Tesfaye til angreb på islamister

Den socialdemokratiske folketingskandidat, Mattias Tesfaye, langede i sin Grundlovstale kraftigt ud efter de radikale islamiske kræfter, der truer andre indvandrere for at være blevet for velintegrerede.
I en tale ved et grundlovsarragement på den københavnske vestegn, gik den lokale socialdemokratiske folketingskandidat, murersvend, forfatter og debattør Mattias Tesfaye til angreb på radikale islamister, grupper som Hitz-ut-Tahrir og Salafisterne, der ifølge ham ”meget systematisk” og ”meget effektivt” graver kløfter imellem muslimer og demokratiet.

”Det er deres erklærede mål at standse integrationen. De mener ikke at islam og demokratiet er foreneligt. De ønsker at afbryde dialogen mellem muslimer og resten af det danske samfund,” sagde Mattias Tesfaye i talen, der kan ses her:

Lige som Indre Mission
I talen trækker Mattias Tesfaye paralleller imellem den sociale kontrol og den afstandtagen til demokratiet som radikale islamister i dag praktiserer, med det tilsvarende som Indre Mission og andre kristne sekter gjorde for hundrede år siden:

”For hundrede år siden foragtede Indre Mission demokratiet. De ville ikke stemme til Rigsdagen, fordi at demokratiet var djævelens påfund. De mente at valgdagen mindede om et mudderskred fra ”tusind dumme mennesker, som skal stemme.” Dengang var Socialdemokraterne blandt de fremmeste modstandere af Indre Missions tanker. Vi opfordrede folk til at organisere sig, at deltage i folkestyret.”

Islamisme ikke en trussel
Mattias Tesfaye mener som sådan ikke, at de radikale islamiske kræfter udgør en trussel imod folkestyret, men for rigtigt mange mennesker i indvandrertunge boligområder, udgør de en plage, der forpester folks hverdag.

”Hizb-ut-Tahirs erklæringer om et globalt sharia-diktatur har ingen reel opbakning. Men prædikanternes patruljering for at sikre den såkaldt rette islamiske opførsel kan forpeste hverdagen for mange mennesker,” siger han. Det handler nemlig om at vise solidaritet og hjælpe alle de indvandrere, der risikerer at deres børn kommer i kløerne på islamisterne.

"Forældre skal kunne leve uden frygt for at deres børn tager til Syrien for at deltage i borgerkrigen. Vælgere skal kunne afgive deres stemme uden frygt for sociale repressalier. Unge kvinder skal have mulighed for at klæde sig som de vil, og gifte sig med hvem de vil. Ingen skal bestemme hvem der er rigtige kristne eller hvem der er rigtige muslimer i Danmark," siger han afslutningsvis.

Der er ikke tale om en ny politisk retning eller skifte i Socialdemokraternes integrationspolitik. Men det er alligevel interessant, at Mattias Tesfaye vælger at åbne op for den integrationsdebat, som i så mange år har redet Socialdemokraterne som en mare.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce