Thorning-rådgivere udstiller sig selv med Mette-kritik

Kommentar: Når to tidligere Thorning-rådgivere kritiserer Mette Frederiksen for ikke hovedløst at ville øge arbejdsudbuddet, viser det, at de tillige med deres tidligere chef aldrig forstod de udfordringer, som Danmark står overfor.
Når katten er væk, danser musene på bordet, er der et gammelt mundheld, der siger. I en moderne udgave kan det omskrives til, at når den tidligere statsminister har fået job i London, danser de tidligere rådgivere rundt i Politiken.

Nærmere bestemt er det Helle Thorning-Schmidts to tidligere rådgivere Noa Redington og Thomas Juul-Dam, der efter Helle Thorning-Schmidts fald fra de socialdemokratiske tinder har begivet sig ud i et korstog mod hendes efterfølger i den socialdemokratiske formandsstol, Mette Frederiksen.

Det er Mette Frederiksens udtalelse til Jyllands-Posten 1. maj, der har fået de to tidligere partifunktionærer til at fare i blækhuset over for den nye socialdemokratiske formand. Her slog Mette Frederiksen fast, at ”store arbejdsudbudsreformer er ikke vokset i vores baghave. Og det har jeg svært ved at se, at de skulle komme til.”

Udgiftspolitik og status quo
Det har fået Thomas Juul-Dam til at sige, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksen ikke har en økonomisk politik, men kun en ”udgiftspolitik”. Og Thomas Juul-Dams tidligere kompagnon Noa Redington skriver i sin faste klumme i Politiken, at ”Socialdemokratiet har desværre indledt en offensiv for status quo. Formanden har dekreteret en form for reformpause” og skriver senere ”Ikke meget grøn omstilling og videnssamfund her.”

Ud over, at de to rådgiveres udsagn giver et indtryk af, at Socialdemokratiet er ved at finde tilbage til rødderne i den økonomiske politik efter en vandring under Helle Thorning-Schmidt, så er deres modstand mod Mette Frederiksens økonomiske politik også interessant, fordi det kan gøre os klogere på, hvad det egentlig var, der drev Helle Thorning-Schmidt-regeringen, og hvad der var med til at bringe det daværende regeringsprojekt til fald.

Udbud, udbud og udbud
Den blinde tro på et øget arbejdsudbud viste sig jo netop under Helle Thorning-Schmidt-regeringen at være økonomisk uansvarlig. Det viste sig, at det var dybt økonomisk uansvarligt, at man i en krisetid intet gjorde for at forbedre skattegrundlaget, at man intet gjorde for at skabe vækst og genskabe de godt 150.000 job, som man mistede under krisen. At øge udbuddet af arbejdskraft i en situation med stigende ledighed er en farlig cocktail. Filosofien var, at flere skulle konkurrere om færre job.

Danmarks økonomi blev gennem Helle Thorning-Schmidts krisetid holdt oven vande af en hurtig genopretning af den udenlandske efterspørgsel, mens hjemmemarkedet forblev udsultet, fordi husholdninger ikke turde øge forbruget, fordi virksomheder holdt igen med investeringerne, og fordi kommunerne ikke fik lov til at investere. Det økonomiske jerngreb gjorde sikkert fint indtryk på Merkel og de fine venner ved World Economic Forum, men det underminerede den sociale tryghed og skadede vores vækstbetingelser.

Danmark klarede sig rent ud sagt elendigt gennem krisen på grund af den politik, Thomas Juul-Dam, Noa Redington og omegn kaldte ’økonomisk ansvarlig’. Forbrugertilliden var i bund og væksten forblev markant lavere, end tilfældet var i vores nabolande. Af den simple grund, at danskerne ikke turde bruge penge, fordi de var bange for, hvorvidt der stadig ville være et socialt sikkerhedsnet til dem, hvis de blev arbejdsløse. Det var en direkte følge af de udbudsreformer, som Thorning-regeringen blåstemplede.

Reformer i klogskab – ikke i vildskab
Mens de to tidligere Thorning-rådgivere vil fortsætte ud ad en udbudsøkonomisk vej, der har vist sig at ende blindt, så har Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse heldigvis vist en anden og mere farbar vej: At målet ikke er en endeløs række af hovedløse udbudsreformer, men at det handler om at sikre, at der er den type arbejdskraft, vores virksomheder har brug for.

At det handler om at løse manglen på faglært arbejdskraft, der allerede nu hæmmer vækst og beskæftigelse i dele af fremstillingsindustrien. Det handler således ikke om at gå reformamok og i vildskab lave så mange reformer som muligt, men om i klogskab at lave de rigtige. Ægte socialdemokratisk ansvarlighed har fokus på kvalitet frem for kvantitet. Det er endnu en af de mange forskelle mellem Helle og Mette.

Thorning-regeringens økonomiske politik – hvis det da overhovedet var deres egen og ikke bare ”den borgerlige regerings økonomiske politik i bredest mulige forstand” – gjorde mange gode ting, men det var også baseret på misforstået tro på udbudsøkonomi. Det ligegyldiggjorde Socialdemokratiet i en lang periode og den skadede den sociale tryghed, trak krisen i langdrag og bremsede købelysten. Netop dét var økonomisk uansvarligt.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook