2025-plan, som med et slag skulle løse en lang række både kortsigtede og langsigtede udfordringer. Løkke gjorde ved præsentationen af planen meget ud af, at den måtte ses som en helhed. Alligevel måtte han efter et par måneders forhandlinger og endeløse skænderier mellem støttepartierne opgive den store plan. Han måtte dels lade store dele af planen falde på gulvet, dels omdanne sin regering for bare for at kunne blive siddende som statsminister.

2. Liberal Alliance er alligevel ”et parti som alle andre”
Liberal Alliance har i årevis slået sig op på at være et anderledes parti. Et parti, der leverer den rene varer, og ikke vil fedte rundt med små kompromiser der kun rykker rundt på nogle få promiller på statsbudgettet.

”Du kan selv se mig i øjnene og se, hvor stålsat jeg er”, som Anders Samuelsen sagde, da han blev spurgt om, hvor stålsat han var på kravet om at få sænket topskatten med fem procent ”hele vejen op”. Samuelsen havde selv sat nytår 2017 som skæringsdag for, hvornår topskatten skulle være sænket, hvis regeringen skulle overleve.

Der var derfor med spænding ventet, hvad der ville ske, når tiden oprandt, og det i løbet af efteråret blev mere og mere klart, at topskatten ikke blev sænket med fem procentpoint. Løkke valgte som bekendt at tilbyde Samuelsen ministerposter, og da valget stod mellem at gå på kompromis med sine mærkesager for at komme i regering eller at stå udenfor og råbe op, valgte man det første. Det kunne mystiske udtalelser om, at der reelt havde været folketingsvalg eller at Venstreregeringen var faldet ikke lave om på.

Og det er der som sådan ikke noget galt i. Men det er udtryk for lige præcis den traditionelle tilgang til politik, som Anders Samuelsen og Liberal Alliance ellers hævede at være et oprør mod.

3. Et-partiregeringer er alligevel ikke så manøvredygtige
For et års tid siden var samtlige af landets politiske kommentatorer nærmest i ekstase over en helt ny opfindelse i dansk politik: Løkkes smalle et-partiregering. Danmark havde ikke haft en et-partiregering siden Anker Jørgensens regeringer i starten af 1980’erne, og erfaringerne fra dengang skræmte.

Men Venstreregeringen viste sig de første måneder som lidt af et scoop: Væk var den faste binding til besværlige koalitionspartier, og i stedet stod man nu med en effektiv, manøvredygtig regering, som kunne stå frit og forhandle til begge sider.

Der blev lavet aftale om boligjobordning med Dansk Folkeparti, Konservative, SF og Alternativet, der blev lavet dagpengeaftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, Konservative og Liberale Alliance samt EU-politik med Socialdemokratiet, Konservative, Radikale Venstre og SF.

Men i 2016 viste den smalle regering sig at have nogle alvorlige begrænsninger. Frem for at kunne forhandle til begge sider, var det nu de to fløje som forsøgte at trække regeringen hver sin vej under trusler om bål og brand. Til sidst viste omkostningerne ved en et-partiregering sig større end gevinsterne, og det der i 2015 var en store nyskabelse i dansk politik, var nu et dødsdømt projekt, der måtte opgives.

4. Dansk Folkeparti kunne godt stå fast
I 2016 stod Dansk Folkeparti fast på sine udmeldinger om, at der ikke skulle ske ændringer med topskatten. Her er der tale om lidt af et nybrud, for hidtil har Dansk Folkeparti endt med at give efter i den økonomiske politik, når presset fra de øvrige blå partier blev tilpas stort. Partiet har i årevis sagt ét forud for forhandlingerne og er endt med at gøre noget helt andet.

"Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden," sagde Kristian Thulesen Dahl eksempelvis til Jyllands-Posten 9. januar, 2010. Godt et år senere havde Dansk Folkeparti leveret stemmer til en halvering af dagpengeperioden og en kraftig nedskæring i efterlønnen. Topskattelettelserne fra foråret 2009 fulgte samme mønster.

