Da Gerhard Schröder bragte SPD tilbage til magten i en rød-grøn koalition i 1998, efter at Kohl havde domineret tysk politik i 16 år hen over genforeningen, var SPD igen oppe på 41 procent.

Den ellers meget genstridigt høje tyske arbejdsløshed blev bragt væsentligt ned. Men prisen blev, at syv millioner på det tyske arbejdsmarked må nøjes med en løn under 60 kr. i timen, og at forskellene mellem rig og fattig blev stærkt forøget.

22. september 2013 fik de tyske socialdemokrater derimod det næstdårligste valg i efterkrigstiden med knap 26 procent af de afgivne stemmer.

Bag disse tal skjuler sig en fiasko for demokratiet, der ganske særligt har ramt Socialdemokratiet: Da Brandt triumferede deltog 91 procent af de stemmeberettigede i valget!  Da Schröder kom igen var der stadig 82 procent; men i september i år var det kun godt 71 procent.

De seneste 15 år har mange millioner lavtlønnede og socialt udsatte tyskere, der betragtede Socialdemokratiet som deres beskytter, mistet troen. En del er gået til Die Linke.  En del har stemt på Merkel, fordi de ikke kunne se forskel på CDU og SPD. Men langt de fleste er gået til sofaen.

Ondets rod ligger i Schröders regeringstid. Det var i slutningen af 1990’erne klart, at Tyskland havde brug for reformer af et stift arbejdsmarked. Den daværende socialdemokratiske finansminister Hans Eichel besøgte Marianne Jelved og mig for at høre om Nyrup-regeringens reformer i Danmark, og jeg blev af SPD et par gange inviteret til Berlin for at fortælle om den danske flexicurity-model.

Men Schröder-regeringen handlede for sent og valgte forkert. Hele regeringens første valgperiode forløb uden handling. Først efter at man lige med det yderste neglene holdt fast ved regeringen i 2002 gik man i gang med reformerne. Der var mange gode og nødvendige elementer. Men de tyske reformer adskilte sig fra de danske ved dramatisk at presse mindstelønnen og efterlade det sociale sikringssystem hullet og svækket.

Disse såkaldte Hartz-reformer blev besluttet under Schröder, men kom ikke til udfoldelse og gav ikke mærkbar fremgang i beskæftigelsen, før Schröder – lige så knebent som han vandt i 2002 – tabte dét valg, han selv fremprovokerede i utide i 2005, til Angela Merkel:

De kristelige unionspartier kom et mulehår foran SPD ved valget i 2005, og derfor blev Merkel leder at en stor koalition med SPD i årene fra 2005-2009.

Det var i den store koalitions tid, at arbejdsmarkedsreformerne slog igennem. Den ellers meget genstridigt høje tyske arbejdsløshed blev bragt væsentligt ned. Men prisen blev, at syv millioner på det tyske arbejdsmarked må nøjes med en løn under 60 kr. i timen, og at forskellene mellem rig og fattig blev stærkt forøget.

Ved valget i 2009 SPD fik dramatiske klø for de sociale konsekvenser med en tilbagegang i stemmeandel fra 34 til 23 procent.

Hvis de tyske socialdemokrater skal have en chance for at overleve en ny stor koalition er de nødt til at insistere på store sociale forbedringer, der afgørende ændrer på de Hartz-reformer, som partiet selv søsatte.

Merkel derimod holdt skindet på næsen, og kunne skifte SPD ud med FDP, der havde vundet en kanonsejr på at skifte profil fra en blanding af Venstre og Radikale til en position som Liberal Alliance i Danmark.

Merkel høstede de følgende fire år stemmer på den trods finanskrisen fortsatte fremgang i tysk økonomi og sit restriktive holdning til at betale regninger fra de arbejdsløsheds- og gældstyngede EU-lande i Sydeuropa.

Hun blev den lederprofil, tyskerne ønskede. Hun ignorerede stort set FDP’s valgprogram om skattelettelser og nedskæringer, og i stedet adopterede De Grønnes antiatomdagsorden og antydede imødekommenhed over for SPD’s krav om reparere på de sociale skader af deres egne Hartz-reformer ved at indføre lovbestemt mindsteløn.

Resultatet i september blev som bekendt, at FDP led et historisk nederlag og faldt helt ud af forbundsdagen, De Grønne tabte terræn og SPD vandt kun meget lidt tilbage fra katastrofen i 2009. Men Merkel kan ikke regere alene. Derfor forhandles igen om en stor koalition.  Den socialdemokratiske tøven over for projektet er forståelig, fordi Merkel nu har vist stor evne til at svække sine partnere og opnået tilnavnet ’Den sorte enke’:

Ved starten af forrige store koalition var styrkeforholdet 35:34. Hvis en ny forsøges, er det med et styrkeforhold 42:26 i Merkels favør.

Hvis de tyske socialdemokrater skal have en chance for at overleve en ny stor koalition er de nødt til at insistere på store sociale forbedringer, der afgørende ændrer på de Hartz-reformer, som partiet selv søsatte.

SPD’s partiledelsen har i øvrigt ikke gjort det lettere for sig selv ved at love en urafstemning om et eventuelt fælles regeringsgrundlag med Merkel blandt dén halve million af partiets 11 millioner vælgere, der også er partimedlemmer. Det kan vælte selv et indholdsmæssigt godt regeringsprojekt; og det er vanskeligt at se, at en sådan kæntring kan gavne det i forvejen kriseramte parti.

Der kan blive grund til at fortryde både Hartz-reformer og urafstemning!

Mogens Lykketoft (f. 1946) er tidligere socialdemokratisk finansminister og i dag formand for Folketinget.