Thatchers gæld til eftertiden

Thatcher efterlod et Storbritannien med lavere vækst, mindre industri, højere arbejdsløshed og en større ulighed. Cepos kalder dette en ’succes’.
Desværre forholder Mads Lundby Hansen sig kun til, hvilke økonomiske redskaber Thatcher tog i anvendelse – ikke resultaterne af denne politik. Dermed tegnes et fejlagtigt billede af Thatchers såkaldte økonomiske succes.

Siden Margaret Thatcher afgik ved døden for en uge siden, har det borgerlige Danmark haft travlt ved tasterne. Kaskader af lederartikler, debatindlæg og statusopdateringerne er blevet spyttet ud, der hylder hendes jernvilje, karisma og ideologiske udsyn. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan indlæggene i højere grad omhandler Thatchers stil og fremtoning end hendes praktiske politik og egentlige resultater.

En undtagelse fra dette kom i lørdags fra cheføkonomen i Cepos, Mads Lundby Hansen, der havde forfattet et indlæg i Berlingske om Thatchers økonomiske politik. Konklusionen i dette hyldestindlæg var givet på forhånd:

Set fra et økonomisk perspektiv var Thatcher en succes, fordi hun gennemførte mange nyttige reformer, der forbedrede Storbritanniens økonomiske vækstpotentiale. Det handlede især om deregulering, privatisering og skattepolitik”.

Det er naturligvis både naturligt og forventeligt, at Mads Lundby Hansen som erklæret liberalist er rosende over for Thatcher. Når man er tilhænger af mere marked og lavere skatter vil man naturligvis gøre alt for at fremstille denne politik i et så positivt lys som muligt.

Thatchers nærmest religiøse monetarisme udryddede mere end 15 procent af den britiske industri. Konsekvensen af denne katastrofale politik var ikke blot færre vellønnede jobs og en rekordstor arbejdsløshed på 3.000.000, men også et gigantisk handelsunderskud.

Desværre forholder Mads Lundby Hansen sig kun til, hvilke økonomiske redskaber Thatcher tog i anvendelse – ikke resultaterne af denne politik. Dermed tegnes et fejlagtigt billede af Thatchers såkaldte økonomiske succes.

Netavisen Pio har her samlet de fire værste resultater af Thatchers økonomiske politik.

1. Tyve års misvækst

For det første er det en myte, at Thatcher genskabte en holdbar vækst i den britiske økonomi. I de tyve år, der gik op til Thatchers overtagelse af regeringsansvaret, var væksten i den britiske økonomi i gennemsnit på 2,75 procent. De tyve år efter hun tiltrådte som premierminister – hvoraf de konservative regerede de atten - faldt væksten derimod til 2,0 procent gennemsnitligt. Dette fald dækker endda over, at væksten var uholdbar, da den byggede på øget gæld, stigende boligpriser og finanssektorens eksperimenter.

Oliepengene strakte i 80’erne til at dække over revnerne i Storbritanniens økonomi – massearbejdsløsheden, handelsunderskuddet og den sociale gæld – men i dag, hvor engangsindtægterne er klattet op, står landet tilbage med uløste problemer, men uden penge.

2. Papir- fremfor produktionsøkonomi

Thatchers nærmest religiøse monetarisme udryddede mere end 15 procent af den britiske industri. Konsekvensen af denne katastrofale politik var ikke blot færre vellønnede jobs og en rekordstor arbejdsløshed på 3.000.000, men også et gigantisk handelsunderskud. Sidste gang at Storbritannien eksporterede mere end det importerede var helt tilbage i 1982. Som erstatning for de tabte produktionsarbejdspladser voksede finanssektoren voldsomt. Dereguleringen af Finanssektoren, kaldet ’the Big Bang’, dannede grundlag for Finanskrisen tyve år senere, men gjorde intet for de arbejdsløse stål- eller minearbejdere.

3. Oliepengene blev klattet bort

Thatcher var heldig på ét punkt: Nærmest i det øjeblik, hun trådte ind ad døren til Downing Street 10, begyndte olien at vælte op i Nordsøen. Den samlede indkomst, som staten modtog fra nordsøolien, var på hele 16 procent af bruttonationalproduktet igennem 80’erne. Desværre blev disse penge ikke anvendt til, at investere i fremtiden, men blev spildt på skattelettelser og arbejdsløshedsunderstøttelse. Oliepengene strakte i 80’erne til at dække over revnerne i Storbritanniens økonomi – massearbejdsløsheden, handelsunderskuddet og den sociale gæld – men i dag, hvor engangsindtægterne er klattet op, står landet tilbage med uløste problemer, men uden penge. En sang, som også den tidligere VK-regeringen kan synge med på.

Når fagforeningernes styrke mindskes, vil en større andel af velstanden tilfalde investorerne, ikke de almindelige arbejdere. Liberalisterne har aldrig forklaret, hvad væksten er til for, hvis den ikke kommer almindelige mennesker til gode.

4. Ødelagt: Fagforeninger – Skabt: Ulighed

Thatcher bekæmpede fagforeningerne og fik drastisk mindsket deres styrke, udbredelse og indflydelse. Hvis man er liberalist er dette selvfølgelig fremragende. Men hvis man ikke tilhører samfundets absolutte top, bør man være særdeles bekymret: I 80’erne fordobledes fattigdommen og kløften mellem den fattigste femtedel af befolkningen og den rigeste femtedel voksede med hele 60 procent. Denne sammenhæng er ikke tilfældig: Fagforeningerne sikrer, at arbejderne får en større andel af kagen. Når fagforeningernes styrke mindskes, vil en større andel af velstanden tilfalde investorerne, ikke de almindelige arbejdere. Liberalisterne har aldrig forklaret, hvad væksten er til for, hvis den ikke kommer almindelige mennesker til gode.


Kommentarer fra Facebook