Men i 2016 stod partiet fast. Måske fordi Socialdemokratiet igen og igen holdt partiet op på sine løfte i et forsøg på at undgå, at tidligere tiders forløb skulle gentage sig. I så fald må det være en vigtig lektie for Socialdemokratiet, at det kan lade sig gøre at holde Dansk Folkeparti fast, hvis presset er tilpas stort. Spørgsmålet er så, om det kan gentages i 2017, når der igen skal diskuteres blandt andet lettelser i topskatten og højere pensionsalder.

5. Store planer er ikke altid lykken
Der er de seneste år gået inflation i at sammenstrikke og præsentere nye store politiske planer, der rækker mange år ud i fremtiden. Væk med alle de små kludetæppeforlig, og lad i stedet partierne vedtage én samlet pakke, et politisk ’big-bang’, der løser en række udfordringer på samme tid.

Det var filosofien bag Løkkes stort anlagte 2025-plan, der kastede så forskellige emner som skatte-, uddannelses-, pensions-, energi- og udlændingepolitik og præsenterede det som en Helhedsplan.

Løkkes logik var, at ved at koble mange forskellige emner blev det lettere at lave kompromiser: Du få lidt på udlændingeområdet, men må så give dig lidt på skatteområdet. Men den logik havde hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti lyst til at følge. I stedet kom uenighederne på især skatteområdet til at blokere for, at man kom i gang med at forhandle de andre områder.  Til sidst måtte Løkke da også erkende, at skulle man i mål med bare nogle af elementerne, måtte forhandlingerne splittes op.

Nogle af stumperne blev samlet op i separate aftaler, blandt andet en aftale om at afskaffe PSO-ordningen til finansiering af vedvarende energi og en aftale om nyt ejendomsvurderingssystem. Andet, herunde de besværlige skatteforhandlinger, er udskudt til foråret.

Men ingen savner tilsyneladende 2025-planen, og mellem jul og nytår lød det så fra skatteminister Karsten Lauritzen, at der måske slet ikke kommer nogen ny 2025-plan i 2017.

6. Der er ikke nogen brændende platform for dansk økonomi
2016 viste os også, at den brændende platform for dansk økonomi, som 2025-planen skulle være et svar på, ikke er til stede. Ganske vist er Danmark væksten fortsat sløj, og naturligvis måtte produktiviteten gerne være højere. Men grundlæggende er økonomien og de offentlige finanser sunde.

I oktober skrev de økonomiske vismænd i en rapport, at den såkaldte ’hængekøjeudfordring’ måske allerede er løst. Hængekøjeudfordringen går på, at Danmark langt ude i fremtiden, fra omkring 2030 til 2055, kan opleve en periode med et underskud, der er større end det tilladte i budgetloven. Hængekøjen har blandt andet været regeringens argument for at hæve pensionsalderen. Men ifølge vismændenes seneste fremskrivning kommer underskuddet på intet tidspunkt under den tilladte grænse.

I december viste en større revision af det danske nationalregnskab, at væksten i Danmark i en årrække har været kraftigt undervurderet. Faktisk er Danmark omkring 42 milliarder kroner rigere, end hidtil antaget. Det svarer nogenlunde til den velstandsstigning, Venstreregeringen ville opnå med 2025-planen.

7. Den sidste hellige ko i dansk politik blev slaget
Regeringen spillede i efteråret ud med et forslag til et nyt ejendomsvurderingssystem og ny boligbeskatning. Og selvom Venstre talte om et ”nyt og forbedret boligskattestop”, kunne det ikke dække over, at der var tale om en afskaffelse af det boligskattestop, som Anders Fogh Rasmussen indførte i 2002 og som ifølge stort set samtlige af landets økonomer har været dybt skadeligt for landets økonomi og skabt øget ulighed.

Afskaffelsen af Foghs skattestop er i sig selv opsigtsvækkende. Men det er også opsigtsvækkende, fordi det er den sidste ’hellige ko’ i dansk politik, der nu lægges op til at skulle slagtes. Siden den økonomiske krise ramte Danmark, er der gennemført en lang række reformer, der virkede utænkelige blot få år tidligere, ikke mindst nedskæringerne på dagpenge og efterløn. Men boligskattestoppet har fået lov at overleve i uændret form.

Da 2025-planen faldt på gulvet, blev også spørgsmålet om fremtidens boligbeskatning skudt til hjørne. Men det er forventningen, at der landes en aftale i løbet af 2017. Her kan den sidste hellige ko blive slagtet.