Netavisen Pios anmelder Freddy Hagen har fundet tre brandvarme bøger frem, der kan bruges til at lade op og lade sig inspirere til at reflektere over tidens problematikker ud fra nye vinkler.
Alle tre bøger er omdiskuterede, eller bør i det mindste være det. De spænder over teorier om samfundet, om naturen og vort syn på denne samt hvad det egentlig vil sige at være i besiddelse af en bevidsthed, der i stigende grad synes at udfordre vort syn på andre væsener, der også ser ud til at have en bevidsthed, ligesom udviklingen af kunstig intelligens synes at udfordre vort syn på os selv.
Supertanker, som er et program om filosofi på P1, havde forleden et afsnit om “bæredygtig dannelse”.
Det fokuserede på og tematiserede filosofiske ideer omkring menneskets dannelsesidealer op gennem historien.
Her synes naturen at spille andenviolin, og mennesket selv at være subjektet, der agerer og manipulerer i en objektiv verden.
Men med en klimakrise synes denne position og dette fokus at lide under en art apati, hvor menneskets eksistensbetingelse trues ved, at vi ikke evner at kunne gøre noget radikalt for at redde den natur, som vi er afhængig af.
Et radikalt fokus på klimaet er en tiltagende tendens, og mange forudsiger at “den grønne omstilling” bliver et centralt tema ved et kommende folketingsvalg.
Dem, der mener at krisens omfang er alarmerende, synes at blive mere og mere desperate, og de forsøger på alle mulige måder at råbe andre op.
Det virker som om, at de desperat forsøger at forklare dem det, de ikke ser ud til at kunne gennemskue: at en radikal og uoprettelig katastrofe synes nært forestående.
Den radikale opmærksomhed på klimaets kritiske tilstand opstod i halvfjerdserne, hvilket ikke er så overraskende.
Som en af gæsterne på P1s program, den forhenværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen sagde, så var det i det årti, hvor anvendelsen af pesticider igangsattes. Samtidig opstod en klimabevægelse i hele verden, og især i USA blev bevægelsen en identitetssøgende gruppering, der spyttede dystopiske fremtidsudsigter ud på samlebånd.
Man talte om en art ny opmærksomhed, hvor tilgangen til naturen, selve tilhørsforholdet, blev en eksistentiel betingelse for et mere harmonisk og lykkeligt liv. Denne tilgang synes at være vendt tilbage i tiltagende grad i dag.
Samtidig ser det ud til at ny filosofisk bevægelse i Frankrig er opstået.
I indledningen til Emanuel Coccias bog ‘Planternes liv - blandingens metafysik’ fra 2016 (oversat til dansk i 2021), står der, at denne nye eksistentialistiske bevægelse på mange måder ligner tidligere intellektuelle franske bevægelser, der fascinerede hele verden.
Den første bølge var eksistentialisterne, der i efterkrigstiden skabte en filosofisk modebølge, med Sartre, Camus og Beauvoir som de ledende skikkelser.
Den anden bølge, bestående af poststrukturalisterne, der opstod i halvfjerdserne, udgjordes af blandt andet Foucault, Deleuze, Derrida og Barthes.
Hvor eksistentialisterne især fokuserede på menneskets eksistentielle meningsløshed og væren, var poststrukturalisternes fokus rettet imod en postmoderne virkelighed, der ikke kunne objektiviseres eller fattes, uden at blive manipuleret og tildækket af magt, falske strukturer og forførende koncentrationer af “falsk” alviden.
De ville dekonstruere virkeligheden, og dermed fravriste “de store fortællinger” og “magtkoncentrationer” deres enevælde.
Den tredje, igangværende bølge ønsker at fravriste mennesket dets idé om at være verdens centrum og selve meningen med eksistensen.
Det forsøger filosofisk at sætte naturens dagsorden sådan, at menneskets forrang splittes og forvitrer. Her er filosofferne Bruno Latour og Emanuele Coccia to af bevægelsens ypperste tænkere.
Evolutionslæren har lært os, at altings opståen her på jorden stammer fra havet. Før der eksisterede noget som helst på jordoverfladen, levede de første organismer i havet, og plantevækster var de første organismer, der flyttede ud af havet og op på jorden.
Via fotosyntese kunne planterne omsætte solens energi og vokse sig store. Det skaber, som bekendt, ilt, og derfor er planterne også betingelsen for alle andre organismers eksistens på jorden.
Grundlæggende og elementært er det hvad Emanuele Coccia forsøger at pointere i sin bog.
Hans forklaring og tilgang til denne basale fortælling er, at vi slet intet kan forstå om os selv og verdens beskaffenhed, hvis ikke vi tager udgangspunkt i dette faktum. Som mennesker bør og skal vi forstå, at vi ånder denne ilt, at den er betinget af planterne og solen, og at alting flyder ind og ud af hinanden på grund af det.
Netop i den forstand er Coccias filosofiske tilgang en videreførelse af både eksistentialismen og poststrukturalismen, for det handler grundlæggende om, at forestillingen om, at vi er subjekter, der lever i en verden, bestående af objekter, forstyrrer og tildækker hvor radikalt indfældet og knyttet vi er til alt andet levende.
For sådan rigtig at forstå hvad der her er på spil, er det vigtigt at fokusere på hvad eksistentialisterne og poststrukturalisterne kæmpede imod.
De var mestendels marxistisk inspireret, og deres filosofiske fjender var dem, der mente, at der findes objektive sandheder.
Ideen om objektivitet blev for eksempel kritiseret af Michel Foucault, fordi han mente, at “sandhederne” ofte blot er de magthavendes måde at undertrykke deres undersåtter på.
I stedet for at anerkende objektive sandheder, og de “store fortællinger”, fokuserede disse franske tænkere på hvorledes fordomme, love, psykologiske kategorier og samfundsteorier i virkeligheden bare var konstruerede skabeloner, der hindrede revolutioner.
Det er i denne kontekst at man skal forstå Coccias idé om at fotosyntesen er central for forståelse af livet og dets eksistensbetingelser.
Siden oplysningstiden, hvor dannelsesidealerne også blev centrale, har man som bekendt systematiseret videnskaberne.
Det var i denne periode, hvor universiteternes inddelinger i vidensområder opstod, og det er denne inddeling af felter - fakulteterne - som synes at falde Coccia for brystet. Især filosofien skal, ifølge Coccia, ikke betragtes som et selvstændigt “fag”, med sit særegne fagområde.
Og hans radikale kritik går videre. Han synes nærmest at være i affekt, når han skriver om hvorledes alting synes at være gået galt, fordi universiteternes fagområder fokuserer på hvert deres felt.
Der er bare noget himmelråbende ironisk over denne, tilsyneladende uigennemtænkte, videreførelse af eksistentialismen og poststrukturalismen
Hans alternativ er “blandingens metafysik”, og han mener, at filosofi og ideen om alt, kan og bør behandles af alle videnskabelige faggrene. Og det hele bunder i en dyb skepcis og en dyb foragt for forestillingen om, at vi som subjekter kan håndtere og manipulere med en objektiv verden.
Der er bare noget himmelråbende ironisk over denne, tilsyneladende uigennemtænkte, videreførelse af eksistentialismen og poststrukturalismen hos Coccia: Det var faktisk de subjekt-objekt-fokuserende videnskabsmænd der opdagede, at alting er opstået via evolution, og at planternes fotosyntese skaber ilt, som vi ikke kan leve foruden.
Det ironiske er selvfølgelig det faktum, at det er selvsamme tilgang til verden og filosofien, som Coccia tordner imod.
Både Coccias bog og den bevægelse som han er en del af, er allerede blevet overordentlig populær. Den er alarmistisk i sin karakter, selvom Emanuele Coccias bog ikke ekspliciterer selve truslen, fordi han i stedet ensidigt fokuserer på kritikken af en fejlslåen tilgang til verden og livet.
Dagbladet Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, er for eksempel ret så begejstret for denne nye franske bevægelse, og han har både interviewet Emanuele Coccia og Bruno Latour.
Da Lykkeberg spurgte sidstnævnte, om han havde et godt bud på, hvad han kunne tilbyde sin klimaængstelige datter, erklærede Bruno Latour, at hun skulle se filmen ‘Don’t Look Up’
Filmen fik premiere kort efter nytår, og den handler om, at en komet er på vej mod jorden, og at den med garanti vil udslette hele kloden.
Det er en komedie, og den forsøger ligesom at illustrere hvorledes der for indeværende foregår en umulig samtale mellem dem, der er opmærksomme på det forestående katastrofe, og så dem der ikke evner at anerkende denne.
Bruno Latour er ikke den eneste, der dengang var inspireret af filmen. Det var Elsebeth Gerner Nielsen også, og hun mente også at alle skulle se den, for ligesom at forstå hvor alvorlig situationen er.
Det ironiske er, at filmen ikke handler om en katastrofal hændelse, der kan undgås, og derfor synes det også at være en kende bizart, når Bruno Latour og Elsebeth Gerner Nielsen anbefaler den, som en måde hvorpå folk kan “vækkes” og hjælpes i deres frustrationen.
I dag har alle glemt den film. Dens succes blev angiveligt ikke som forventet, og den vandt ikke heller ikke nogen priser.
Tilbage til Supertanker, hvor Elsebeth Gerner Nielsen var gæst, talte de om at tiden er inde til at flere får øjnene op for naturens betydning.
Elsebeth Gerner Nielsen mente også, at Emanuele Coccias bog er anbefalelsesværdig, ligesom hun anbefalede at man læste Hartmut Rosas bog om resonans.
Det handler nemlig om selve tilgangen til naturen. Hun talte for at flere burde gå ud i naturen, og at de der skulle kramme træerne og bade i skovsøerne. Naturen skal genfortrylles, mente hun.
Det går ikke med at køre i skoven på mountainbike. Man “mærker” man åbenbart ikke “rigtig” naturen, ligesom Emanuele Coccia synes at mene, at den simple viden om fotosyntese og ilt ikke gør tricket.
Der skal ligesom noget mere til, for at flertallet får øjnene op for naturens altovervejende betydning.
Elsebeth Gerner Nielsen mener, at vi skal lære børnene og os selv, hvad træerne, dyrene og planterne hedder.
Hvis vi tilegner os denne viden, mens vi er ude i naturen, så får vi også et mere nært forhold til naturen, hvilket angiveligt skulle medvirke til, at vi så også vil gøre noget mere radikalt for at redde den.
Hun konstaterede dette som en art selvfølgelighed i Supertanker-programmet. Og hun er slet ikke alene. Det er som om, at de opmærksomme klimaaktivister mener, at der er tale om en helt bestemt tilgang til naturen, der sådan med et trylleslag kan ændre flertallets holdning til hvad der skal gøres ved de forestående katastrofer.
Emanuele Coccias bog om planternes liv er ikke en letlæselig en af slagsen. Ligesom den tradition, den skriver sig ind i, er sproget knudret, teknisk vanskeligt og det kræver i hvert fald, at du som lærer er bekendt med denne traditions måde at tænke på, for at kunne gnaske dig igennem den.
Det er også derfor, at jeg ikke kan anbefale bogen.
For det første mener jeg, at det er en fejlslutning (og en ironisk en af slagsen), at Emanuele Coccia forsøger at gøre op med selvsamme videnskabelige tilgang, som har givet ham grundlaget for hans egen filosofi: Nemlig evolutionsbiologien, der har tænkt i subjekt-objekt kategorier.
For det andet ser jeg en generel - og farligt - tendens til, at dem, der synes inspireret af sådan en tænkning, ligesom ophøjer sig selv til at være “tættere på naturen”.
Et eksempel er Elsebeth Gerner Nielsens forestilling om, at hvis blot vi lærer nogle af naturens navne at kende, befinder os noget mere i naturen og lader mountainbiken stå derhjemme skuret, så vil flere få samme holdning til som den, hun og ligesindede har.
Problemet, der er banalt i sig selv, er jo bare det faktum, at bondemanden, der anvender pesticider, med garanti ved mere om naturen og befinder sig mere ude i den, end Elsebeth Gerner Nielsen, Emanuele Coccia og de fleste af deres følgere.
Deres påstand om, at det handler om en ret så basal viden om naturen og livet, synes ikke at gøre tricket.
Tilbage står hvorledes “den rigtige” tilgang til naturen så ser ud. Hvorledes kan man forestille sig et mentalt skifte, således at folk får et mere inderligt forhold til naturen, der samtidig gør, at hver enkelt og samfundet evner at gøre noget ved naturens tilstand?
Svaret synes ikke bare sådan at være tilgængeligt for enhver, og dem, der mener at have denne forståelse, synes ej heller at have fundet en klar formel.
Min anke imod hele den klimabevidste bevægelse er, at hvis den gør bevidstheden om tilstandene til noget eksklusivt, hvor der implicit er en forestilling om, at dem, der endnu ikke er opmærksomme på en mulig katastrofe, simpelthed er dumme og mindre “i kontakt med naturen”, så vil de ikke få nok vind i sejlene. I stedet vil de, tror jeg, blive hængt ud for at være opblæste i deres selvbevidsthed, ja, frelste.
Ligesom når klimaaktivister taget flyet til Folkemødet på Bornholm, for at aktivere imod fossile brændstoffer.
Emanuele Coccia: 'Planternes Liv. Blandingens metafysik'. Forord af Frédérique Aït-Touati og Nikolaj Schultz. Oversat af Tom Havemann. Hans Reitzels Forlag, 2022.
Kommentarer
Man skal da også have nogle gigantiske ideologiske skyklapper for øjnene, hvis man i fuldt alvor kan afvise eksistensen af objektive sandheder. Så handler det vist ikke længere om, hvad der giver mening, men snarere om en eller anden form for ønsketænkning.
Objektive sandheder har altid nogle forudsætninger, som man kan glemme i kampens hede.
Pythagoras sætning gælder fx kun i plangeometrien. At 2+2 = 4 gælder kun i Peano-matematikken, ikke i et cyklisk talsystem.
Det er fx en objektiv sandhed at mere CO2 i atmosfæren er til gavn for plantevæksten - inden for visse grænser, tror jeg; jeg kender dog ikke grænserne. Det er der måske andre der gør?
Ordet "klimakrise" skal efter sigende kun være brugt i en enkelt sammenhæng i IPCC's rapporter, nemlig i en beskrivelse af mediedækningen af rapporterne. Journalister bruger altså ordet "klimakrise", ikke videnskabsfolk.
"Vaccinerne" mod Covid-19 var hverken effektive eller sikre. Eller?
Kender du en objektiv sandhed?
Jorden er faktisk ikke rund, men lettere ellipseformet.
Det er ikke let, det her.
Gunnar, for fanden. De overfladiske typer, du lytter til, er ikke særligt kloge, de har ganske som du selv aldrig læst IPCCs rapporter, og satser på, at deres følgere heller ikke har (et ret sikkert gæt). De er charlataner, og har ganske enkelt ikke noget fornuftigt eller væsentligt at byde på, og du burde ærligt talt være for gammel til at lade dig imponere af svære ord og hvide kitler.
Vær bedre, Gunnar. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.
Nu har jeg søgt hele IPCC's Climate Change 2022 igennem (3616 sider), og du har ret Thor: Udtrykket "climate crisis" bliver faktisk benyttet hele fire (4) gange i artiklerne. Den ene gang dog ikke som en karakteristik af klimaforandringerne, men som et eksempel på måden man omtaler klimaforandringerne på.
Til gengæld findes udtrykket mange gange i de talrige litteraturhenvisninger.
Spørgsmålet er blot hvilken del af menneskehedens 8 milliarder der først skal udryddes!
Problemstillingen er ikke ukendt! Blot pakket ind i en nutidig forståelse!
Teoretikere taler! Diktatorer handler!
Hitler valgte at starte med en etnisk befolkningsgruppe!
Putin har valgt den samme metode!
Putins inflation ønsker de vesteuropæiske ledere ikke at gøre noget ved!
Fanden tager således sin del af de europæiske befolkningsoverskud!
De fattigste lande i verden klarer ikke inflationen og befolkningstal og fødemængde finder hurtigt et forudsigeligt leje!
Klimakrisen løses således af Putin!
Som Hitler klarede det i 1940’erne.
I 1970’ernes gymnasieundervisning bekymrede gymnasielærerne sig for jordens befolkningstilvækst!
68erne der var imod atomkraft!
Pludselig væltede oliemilliarderne op af jorden og alle glemte alt om jordens befolkningstilvækst.
Når Putin lukker for gashanerne når jordens befolkning et antal der svarer til forsyningssituationen!
Men grænser for vækst bliver måske overgået af endnu en teknologisk revolution, der redder menneskeheden og klimaet i forening!
Putin tvang klimateoretikerne til at finde sammen med alle de praktiske grise!
Selv i Norge sparer en nordmand 40% af det årlige strømforbrug!
Blot ved at slukke for strømmen hvor sparsommelige danskere i årtier har sparet!
For at bruge pengene på de(n) årlige charterrejse(r) med skattefrit brændstof til Syden!
Men endnu kan almindelige fattige danskere glæde sig over en Jonas Vingegaard og menneskehedens meritter!
Jonas, Frida og Trine!
Klima og menneskeliv hænger sammen!
Drømme, vækst og nye mål!
At begrænse jordens befolkning var moderne i 1970erne!
Enhver nation, befolkning og familie sine drømme!
Ingen kunne sætte mål op for drømmenes vækst!
Søndag strømmer danskere til Paris for at fejre en menneskelig succes!
Hvem sætter grænser for antallet?
Statsministeren? Ellemann? Pape? Venstrefløjen?
Klima er rent filosofi! Langt fra vores hverdag!
Lige indtil Putins inflation sætter benzin, fødevarer og bleer i økonomisk selvsving!
Spændende bliver det hvornår oliemilliardærernes mobilhomes forsvinder fra de franske bjergskråninger for blot at følge en dreng fra Hillerslevs barnedrøm om Hautacam og den gule førertrøje!
- Der er osse en dag i morgen! Var budskabet. Og tilføjede dagens klimahelt: - og noget sidevind!
Pernille Harder taler om LGTB etc.
Tænk hvis Jonas sagde: Lad os flytte alle de hav-vindmøller ind på land! I vores baghave! Der er altid sidevind! Og i bedste fald modvind!
Men nu venter der blot en paradekørsel til Paris!
Paris-aftalerne er på plads!
For en enkelt dansker!
Og på onsdag skal statsministeren sikkert score på berømmelsen! I Tivoli!
Verdensførende er statsministerens yndlingsord!
At spare på ordene er Jonas Vingegaards allerstørste merit!
- The whole team is incredible! These guys are my friends!
Klimaet og menneskeheden har fået endnu en chance!
En verdensmand i byernes by!
Handling i stedet for snak!
Bæredygtighed frem for klimafilosofi!
Dansk politik venter på sine nye vinger fra en fiskeopskærer fra et sted i Jylland.
Der har en drøm om en podieplads i klimaets hovedstad!
Hvad du ikke har i hovedet, må du have i benene.
Åbenbart Mette Frederiksens nye motto.
Det lille land mod nord. Vi kan bare!
Med stort understregning af “vi”!
Lånte fjer, sagde hønen!
Minkavlerne stod pilskaldede!
Verdensførende! Elsker Mette Frederiksen at sige!
Og aldrig har danskerne haft et så stort CO2 udslip på en weekend!
Men når der festes så festes der! Mener statsministeren der straks flyver til byernes by for at være en del af festen!
Hvorimod dronning Margrethe foretrækker tv’et på Amalienborg.
Jo Mette Frederiksen er verdensførende på dobbelt-moral og sniksnak!
Hvad du ikke har i hovedet, må du have i benene.
– Jakob Ingebrigtsen er langdistansekongen. Verdens beste langdistanseløper er norsk. Han smadrer de, de er sjanseløse. Endelig kommer VM-gullet, sa han.
Svenskeren Armand Duplantis sætter ny verdensrekord i stangspring 6,21.
I Norden kan de noget med benene!
Og Mette Frederiksen er en mester i at løbe fra ansvaret og lade sig filme med succesfulde folk!
Påfugle-knebet hedder det!
Tænk hvis en filet-opskærer fra Glyngøre en dag kom til magten i Danmark.
For blot at være den han eller hun nu er!
At udfolde egne evner!
Det Danmark og Norden har brug for!
At ællingen får lov at vise sin herkomst!
Jonas og Frida! Og bagved står en mor og en hel familie!
Med drømme!
Og aldrig har CO2 udslippet været så stort på en og samme weekend!
Festen i Nord vil ingen ende tage!
Vi er verdensførende på Paris-aftalen!
Og dobbeltmoral!
Men Jonas Vingegaard elsker vi!
Han gør blot hvad han er bedst til!
Og den kæber danskerne.
Men…
Konkret svarer 55,7 procent ja til, at advokater bør undersøge, hvorvidt statsminister Mette Frederiksen (S) og andre ministre har handlet "groft uagtsomt". Det er nemlig ifølge ministeransvarlighedsloven i sig selv strafbart, og spørgsmålet blev ikke undersøgt i forbindelse med Minkkommissionens beretning om forløbet omkring den ulovlige aflivning af alle mink.
Mette får brug for “gode ben” til at løbe fra ansvaret i det kommende september-valg!
Så hvad er mere naturligt end at flyve til Paris og spørge Jonas Vingegaard til råds!
Og det endda midt i en fest!
Mette Frederiksen elsker fest, festivaler og overborgmestre.
“Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), vil være til stede på Champs-Élysées søndag, når Tour de France-rytterne afgør årets sidste etape i verdens mest prestigefyldte cykelløb. Ikke fordi han har mast sig på, men fordi løbsdirektøren for Tour de France, Christian Prudhomme, sammen med Paris' borgmester, Anne Hidalgo, har inviteret ham.”
I dag er Frank Jensen en helt anden historie. Fuldstændig glemt af alle journalister her under Vingegaard-festugerne.
Frank Jensen løb sin vej! I tide! Med gode ben i behold!
Tivoli bliver et smukt exit for tour de Mette!
- Vi har set ordentlighed, vi har set en gentleman, vi har set en ægte sportsmand, som lod Pogačar komme op fra sit styrt og gav ham hånden - og så gik konkurrencen videre uden at score billige sekunder. Vi har set, at du er meget mere end verdens bedste cykelrytter, sagde ministeren blandt andet i sin tale.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) fik sagt flotte ord til vinderen af Tour de France 2022 i Københavns Rådhus.
I virkeligheden fik Simon Kollerup indirekte sendt en skideballe til sin egen chef statsminister Mette Frederiksen!
Alt det Mette Frederiksen ikke formåede i sin statsministertid blev udstillet i Kollerups tale.
Derfor var København overfyldt af almindelige danskere.
Danskere der ved hvad ordentlighed er!
Danskere der ved hvad en gentleman er!
Danskere der ved hvad en ordentlig sportsmand er!
Danskere der ved hvad en ordentlig familie er!
Sæt Mette Frederiksen i den åbne vogn!
Danskerne ville løbe skrigende bort!
Ordentligheden over for sygeplejerskerne efter coronaen?
Listen er lang!
Fra Hillerslev i Thy har man set nok!
Fra alle små byer i Danmark har man set nok!
Danmark savner ordentlighed efter coronaen!
Det fik vi med Jonas Vingegaard!
Og selv Simon Kollerup kvitterede!
Svært at undgå når man er født og opvokset med thybo ordentlighed!
Mange tusinde mennesker stimlede onsdag sammen på Rådhuspladsen og i Tivoli i København, og de gav Jonas Vingegaard en oplevelse, han nok sent vil glemme.
Og de danske vælgere har fået en ny standard at måle deres politiske ledere på!
Jonas Vingegaards historiske succes bliver Mette Frederiksens værste ikon i muligheden for genvalg som statsminister!
Ordentlighed har fået en renaissance som står lysende klar for enhver vælger i stemmeboksen!
Sportsfolk og politikere der udviser ordentlighed, viser sportsånd og viser sig som en gentleman.
Men måske har Simon Kollerup i mangel på ord til sin tale til Jonas Vingegaard været i arkiverne over “rosende ord”.
For eksempel ordet gentleman:
Der var engang, hvor man nærmest blev født til at være en gentleman. Det var noget man blev anset for at være ud fra din slægt, finansielle forudsætninger og den levestil som fulgte med eksempelvis at være adelig. Ligeledes blev gentleman-begrebet også forbundet med en høvisk opførsel, altså en dannet, høflig og ærbar opførsel overfor omverdenen og mennesker omkring dig. Dette blev især centralt for de højerestående samfundslag i løbet af middelalderen. Denne forestilling var dog desværre sjældent lig med virkeligheden. Hvis man blev anset for at være en gentleman i 1700 og 1800-talle, fulgte der eksempelvis automatisk fordele med, såsom at man så mildere på lovovertrædelser og lignende end ved personer som var dårligere økonomisk stillet. Gentlemens havde altså lettere for at slippe for straf ved lovovertrædelser, hvilket jo ikke lyder særlig gentleman-agtigt.
At danskerne holder af gentlemanden Jonas Vingegaard på den gode jyske tankemåde kan opleves i Glyngøre hvor tour-helten bor og lever.
Og hvor fine ord er unødvendige!
Jonas er Jonas! Og det er så det!
Mette er Mette! Og det er en helt anden historie!
Og det ved danskerne godt!
Derfor kører de fra hele landet til København!
For Jonas er Jonas!
Vi stemmer med fødderne!
Og danskerne stemmer i!
Spontan fællessang!
Vi har fundet noget at stå sammen om!
Igen!
Klimafilosofi og bæredygtighed i en og samme person!
Historie-fortælling betyder noget!
Historien om Jones Vingegaard går landet rundt!
Og folk står på grøftekanter og cykelstier og fortove blot for at få et syn eller en selfie eller et foto af helten.
Velfærdsuddannelserne har mistet den positive fortælling!
Og anti-helten eller skurken hedder Mette Frederiksen!
Det startede med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister under lærerkonflikten og sluttede med Mette Frederiksen som statsminister under coronaen og sygeplejerske konflikten!
Den negative fortælling om velfærdsuddannelserne står og falder med statsministeren!
Socialdemokratiet må ofre en statsminister for at vende udviklingen!
Intet mindre! Et sonoffer!
Alt for længe har Socialdemokratiet med Mette Frederiksen ved roret dopet sig med de offentligt ansattes dårlige arbejdsvilkår!
Man bilder de unge ind at ved at blive pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer eller socialrådgiver, ja, så kan man gøre en forskel for sine medmennesker og velfærdssamfundet er evig saliggørende!
Men når de unge så kommer ud i virkeligheden, ja, så er virkeligheden en hel anden!
Thi socialdemokrater vil lige som Venstre-folk ikke betale hvad det koster!
Ingen socialdemokrater vil give afkald på deres charterferie hvert år og egen bil og ofte også sommerhus!
Kun en Jonas Vingegaard kan få Mette Frederiksen til at afbryde sin charterferie!
Manden der først og fremmest takker holdet, de frivillige hjælpere og alle organisationsfolkene!
De unge har mistet troen på Mette Frederiksen! Hun er blevet en dårlig historiefortælling!
