Tættere på forlig om statsstøtte til minkavlere og samråd om flyspionage

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Mandag nærmede regeringen og Venstre sig hinanden i forhandlingerne om statsstøtte til minkavlerne. USA's efterretningstjeneste, NSA, har tilsyneladende spioneret mod danske ministerier. Og så har Hærens Konstabel- og Korporalforening, HKKF, fået ny formand.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Tættere på forlig om statsstøtte til minkavlere

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen melder mandag eftermiddag om muligt gennembrud i forhandlingerne med regeringen om størrelsen af erstatning til de danske minkavlere.

Statsminister Mette Frederiksen har mandag talt med formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, om den danske regerings ønske om at udbetale erstatning.

Det fremgår afet tweet fra EU-Kommisionens formand, Usula von der Leyden.

Von der Leyen skriver, at Mette Frederiksen ringede til hende tidligere mandag, og at de i særdeleshed diskuterede de tiltag, som regeringen ønsker for at hjælpe de danske minkavlere.

placeholder

 

I weekenden slog Jakob Ellemann-Jensen fast, at den helt store knast i forhandlingerne med regeringen netop var EU’s statsstøtteregler, som angiveligt står i vejen for at udbetale en mere omfattende støtte til minkavlerne, som Venstre og blå blok ønsker.

Ifølge et notat fra Erhvervsministeriet, som blev lagt frem for forhandlerne i sidste uge, vil det være i strid med statsstøttereglerne, hvis minkavlerne både får erstatning for deres minkfarme og yderligere for tabt fremtidig indtjening.   

Erhvervsminister Simon Kollerup meddelte mandag morgen, at regeringen er i løbende og god dialog med EU-Kommissionen om EU-statstøtteregler og erstatning til danske minkavlere for nedlukning af minkhvervet.   

 

Hemmelige rapporter: USA spionerede mod danske ministerier og forsvarsindustri

Den amerikanske efterretningstjeneste NSA udnyttede et tophemmeligt dansk-amerikansk spionsamarbejde til målrettet at spionere mod centrale ministerier og private virksomheder i Danmark.

Sådan lyder de opsigtsvækkende konklusioner i strengt fortrolige rapporter, som en intern whistleblower i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) lavede omkring 2015.

Rapporterne advarede FE’s ledelse om mulige ulovligheder i et efterretningssamarbejde mellem Danmark og USA om at tappe danske internetkabler for informationer, som efterretningstjenesterne kunne bruge i deres arbejde.

Udover advarslerne om amerikansk spionage mod Danmark advarede whistlebloweren i rapporterne også om NSA-spionage mod mål i en række af vores allernærmeste nabolande, herunder Sverige.

Det erfarer DR Nyheder, der har talt med flere af hinanden uafhængige kilder:

“NSA har brugt kabelsamarbejdet til målrettet spionage mod Danmarks nærmeste allierede og tidligere også mod danske interesser og mål,” siger en kilde, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.

De kilder, DR Nyheder har talt med, nævner Finansministeriet og Udenrigsministeriet samt forsvarsvirksomheden Terma i Aarhus som nogle af målene for amerikanernes formodede spionage gennem det dansk-amerikanske spionsamarbejde.

Også Danmarks nærmeste nabolande – Sverige, Tyskland, Frankrig, Norge og Holland – bliver nævnt som mål.

Læs mere her.

 

EL: Minister skal i samråd om kampfly-spionage

Det er fuldstændig uacceptabelt, at USA tilsyneladende har fået frit spil til at spionere mod danske interesser af FE. Det mener Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, der kalder forsvarsministeren i samråd.

Eva Flyvholm siger:

“Amerikanerne ville gøre hvad som helst for at få milliardkontrakten på kampfly. Og det er simpelthen noget svineri, hvis de har fået frit spil til spionage med FE’s kabeltapninger.”

Enhedslisten ønsker undersøgelseskommissionen af skandalen i FE udvidet:

“Det er påfaldende, at tilsynets kritik af mulig spionage behændigt er udeladt af den kommende top-hemmelige og top-slatne undersøgelseskommission af skandalen i FE. Det skal med, hvis ikke vores land og sikkerhed skal være fuldstændig til grin,” siger Eva Flyvholm.

 

Ny formand for soldaternes fagforening

Soldaternes fagforbund, HKKF, har fået ny formand i forbindelse med forbundets virtuelle kongres. Nemlig Tom Black Larsen.

På Facebook skriver Tom Black Larsen:

"I dag blev jeg valgt som forbundsformand for HKKF - Soldaternes Fagforening, på vores noget anderledes kongres spredt ud over hele landet.

Det er en stor ære for mig, at I har vist mig den tillid at sætte mig i spidsen for vores fællesskab.

Vi har store opgaver foran os, men ingen større end at vi kan løse dem samme i et stærkt fællesskab."

De delegerede på HKKF’s kongres harudover ny formand også valgt næstformand og forbundssekretær. Det bliver henholdsvis Kurt Brantner og Michael Høy Nedergaard.

Samtidig er følgende valgt til bestyrelsen: Jørgen C. Pedersen, Rico Adolfssen, Henrik Bording, Carlo C. Garn, Finn Falck, Hans P.B. Thams, Henrik Holm, Lars Toft, Martin M. Deela.

Den nyvalgte formand vil arbejde for at ruste forbundet til de udfordringer, som medlemmerne møder i deres daglige tjeneste. Han klar ligeledes over, at valget af ham er et udtryk for tillid. Og den slags at det forpligter:

”Vi skal tættere på vores medlemmer og møde dem i øjenhøjde, så de aldrig føler sig taget for givet. Vi er soldaternes fagforening – uden jer, ingen HKKF,” siger Tom Block ifølge en pressemeddelelse fra HKKF.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce