Tænketank: Finansminister skal have flere lommeregnere

Rapport fra Finansministeriet har ikke aflyst behovet for nye regneregler om den offentlige økonomi, lyder det fra AE-Rådet
Det kan godt være, at det har positive konsekvenser for samfundsøkonomien, at vi har fri adgang til uddannelse, har mange offentlige daginstitutioner og offentligt ansatte, der tager sig af de ældre. Men vi har ikke nogen dokumentation for det, og derfor kan vi heller ikke indregne det, når vi vedtager ny politik.

Sådan lyder det fra Finansministeriet i en ny 142 siders lang rapport, som blev præsenterede i slutningen af maj. Rapporten kom efter længere tids kritik af, at Finansministeriet indregner en positiv gevinst – såkaldt dynamisk effekt – i forhold til vækst og beskæftigelse af at sænke skatten og sænke overførselsindkomster, men ikke indregner lignende positive effekter af offentligt forbrug.

”Finansministeriets overordnede regneprincip er, at der generelt skal indregnes de dynamiske effekter, der er tilstrækkeligt grundlag (herunder empirisk) for. Der er således ikke tale om, at Finansministeriet af princip skulle afvise at indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug,” skriver Finansministeriet i rapporten.

En række økonomer har peget på, at eksempelvis uddannelse, daginstitutioner og infrastruktur kan være med til at få flere ud på arbejdsmarkedet og gøre dem mere produktive i den tid, de er der. Og at det derfor kan give en skævhed, hvis man indregner effekt af lavere skat, men ikke af velfærd.

”Hvis man systematisk udelader udgiftssidens dynamiske effekter, vil det kunne føre til en fejlvurdering af økonomiens fremtidige kapacitet og få betydning for eksempelvis vurderinger af det langsigtede vækstpotentiale og den finanspolitiske holdbarhed.”, skrev Vismændene i deres rapport fra maj 2017.

Bruger mest plads på hvad der ikke kan lade sig gøre

I Folketinget bad et flertal uden om regeringens sidste år regeringen om at redegøre for, hvordan den vil indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug. Den nye rapport skal ses som et svar på netop det spørgsmål. Men for dem, der havde håbet på nye regneregler fra Finansministeriet, så er der ikke meget nyt at komme efter:

”Når vurderinger af konkrete tiltag under det offentlige forbrug – som det ofte er tilfældet – ikke leder til indregning af dynamiske effekter skyldes det først og fremmest, at der mangler empirisk grundlag i det konkrete tilfælde. Der er efter Finansministeriets opfattelse ikke grundlag for at drage generelle konklusioner om, at de konsekvensvurderinger, der udarbejdes, skulle være ubalancerede,” hedder det.

Hos tænketanken AE-Rådet har man gennem flere år beskæftiget sig med netop dynamiske effekter af offentligt forbrug. Sidste år udgav man en rapport, der viste, at der er god samfundsøkonomi i at investere i eksempelvis daginstitutioner og erhvervsuddannelser.

AE-Rådets cheføkonom Erik Bjørsted er langt fra overbevist om, at Finansministeriet har afsøgt mulighederne for at indregne dynamiske effekter godt nok: ”Jeg synes Finansministeriet bruger rigtig meget plads på at fortælle om, hvad man ikke kan gøre, i stedet for at fortælle om, hvad man kunne gøre,” fortæller han til Netavisen Pio.

Store velfærdsnedskæringer uden effekt

Et af budskaberne i Finansministeriets rapport er, at der næppe er de store gevinster at hente ved at øge de offentlige forbrug yderligere. Det skyldes, at Danmark i både en international og historisk sammenhæng allerede bruger rigtig mange penge på offentlig velfærdsservice.

”Effekterne af yderligere offentligt forbrug på sundhed, uddannelse, børnepasning og ældrepleje forventes at være mere begrænsede, når befolkningen i udgangspunkt har adgang til et grundlæggende velfungerende sundhedssystem og størstedelen af unge, børn og ældre henholdsvis tager en uddannelse, passes i daginstitution eller modtager ældrepleje (såfremt de har behov),” skriver Finansministeriet i rapporten.

Men Erik Bjørsted mener ikke, at Finansministeriet forholder sig til den virkelighed, der i øjeblikket udspiller sig på Christiansborg:

”Jeg synes, at det er en lidt forfejlet pointe. For meget af den politik, der bliver foreslået i øjeblikket, handler ikke om at øge investeringerne i uddannelse, børnepasning eller sundhed. Det handler tværtimod om at skære ned og gøre den offentlige sektor mindre. Det er ret store besparelser, der er lagt op til, og derfor mangler vi at få svar på, hvad effekten er. Det har vi brug for en lommeregner til at finde ud af.”