Og det ved danskerne! Unge som gamle!
Danmark trænger til nye helte! Helte der kan føre troen på den enkeltes evner og fællesskabets grundværdi over i en ny enhed!
Lars Løkke magtede det ikke! Mette Frederiksen ej heller!
Når den rette melder sig på banen, er danskerne parate!
Det beviste Jonas Vingegaard!
Måske erhvervsminister Simon Kollerup er et bud!
Han er vant til sidevind og modvind!
Men Glyngøre eller Hillerslev er desværre skiftet ud med Hareskovby
Sådan lyder en af reaktionerne på Christiansborg, efter at B.T. tidligere i dag har kunnet fortælle, at erhvervsminister Simon Kollerup har lånt 10,2 millioner til købet af en patriciervilla i Hareskovby til 11,4 millioner kroner.
Socialdemokratiske helte med benene på jorden er svære at finde!
I dag vender Jonas "Vindegaard" hjem til Glyngøre og den 25-årige folkehelt skal ikke blot tage imod folkets hyldest - han skal også lære sit nye hjem at kende.
Den 1. marts overtog han og hans ni år ældre kæreste Trine en 181 kvadratmeter stor villa i Glyngøre. Ejendommen ligger i første række til vandet og med udsigt til Sallingsundbroen.
Jonas og Trine betalte 3.475.000 kr. for rødstensvillaen, som er bygget i 1993.
Fra rødstensvillaen kan Jonas cykle direkte ud i sidevind og modvind og forstærke ben og muligheder for at genvinde helte-statussen.
Skolelærere og sygeplejersker får ingen skåltaler og afbrudte ferier fra Mette Frederiksen side!
Det løb er for længst kørt!
Jonas er helt nede på jorden og den samme Jonas! Siger alle! Inklusive far og mor!
Det stof helte er gjort af!
Om Mette Frederiksen skifter makrelmadder ud med Glyngøre sild, ja, så er hun for længst en død sild i dansk politik!
De unge tror ikke på damen!
Og fra gader og stræder lyder det højlydt:
Vingegaard! Vingegaard! Vindegaard!
Mette Frederiksen har for længe siden tabt trådet, stigningerne og opløbet!
Sommeren 2022 gav danskerne børn, unge, forældre, midaldrende og gamle det de så længe har savnet:
Nogen at tro på!
Folketingsvalget kommer til at handle om tro, håb og kærlighed!
Faderskabet, moderskabet, familielivet og omsorgen har fået nye vinger!
Billeder bliver til ikoner som huskes på valgdagen!
Fantastisk! Dansk politik i ny iklædning!
Kejserens nye klæder! Hvor den lille dreng hed Jonas!
Pludselig stod kejserinden der i sort og hvidt!
Men knægten løb med den gule trøje, og den rød-prikkede trøje og hele kongeriget!
Og fredag soves tornerosesøvn indtil Trine og Frida kysser prinsen på den gule cykel på kinden!
Kindness!
Tænk hvis sygeplejerskerne havde fået blot 10% af Mette Frederiksens Pariser-venlighed!
Danmarks overhoved kronprinsen var allerede akkrediteret til opgaven!
Danmarks offentligt ansatte har fået en ny helt!
En drømmehelt!
Men drømmeuddannelserne har næste generation gennemskuet!
Danmark trænger til en ny fortælling!
En Jonas Vingegaard med benene solidt plantet på jorden efter succesen Tour de France 2022!
Tour de Mette er en saga blot! Løbet er kørt! Velfærdsuddannelserne løber ud i sandet!
Arbejdsklimaet på offentlige arbejdspladser mangler bæredygtighed.
Det er op ad bakke det meste af tiden! Uden hjælperyttere! Og følgebil! Og advarselssignaler! Se blot det kvindelige Tour de France! Halvdelen af rytterne vælter på en gang!
Det ville man aldrig byde mænd! Med udsigt til personlige tillæg, bonuspoint og fedterøvstillæg!
En verden til forskel!
Heltestatus!