Annonce

Thorning udgiver metoo-bog og borgmestre vil blokere Arne-pension

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

I dag blandt andet med en ny bog fra en tidligere statsminister, som ikke er Lars Løkke, om en række borgmestre, som vil stoppe kommunernes medfinancering af Arne-pension og et parti, som vil bevæbne landets fængelsbetjente med strømpistoler.

Tak fordi du læser med.

 

Helle Thorning-Schmidt udgiver MeToo-bog           

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udgiver 4. oktober bogen ‘Blondinens betragtninger – om køn, feminisme og #metoo’.

Det skriver Ritzau.

I en pressemeddelelse fra forlaget B28, som udgiver bogen, siger Helle Thorning-Schmidt:

”Når jeg hører folk sige, at vi da har ligestilling i Danmark, og at der ikke er mere at tale om, får jeg altid lyst til at spørge: Hvilken dag eller bare sådan cirka i hvilket år var det, at vi kom i mål.”

I bogen vil Helle Thorning-Schmidt for første gang dele sine egne oplevelser og tanker om køn og ligestilling, fremgår det af pressemeddelelsen.

Helle Thorning-Schmidt var statsminister fra 2011 til 2015 og har siden bl.a. været direktør for Red Barnet International. Hun er i dag bestyrelsesmedlem i en række virksomheder.

 

Venstre-borgmestre vil stikke kæp i hjulet på Arne-pension

En række af landets Venstre-ledede, sydjyske kommuner gør nu fælles front mod den kommunale medfinansiering af den såkaldte Arne-pension, der sikrer en ret til tidlig tilbagetrækning på arbejdsmarkedet. Det skriver Jyske Vestkysten.

10 hovedsageligt V-borgmestre mener, at det første kommunale bidrag til regningen for Arne-pensionen vil sende en stor gruppe af udsatte og sårbare unge ud af arbejdsmarkedet.

Arne-pensionen er en politisk aftale, der blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten sidste år, og for kort tid siden afleverede Christiansborg-partierne så den første anvisning på, hvor regler og krav kan lempes, så kommunerne kan spare på den lokale beskæftigelsesindsats og medfinansiere Arne-pensionen.

De 10 borgmestre har derfor sendt et fælles brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Folketingets Beskæftigelsesudvalg, hvor de beder ministeren om at sætte lovgivningen om den nye delaftale på pause.

Læs hele historien her.

 

DF vil ramme hårde fanger med superfængsel og strømpistoler

Fredag begynder forhandlingerne om et nyt forlig for kriminalforsorgen, og står det til Dansk Folkeparti, så skal fængselsbetjente have nye våben og hærdede kriminelle afsondres i nyt fængsel.

“Det skal være en straf at sidde i fængsel ikke et ferieophold. Man skal ikke kunne overfalde vores fængselsbetjente, så de skal have nogle bedre redskaber til at undgå de her overfald,” siger retsordfører Peter Skaarup og fortsætter:

“Derfor vil vi have bedre bevæbning, hårdere straffe og fuldstændig nultolerance over for overfald. Som samfund skal vi stille os på betjentenes side, ikke de indsattes.”

Partiet vil også have flere til at afsone i udlandet.

Læs hele historien her.


Regeringen forventer først medieaftale til næste år

Det bliver ikke før årsskiftet, at regeringen kan præsentere et nyt medieforlig. Det skriver Mediawatch.

I et mailsvar til Mediawatch oplyser Kulturministeriet, at det er regeringens ambition at indgå et forlig i begyndelsen af 2022.

Det sker, efter at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et interview med Avisen Danmark gav udtryk for, at medieforhandlingerne vil blive indledt inden nytår.

”Kulturministeren har i interviewet med Avisen Danmark givet udtryk for, at regeringen forventer at indlede medieforhandlinger inden årets udgang. Derudover har ministeren givet udtryk for regeringens ambition om at lande en bred aftale i starten af det nye år,” skriver Kulturministeriet i en mail til Mediawatch.

Læs hele historien her.

 

Udenrigsminister ansætter endnu en særlig rådgiver

Udenrigsministeriet ansætter Lukas A. Lausen som særlig rådgiver for udenrigsminister Jeppe Kofod.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Han skal i samarbejde med særlig rådgiver Ole Rydahl Svensson bistå udenrigsministeren i det regeringspolitiske arbejde.

”Jeg glæder mig til at genoptage samarbejde med Lukas Lausen og at få ham med på holdet. Lukas vil med sit skarpe blik for både pressehåndtering, inden- og udenrigspolitik og erfaring fra blandt andet Europa-Parlamentet være med til at sikre, at regeringens politiske ønsker og prioriteter føres ud i livet,” siger Jeppe Kofod om ansættelsen.

Lukas A. Lausen kommer fra en stilling som lobbyist hos konsulenthuset Rud Pedersen, men han har tidligere arbejdet som politisk rådgiver for Jeppe Kofod i Europa-Parlamentet.

Alle ministre har ret til at ansætte en særlig rådgiver, men finansministeren og udenrigsministeren har ret til to og statsministeren har tre.

placeholder


Tænketank fastholder regnestykke

Tænketanken Cevea offentliggjorde forleden en undersøgelse af omfanget af såkaldte 0-timers-kontrakter i Danmark.

Det fik flere til at kritisere tænketankens tal om 300.000 er på 0-timer-kontrakter. Det var både ”alt for højt” og ”skyder over målet”.

Cevea mener kritikken rammer ved siden af.

"For selv hvis vi tager kritikken for gode varer og tilpasser regnestykket efter samtlige kritikpunkter, er konklusionen den samme – der er ca. 300.000 mennesker i Danmark, der har et job, hvor de hverken er garanteret et bestemt antal timer eller en fast løn," skriver tænketanken på sin hjemmeside.

Læs hele Ceveas svar her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet