Annonce

Tænketank: Danmarks høje skattetryk er en borgerlig myte ​​​​​​

Den gamle sang om at Danmarks skattetryk er et af de allerhøjeste i verden, er ikke sand. Vi ligger snarere i midten i Vesteuropa, viser ny AE-analyse.
Vi hører ofte - særligt fra borgerlige politikere og debattører - at det danske skattetryk er et af de absolut højeste i verden. Og at det skræmmer investeringer væk og bremser den økonomiske vækst.

Men fortællingen, om at Danmarks skattetryk ligger helt i top internationalt, er en myte.

Danmark ligger ikke i toppen over høje skattetryk blandt de rige lande i Vesteuropa - vi ligger snarere omkring midten. Med skattetrykket i lande som Østrig og Italien er højere end vores,  og det danske skattetryk er på niveau med skattetrykket i Sverige og Finland.

Det høje danske skattetryk er kort sagt en myte

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet), hvor tænketanken har dykket ned i tallene og har korrigeret for, at landenes skattesystemer er meget forskellige.

Gør man det, så lander Danmark som nummer seks eller syv ud af de 18 vesteuropæiske lande.

“Det høje danske skattetryk er kort sagt en myte. Skattetrykket er ikke en entydig størrelse, men når man ser på de mest sammenlignelige tal for skattetryk, ligger vi ikke i toppen i Vesteuropa. Vi har naturligvis højere skatter end mange lande uden for Vesteuropa, hvor borgerne selv må betale for hospitalsbesøg og børnenes uddannelse. Men borgerlige politikere maler et falsk billede, når de omtaler det danske skattetryk som ét af verdens allerhøjeste,” skriver AE-rådet i analysen.
 

OECD skyder over 

I marts var den daværende regeringens skatteminister, Karsten Lauritzen (V), ude og glæde sig over, at regeringens skattepolitik havde fået Danmark til at rykke ned fra en første til en andenplads over EU’s højeste skattetryk.

Den opgørelse - som samtidig udnævnte Frankrig til landet med det højeste skattetryk -  stammer fra de riges landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

Men problemet ved OECD’s tal er, at de ikke tegner et retvisende billede af det faktiske skattetryk i landene, fordi der ikke tages hensyn til, at skattesystemerne er meget forskelligt skruet sammen, lyder det fra AE-rådet.
 

Kunstigt højt skattetryk

I mange lande er overførselsindkomsterne langt lavere end i Danmark, men til gengæld opkræves der ingen eller lavere skatter af dem. Helt anderledes er det i Danmark, hvor folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere har samme trækprocent, som de fleste andre.

Højeste skattetryk i Vesteuropa

(Tal fra 2015, korrigeret for skat på sociale ydelser)

  1. Luxembourg

  2. Frankrig 

  3. Belgien 

  4. Italien 

  5. Østig 

  6. Danmark, Finland og Sverige

  7. Island 

  8. Tyskland 

  9. Grækenland

  10.  Portugal  

Kilde: AE-rådet (Tallene er fra 2015)

Derfor er man nødt til at se bort fra skatten på overførselsindkomster, hvis man vil have et godt billede af, hvor Danmark ligger internationalt

Og fordi den danske stat ikke vælger at trække skatten fra på forhånd, men i stedet lader pengene skifte hænder to gange, så får Danmark et kunstigt højt skattetryk i OECD’s beregninger.

“Når man sammenligner, hvor meget borgerne i forskellige lande betaler for velfærdssamfundet, bør man ikke medregne penge, der bare bliver flyttet rundt mellem offentlige kasser. Derfor er man nødt til at se bort fra skatten på overførselsindkomster, hvis man vil have et godt billede af, hvor Danmark ligger internationalt,” skriver AE-rådet i deres analyse.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet