Annonce

Tak for din stemme: uden den får vi aldrig bedre politikere

Leder: Hverken anarkister eller kloge-åger har ret, når de vil gøre oprør mod det repræsentative demokrati. Vi har brug for din personlige stemme.
Der er gået mode i politikerleden. Man scorer billige point i enhver social sammenhæng, når man joker med hvor hjælpeløse, dumme og inkompetente vores politikere er. Hvis man kigger på tillidsmålingerne, så rasler politikerne også nedad, mens både anarkister, kloge-åger og medierne klapper i højt kor.

Med alle deres fejl og mangler, så er vores repræsentativt udvalgte politikere en gave til folket.

Der kan være masser af grunde til at skælde og smælde på vores politikere, som de facto aldrig kan gøre det godt nok. De træder ved siden af, de stiller lovforslag som ikke holder, de kaster sig frådende over tom symbolpolitik og de gør alt muligt andet forfærdeligt. Men pointen er stadig, at de politikere vi har, er de bedste, som vi nogensinde kommer til at få.

Med alle deres fejl og mangler, så er vores repræsentativt udvalgte politikere en gave til folket.

Selvgode kloge-åger og meningsløs anarkisme
Overvejelser om og direkte opfordring til at stemme blankt giver jeg helt ærligt ikke noget for. At stemme blankt, som protest mod vores politikere, er ligeså håbløst som det er meningsløst. Det klinger hult at brokke sig over politikere, der prioriterer og beslutter med hovedet under armen, hvis du ikke engang selv har modet eller evner til blot at sætte et prioriteret kryds.

Det klinger hult at brokke sig over politikere, der prioriterer og beslutter med hovedet under armen, hvis du ikke engang selv har modet eller evner til blot at sætte et prioriteret kryds.

Håbet om, at flest muligt stemmer blankt hersker især hos to grupper i det danske samfund; anarkisterne og kloge-åger. Anarkisterne tror ikke på vores repræsentative demokrati, den nuværende samfundsmodel eller nogen som helst anden styreform. Deres grundlag er at ethvert hierarki og ethvert system er forfærdeligt. Kloge-åger er kendetegnet ved en tilsvarende mistillid, der gælder andre mennesker end dem selv. For dem er politikere inkompetente undermålere, som aldrig kan nå deres eget intellekt og klarsyn til sokkeholderne.

Jeg bryder mig ikke om nogen af grupperne, men opfatter anarkisterne som udenfor rækkevidde, mens kloge-ågerne burde kunne genopdrages?

Problemet for kloge-ågerne er dels, at deres overvurderede selvopfattelse blokerer for at kunne se kvaliteterne hos andre mennesker og dels, at de er kloge nok til at kunne se, hvor umuligt, udfordrende og utilfredsstillende det vil være at tage det politiske ansvar på sig. Kloge-ågerne ved, at rollen som politiker vil presse dem ud i så mange beslutninger, kompromisser og halve løsninger, at det faktisk vil være svært at opretholde status som netop kloge-åge. Ansvar får os bare ikke altid til at ligne de bedste udgaver af os selv.

Stil nu bare op, hvis i er så forbandet kloge?
Kommunalpolitik er i sagens natur komplet uperfekt. Politikere er i mindst lige så høj grad, som alle os andre; fejlbarlige menneskedyr, der konsekvent fucker up. Men de er også engagerede, ansvarlige og pisse modige. Hvor mange af os andre helst bare vil passe os selv og stå udenfor de mange både kedelige og umulige kompromisser, som hver dag besluttes i byråd over hele landet, så løfter kommunalpolitikerne ansvaret fra vores skuldre.

Politikere er i mindst lige så høj grad, som alle os andre; fejlbarlige menneskedyr, der konsekvent fucker up. Men de er også engagerede, ansvarlige og pisse modige.

Som en af mine gode kammerater fornyelig skrev, så er politik ikke religion. Vi kan lige så godt vænne os til, at der ikke komme noge Messias for at redde vores røv. Vi er dømt til at klare os selv sammen med hinanden. Vi må klare os med det vi har og det er også godt nok.

Der er rigeligt af tomme protester, misforstået politikerlede og brokkerøv på Facebook, så hvis kloge-ågerne for alvor vil gøre andet end at hævde sig selv og pudse deres glorier, så skulle de selv prøve at tage fat. Skærpet konkurrence om posterne vil jo kun være en demokratisk styrke. Så meld jer ind i et parti, stift jeres eget eller prøv at stille op til kommunalvalget. Vælg kompromisset og acceptér den kandidat, som du opfatter som mindst ringe. Hvis i virkelig er så kloge derude, så burde det være en smal sag at tage en smule ansvar og skabe lidt forbedring.

Respekt for dem, der tager ansvaret
Min opfordring er derfor: drop brokkeriet, tage skeen i den anden hånd og brug jeres energi på at vise, at i kan gøre det bedre end de politikere, som i mener, at ingen bør stemme på.

Stor respekt til kommunalpolitikere, der tør, hvor flertallet af os bare brokker os!

Jens Jonatan Steen, chefredaktør på Netavisen Pio

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet