Stedet, hvor jeg var ansat, har blandt andet en byggeplads på arkitektskolen i København. Her arbejder lærlingene med murede skulpturer, som de studerende har tegnet. Den slags udfordrende opgaver har fået lærlinge i normale firmaer til at spørge, om de kan få nogle måneder i skolepraktik!

Der underskrives for tiden 500 uddannelsesaftaler i byggeriet hver eneste måned. Det er en kraftig og tiltrængt stigning. Men kun 45 procent af aftalerne er ordinære kontrakter, der dækker hele uddannelsesperioden.

Som noget forholdsvis nyt er det blevet normalt, at lærlinge må kombinere praktik hos flere forskellige mestre, før de får deres svendebrev. I perioder hvor det ikke lykkes at sikre sig praktik hos en mester, er lærlingen tilknyttet et af de nye praktikpladscentre på teknisk skole, der er resultatet af et bredt politisk forlig.

Jeg har netop været ansat i et vikariat på sådan et center og erkender gerne, at jeg tog jobbet med en politisk bagtanke: nemlig, at komme tæt på hverdagen for ledelse, ansatte og lærlinge på centrene. Fungerer de? Sikrer de kvaliteten? Min første konstatering er: Ja, de fungerer.

Skolepraktikken er langt bedre end sit rygte. Lærlingene mangler selvfølgelig kontakt med faglærte, der kan vise dem tempoet og kulturen på en rigtig byggeplads, men de unge laver faktisk opgaver for rigtige kunder. I en optimal verden kan centret tilrettelægge arbejdet, så hele den faglige bredde i uddannelserne dækkes ved at sende lærlingene ud på opgaver med netop de discipliner, som de unge ikke har opnået erfaring med i deres praktikophold hos virksomhederne. De nye centre kan altså potentielt hæve kvaliteten af erhvervsuddannelserne markant.

Stedet, hvor jeg var ansat, har blandt andet en byggeplads på arkitektskolen i København. Her arbejder lærlingene med murede skulpturer, som de studerende har tegnet. Den slags udfordrende opgaver har fået lærlinge i normale firmaer til at spørge, om de kan få nogle måneder i skolepraktik! Den slags henvendelser var utænkelige indtil for nylig.

De korte aftaler og dermed praktikpladscentrene er kommet for at blive. Vi bør derfor overveje, hvordan vi kan hæve kvaliteten yderligere for det voksende antal lærlinge, der ikke får en ordinær uddannelsesaftale. Her er mine forslag:

1. I dag må centrene ikke udføre konkurrenceforvridende arbejde, fordi de ikke må tage ordrer fra de etablerede firmaer. Men det er helt afgørende for motivationen, at lærlingenes opgaver udføres for rigtige kunder, så de undgår at brække arbejdet ned igen, straks det er bygget op - sådan som man normalt gør med opgaverne på skolen.

Reglen om at undgå konkurrenceforvridning bør derfor ophæves. Det er trods alt firmaerne selv, der ikke skriver uddannelsesaftaler nok, selv om de får brug for faglærte i fremtiden.

2. Når lærlingene bliver sendt ud på opgaver for kunder, bør de have udbetalt rigtig lærlingeløn i stedet for den SU-lignende ydelse, de modtager i dag. De unge har en normal arbejdsdag, og vi forventer af dem, at de deltager i en rigtig produktion 37 timer om ugen. Hele formålet med praktikpladscentrene er at gøre det så arbejdspladsnært som muligt, det bør understøttes af en rigtig løn.

3. Vi bør smide flere elever ud af uddannelsen. I dag bruges skolepraktikken som varmestue af nogle unge, som måske kan snige sig til et svendebrev, men aldrig kommer til at arbejde i branchen. Taxametersystemet giver desværre praktikpladscentrene et incitament til at fastholde elever, som en normal mester ville smide ud. Det dur ikke.

Enorme fraværsprocenter, sjusk og manglende motivation bør få centrene til at fyre eleverne, som det var sket på enhver anden læreplads. Centrene skal opføre sig som en virksomhed, ikke som en skole.

Jeg mener stadig, at en ordinær lærekontrakt er klart at foretrække. Men alternativet har altså også potentiale til at blive temmelig godt.

Mattias Tesfaye (f. 1981) er socialdemokratisk folketingskandidat i Brøndby og murersvend.

Indlægget er oprindelig bragt i Berlingske.