Tandlæger spytter på samfundskontrakt, urafstemning og trist rekord i USA

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til den næstsidste udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik i denne uge.

Vi kan se i vores statistikker, at I stadig hænger på og i den grad læser med. Det varmer os på redaktionen.

Nu til et udpluk af dagens nyheder.
 

Tandlægeforeningen har stemt nej til overenskomst 

Tre ud af fire tandlæger har vendt tommelfingeren nedad til den overenskomstaftale, som Tandlægeforeningen og HK Privat har indgået for landets klinikassistenter.

Med nej'et fra landets tandlæger d blokeret for en fornyelse af overenskomsten for landet knap 4.000 klinikassistenter, der nu går en uvis fremtid i møde.

Hos HK Privat kalder næstformand Anja C. Jensen arbejdsgivernes nej for 'komplet uforståeligt'.

“ Jeg mener ærligt talt, at man spytter på den samfundskontrakt, som alle parter klynger sig til lige nu, når man går ud og forkaster den aftale, som vi i fællesskab er nået frem til,” siger Anja C. Jensen til A4 Arbejdsliv.

Læs hele historien her.

 

OK-afstemning starter

Vi bliver ved overenskomsterne, inden vi bevæger os mod corona.
For i dag starter afstemningen om overenskomsten for 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked.

I slutspurten blev forhandlingerne - ligesom resten af samfundet - ramt af coronakrisen. Men nu er urafstemningen i gang.

Flere på Twitter mener, at det har fået for lidt omtale i medierne.



På Netavisen Pio kan vi dog godt love, at vi også kommer til at dække OK20 her i den afgørende fase - corona eller ej.
 

Over 4.000 virksomheder har søgt lønkompensation første døgn

4.690 virksomheder har allerede i løbet af det første døgn ansøgt om at få lønkompensation til deres medarbejdere, og der kommer cirka 5-10 nye ansøgninger ind i minuttet, det oplyser Erhvervsstyrelsen.

Erhvervsminister Simon Kollerup er positiv over, at virksomhederne søger hjælp, fordi det betyder at man fastholder medarbejderne: 

“Det er utroligt positivt, at så mange virksomheder har søgt, for det betyder jo, at rigtigt mange danskere kan beholde deres arbejdsplads og den løn, de har været vant til, selvom vi er ramt af en corona-krise. Samtidig giver det virksomhederne en større mulighed for at kunne vende tilbage til normalen med gode medarbejdere og kompetencer i virksomheden, når vi engang kommer på den anden side af det her,“ udtaler ministeren.

Læs mere her.

 

Regeringen vil fjerne kommunernes bygge-loft 

Nu kan kommunerne bruge løs på skoler, sportshaller og nye veje.

Regeringen har nemlig besluttet at fjerne anlægsloftet i år og dermed lade kommunerne bruge alle de penge, de vil på nye byggeprojekter.

Lempelsen handler om at holde Danmark i gang på trods af coronakrisen, understregede finansminister Nicolai Wammen (S) i dag på en pressemøde

“Selvom store dele af Danmark er lukket ned, er det vigtigt, at Danmark ikke går i stå. Det er der stor opbakning til i Folketinget,” siger finansministeren.

Her kan du læse mere.

 

Rengøringsgigant har hjemsendt 1.500 ansatte - uden løn

1.500 ansatte i rengøringsvirksomheden ISS er på grund af corona-krisen hjemsendt i 14 dage uden løn.

Det er selvom selskabet kan få refunderet op mod 90 procent af lønudgifterne fra regeringens hjælpepakke om lønkompensation.

I stedet skal medarbejdere nu søge om dagpenge eller kontanthjælp.

“Vores opgave er, at ISS kommer så helskindet igennem det her som muligt. Og selvfølgelig også tage os godt af vores medarbejdere,” siger direktør i ISS Danmark Flemming Bendt.

Læs mere om beslutningen her.

 

Slår alle rekorder: Over tre millioner amerikanere melder sig arbejdsløse

3,3 millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge, hvilket er det højeste antal nogensinde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De kedelige tal er hele fire gange højere end den hidtidige rekord fra 1982.

Accelerationen af afskedigelser skyldes, at den amerikanske økonomi er hårdt ramt af den globale coronakrise.

Læs mere om de gigantiske hjælpepakker, som er på vej i USA hos DR Nyheder.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook