Teater: Destruktive internet-trolde smadrer alt

Det er ækelt og grænseoverskridende, når tre internettrolde træder ud af den beskyttende anonymitet i World Wide Web og ind i drypstenshulen på teater Sort/Hvid
Den grimme indre trold - som ses i de voldelige, hadske, sexistiske og racistiske udsagn på de sociale medier - bliver sat til skue i forestillingen ‘The Troll Show’ på Vesterbro i København.

I vanvids-eventyret, der begynder med den velkendte indledning “Der var engang en verden, ikke så langt herfra”, møder vi tre internettrolde med deforme ansigter og hvide sneakers i en underjordisk stengrotte.

De er trådt ud af internettets mørke dyb for at fortælle os, hvem de er, og hvad der har formet dem.  

Hvad hvis det er på grund af internettet, at vi har mistet vores fornemmelse for en fælles virkelighed?

Mens troldene sidder og fortærer arme og ben fra en menneskebaby, der netop er blevet spiddet og stegt over bål med navlestrengen hængende ud af kroppen, går snakken omkring bordet.

”Nogen gang ville jeg ønske, at internettet aldrig var kommet. Hvad hvis det er på grund af internettet, at vi har mistet vores fornemmelse for en fælles virkelighed?,” siger den ene trold.

“Vi har da ikke mistet den fælles virkelighed. Det er da godt for det fælles, at alle kan deltage i den offentlige samtale. Og afstanden til politikerne er også blevet kortere,” svarer den anden trold i en klichefyldte genopførsel af den samtale om internettets betydning, hvis argumenter de af os kender til hudløshed.  

Et feber-mareridt i informationshavet

Præcis som på internettet, er forestillingen fuld af bizarre skift, og tilskueren er fanget i et uhyggeligt feber-mareridt, hvor civilisationens tynde fernis er ved at gå i forrådnelse, ligesom troldenes grønlige hud.   

“En verden af uendelige muligheder. Virkelige katastrofer, blandet sig nu med fiktive gengivelser i et uendeligt krise-loop. Halshugninger, gletscher der smelter, en madopskrift, arter der uddør, Kia har fået en baby, og endnu en livestreamet Gaza-mord.”

Sådan beskriver stykkets fortællerstemme det uendelige informationshav på internettet, som efterlader den enkelte apatisk og desorienteret tilbage.
 

Genbrugsbleer og øksedrab

Troldefamilien forsøger at flyttet på landet for at leve i pagt med naturen langt væk fra de sociale mediers støj og tech-giganternes algoritmer.

“Mine kartofler forspirer,” siger troldemor.

“Jeg har bygget et udendørs regnvejrs-bad,” siger troldefar.

“Jeg har taget den grønne T-shirt og lavet om til en genbrugsbleer,” trumfer troldemor.

“Se alt det brænde jeg hugger,” siger troldefar.

Vreden og volden, som en del af den menneskelige natur, lurer dog lige under den idylliske overflade. I næste nu griber troldefar øksen og planter den i hovedet på sin kone og fortsætter til det grædende spædbarnet...

Du skal kalde mig grotte-person, nej bjerg-person, nej drypstenshule-person

Feministen og voldspsykopaten

To af internettroldene tager skikkelse af to universitetsstuderende. I deres kopper dypper de blodige tamponer, som var de tebreve. I forelæsningen bliver de undervist i moderne postmodernistiske teorier om opløsning af køn og en endegyldig sandhed.

“Må jeg be’ om, at du ikke kalder mig en trold. Det oplever jeg meget voldeligt. Du skal kalde mig grotte-person, nej bjerg-person, nej drypstenshule-person,” siger den identitetspolitiske trold til den anden.

Internettroldene trives i ekstremerne. Hos de ulta korrekte, for hvem alt er en potentiel krænkelse på den ene side - og hos de mest destruktive og hadske, der bare vil se verden brænde, på den anden.  
 

Mediekritikken lurer

Der langes også ud efter medierne. Troldene mimer med vrængende stemmer som de selvhøjtidelige journalister, mens de fortæller om mediernes krise og frygten for fake-news og russiske internettrolde.

De er ikke en døjt bedre selv med deres click-bait og jagt på sensation

“De tror ikke længere på os, de er holdt op med at købe os. Ingen stoler længere på mig. De tror, jeg er en trold. De spørger, hvem jeg er. Er det mine egne holdninger, eller taler jeg på vegne af nogle andre hemmelige, de ikke kender til?,” siger en af troldene, hvorefter den erkendelse giver hende en mellemting mellem et angstanfald og et slagtilfælde.

Mest af alt frygter mediefolkene vist at miste deres godt betalte jobs og patent på virkeligheden, for de er ikke en døjt bedre selv med deres click-bait og jagt på sensation, synes folkene bag forestillingen at mene.

Troldene går løs på alt inventar, inklusiv et gult løbehjul og en computerskærm, med præcis samme destruktiv vellyst, som når en rockstjerne hamrer sin guitar ned i scenen til en koncert

En undergangs-fortælling

I tredje akt bliver der skruet op for partymusik, og troldene kommer dansende ind på en palleløfter fyldt med dåseøl fra Harboe.

Festen stikker hurtigt af, og vi styrer mod civilisationens komplette sammenbrud. Troldene går løs på alt inventar, inklusiv et gult løbehjul og en computerskærm, med præcis samme destruktiv vellyst, som når en rockstjerne hamrer sin guitar ned i scenen til en koncert. Til sidst er alt smadret til ukendelighed, og hele gulvet - og en god del af de forreste rækker - er marineret i Harboe-øl.

Lad os bare holde det ved, at han nok ikke kommer til at bære hvidt på sin bryllupsdag

Grænsen mellem scenen og de strå tilskuerrækker brydes fuldstændig ned, da troldene begynder at gramse og forgribe sig på udvalgte tilskuer.  

En fyr først i 20’erne, der var så uheldig at sidde på første række, bliver slæbt i benene ud på scenen af den største af troldene. Og ja, lad os bare holde det ved, at han nok ikke kommer til at bære hvidt på sin bryllupsdag.


Frygten for offentlig ydmygelse

The Troll Show er en destruktiv hærgen og en dybt, dybt grænseoverskridende teateroplevelse, hvor ens puls som tilskuer bliver højere og højere i frygt for at blive offentligt ydmyget eller få en dåseøl kastet lige i hovedet. På den måde lykkes det forestillingen at genskabe den følelse, som det tavse flertal sidder med, når de en sjælden gang forvilder sig ud i den offentlige debat på internettet og bliver overfaldet og ‘trollet’ på de sociale medier.

Jeg ved ikke, om jeg altid har haft længslen efter undergang

Endelig indtræffer udmattelsen dog, og den kvindelige trold, med spørgsmålet ‘Are we human?’ printet på den lyserøde sweatshirt, rejser sig fra ruinerne i en mærkværdig renselses-scene og bryder ud i en højtidelig operasang.

“Jeg ved ikke, hvordan det blev sådan her. Jeg ved ikke, om jeg altid har haft længslen efter undergang. Jeg ved bare, at så længe hule-sensationslystne journalister, politikere og kommunikationsrådgivere fordømmer troldene, mens de benytter sig af samme taktikker, så vil vi blive ved med at smadre, og smadre indtil der går hul, og vi kan se en anden verden,“ lyder udgangsbønnen, fra hvad der må være forestillingens instruktør og manuskriptforfatter, Sigrid Johannesen.

The Troll Show på Teater Sort/Hvid kan ses på Staldgade 26-30 på Vesterbro i København frem til 13. april.
Billetpris: 155 kroner.   

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook