Tanketorsk

Over de næste par uger vil Netavisen Pio køre et tema under overskriften ’Betale sig at arbejde’. Første bidrag kommer fra Mogens Lykketoft, der mener, at debatten er kørt helt af sporet.
Betale sig at arbejde. ’Det skal altid kunne betale sig at arbejde’  - et mantra, der høres næsten hysterisk tit, efter at debatten om fattigdom blev afsporet af Joachim og Özlem, Carina og Robert.

Senest fik vi alle op af stolene i december, da en opgørelse viste, at det for 14.000 danskere ikke gav udbytte at komme i arbejde.

Jeg føler trang til at bede socialdemokrater og andre på regeringssiden om at trække vejret mere roligt. Vi taler for det første om en halv procent af arbejdsstyrken!

Jeg føler trang til at bede socialdemokrater og andre på regeringssiden om at trække vejret mere roligt. Vi taler for det første om en halv procent af arbejdsstyrken! Og lad os nu få den her diskussion ned i sine rette proportioner, før den bliver til højere og mere ufølsomt brøl fra de velbjærgede om at forringe alle overførselsindkomster:

For det første: Der er ikke borgerløn i Danmark. Ingen har ret til at ’gemme sig’ på passiv forsørgelse, hvis han eller hun kan og vil arbejde. Hvis vi indretter et samfund, så alle, der bliver arbejdsløse eller slet ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, får et godt tilbud om arbejde eller uddannelse, som de ikke kan afslå, så er det ikke afgørende, om der er flere penge i det.

For det andet: Vi har altid tidligere afvist en tankegang, hvor den trangsbestemte offentlige forsørgelse var så lav, at den i enhver tænkelig kombination var under den laveste løn på det danske arbejdsmarked: Derfor var en af den nye regerings første handlinger at afskaffe fattigdomsydelserne. Den borgerlige regerings starthjælp var så lav, at de familier, der blev henvist til at leve for dén, måtte sætte sig helt uden for det normale samfund, hvis ikke de arbejdede sort eller stjal. Det var ikke anstændigt. Slet ikke over for børnene i disse familier.

Vi vil ikke genskabe fuld beskæftigelse ved skrue mindstelønnen stadig længere ned. Vi skal insistere på at have et samfund, der er stærkt nok til at løfte sine medborgere op i kvalifikationer til, at de kan få arbejde til en anstændig løn.

For det tredje: Vi vil ikke genskabe fuld beskæftigelse ved skrue mindstelønnen stadig længere ned. Vi skal insistere på at have et samfund, der er stærkt nok til at løfte sine medborgere op i kvalifikationer til, at de kan få arbejde til en anstændig løn.  Vi erkender jo desuden, at der er mennesker, som er så fysisk, psykisk eller socialt handicappede, at de skal have offentlige penge med for at få en plads på arbejdsmarkedet.

For det fjerde: Vi har opbygget et system af kontanthjælp, dagpenge, daginstitutionsrabat og boligsikring, som tilsammen sikrer tålelige levevilkår for de mange, der ufrivilligt sættes uden for arbejdsmarkedet. Det giver samspilsproblemer mellem stigende skat og nedsatte ydelser, når folk går fra passiv forsørgelse til lavtlønnet arbejde.  Jeg har i årtier søgt at finde løsninger på disse samspilsproblemer, men må erkende at der i realiteten næppe findes en helt perfekt løsning, hvor det er 100 procent – og ikke kun 99,5 procent - der får ekstra udbytte af at komme i arbejde. Man kunne måske kommet lidt ned under en halv procent ved ikke helt at afskaffe kontanthjælpsloftet for ægtepar, samtidig med at man fjernede den uacceptabelt lave startydelse. Men lad os nu som sagt ikke overdrive problemet, og lad os ikke bruge det som anledning til at handle overilet.


Kommentarer fra Facebook