Terrorpakke fældet af dobbelthykleri

Borgfreden varede kort. Enighed om indsats mod terror er blevet bombet i stykker af spin og politisk drilleri
Eftersom (Løkke) satser voldsomt på at være regeringschef ved de kommende finanslovsforhandlinger, vil han gerne bevare muligheden for at uddele så mange gaver, som det er muligt, til sine støttepartier.

De stod sammen side og side, de danske politikere. Der var bred enighed om, at galningeangrebet på Krudttønden og synagogen ikke skulle udnyttes politisk. Den enighed holdt under en måned, og selvom både rød og blå blok beskylder modparten for at obstruere forhandlingerne, er der i bund og grund tale om én ting: nu skal der slås politisk plat på antiterrorpakken. For en accelererende valgkamp trumfer alle ædle motiver.

Hvem skal betale?
Uenighederne handler umiddelbart om to ting: Hvor skal regningen for den næsten én milliard kroner dyre pakke placeres, og hvem skal have den primære ære for, at den bliver vedtaget? Det lader ikke til, at der er voldsom uenighed om selve indholdet af pakken.

Blå blok vil have anvist præcis, hvor pengene skal komme fra, mens regeringen mener, at man blot skal finde midler til at dække udgifterne for i år og ordne resten af regningen ved de kommende finanslovsforhandlinger.

Vil bevare gaveboden
Men når Løkke stejler over den model, skyldes det ganske enkelt, at de midler så vil mangle til at kunne blive drysset ud over andre projekter. Og eftersom han satser voldsomt på at være regeringschef ved de kommende finanslovsforhandlinger, vil han gerne bevare muligheden for at uddele så mange gaver, som det er muligt, til sine støttepartier. Så med andre ord vil han have regeringen til at fortælle præcis, hvor hver en krone til pakken skal spares andre steder, mens regeringen mener, at det her og nu blot handler om at få øget sikkerheden i landet.

For når regeringen omvendt har travlt med at få pakken lukket, er det for at kunne se handlekraftig ud, for at vise borgerne, at de om nogen går op i vores sikkerhed. Så skidt med at eksperter advarer mod at forhaste processen. Eksperter kan ofte ødelægge billedet af handlekraft med alle deres mange forbehold og krav om eftertænksomhed.

Ingen vil have eksperterne til at parkere pakken
Løkke og hans folk er fuldkommen enige i den vurdering og har heller ikke lyst til at blive sat i stå af omstændelige paragrafrytteres eftertænksomhed. De ville hjertens gerne kunne skrive under allerede i dag, og selve indholdet af pakken er de to fløje ikke voldsomt uenige om. Men lukker man aftalen nu på forventet økonomisk efterbevilling, render regeringen med hovedparten af æren for, at de danske politikere er nogle handlekraftige størrelser. Og den ære er altså meget rar at kunne tage på sig i længen. Især under en valgkamp.

Så faktum er, at politikerne lovede guld og grønne sikkerhedsskove, nærmest inden krudtrøgen på Krudttønden havde lagt sig. Men at det løfte tilsyneladende kun var noget værd, hvis man kunne sikre sin fløj æren for at indfri det.

Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. I dag er han seniorrådgiver i Krogsgaard Kommunikation. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Kommentarer fra Facebook