Han peger blandt andet på Finansministeriets beregning af Liberal Alliances 2025-plan tilbage i 2015. En plan, som ifølge Finansministeriets regnemaskine var fuldt finansieret. Men hvor Finansministeriet samtidig selv måtte sætte spørgsmålstegn ved resultatet, fordi man ikke tog højde for de mulige negative konsekvenser af at skære 124.000 personer væk i den offentlige sektor.

”Det var ikke bare små bevægelser, der var tale om. Det var mere end 100.000 stillinger, man skar væk i den offentlige sektor, og som Finansministeriet ikke kunne regne på effekterne af. Det er så store tal, at man ikke længere kan tale om marginale ændringer,” lyder det fra cheføkonomen.

Stadig gevinster på uddannelsesområdet

Også Finansministeriets udsagn om, at der næppe er meget mere at hente på uddannelsesområdet, undrer Erik Bjørsted:

”Vi har regnet på, at hvis man får udstyret de ufaglærte unge med en fagliglært uddannelse, så øges deres beskæftigelsesgrad ganske betragteligt. I dag er fem ud af ti ufaglærte unge i arbejde. Men får vi udstyret dem med en faglig uddannelse, så vil otte ud af ti være i arbejde. Det er en ret markant effekt og viser, at der er mere at komme efter, hvis vi investerer i de her mennesker. Så jeg køber ikke deres pointe – den er i hvert fald ikke fyldestgørende.”

Finansministeriet skriver i rapporten, at ”Det er som udgangspunkt ikke muligt at skønne over, hvilke effekter det vil have at øge det offentlige forbrug på et givent område med et bestemt beløb, hvis det ikke kan specificeres konkret, hvad pengene skal gå til.”

Finansministeriet skriver jo, at det ikke er nok at vide, at mere uddannelse er godt for økonomien. Man er nødt til at have specifik, empirisk viden om, hvad effekten er af at bruge eksempelvis 500 millioner kroner på et bestemt område inden for uddannelsessektoren?

”Det der bare undrer mig er, at når vi taler om skatter og afgifter, så er man ikke bange for at lave en masse antagelser. Når vi eksempelvis snakker om registreringsafgiften eller afgifter alkohol, tobak og sodavand, så har vi heller ikke empiriske undersøgelser der viser, at det vil have en beskæftigelseseffekt at sænke afgifterne.

Men her har Finansministeriet gjort en antagelse om, at man kan regne på samme måde, som hvis der var tale om en almindelig indkomstskattelettelse. Der er de altså villige til at træffe valg, så de kan komme i mål med et regnestykke, der kan sættes to streger under til et forhandlingsbord.”

Brug for flere ’lommeregnere’

Erik Bjørsted forestiller sig ikke, at det er muligt at udvikle en stor, forkromet regnemodel, som kan udregne den præcise konsekvens af samtlige ændringer i det offentlige forbrug.

I stedet mener han, at man ved siden af den store regnemodel, som bruges i Finansministeriet, bør udvikle en række mindre ”lommeregnere”, som kan regne på konkrete tiltag, når der laves politiske ændringer.

”Jeg anerkender, at det her med at have store makromodeller, der kan det hele, der er meget svært. Men der er brug for flere små lommeregnere, hvor man kan regne på konkrete eksempler. Det er faktisk også den måde, det foregår på i dag, når Finansministeriet regner på effekter af lavere skat,” fortæller han.

Et helt konkret eksempel, hvor han savnede sådan en ’lommeregner’, var i forbindelse med indførelsen af kontanthjælpsloftet tilbage i 2016. Dengang vurderede man, at loftet ville få beskæftigelsen til at stige med 700 personer, fordi lavere ydelser ville få arbejdsløse til at gøre en større indsats for at finde et arbejde. Til gengæld er der ikke regnet på, hvad effekten er af, at loftet betyder op imod 10.000 flere fattige børn.

”Her kunne det være rart at vide, hvad effekten er af, at en masse børn vokser op i fattigdom. Vi har masser af empiri, der viser, at det får nogle negative konsekvenser for de her børn i deres voksenliv. Færre af dem får en uddannelse, de får dårlige tilknytning til arbejdsmarkedet, og dem, som ender med at få et arbejde, de får en lavere løn. Det er jo ikke godt for økonomien, og det skal jo også med i regnestykket.”


Kommentarer fra Facebook