”Min opgave som socialdemokratisk statsminister er at få trukket Danmark igennem krisen og så på den anden side af krisen stadig have et velfærdssamfund. Hvis vi kigger ud over Europa, kan det godt være at landene kommer ud på den anden side af krisen, men det er langt fra sikkert, at det bliver som velfærdssamfund. Hvis jeg på den anden side af krisen kan sikre, at vi har et velfærdssamfund, hvor vi passer på hinanden, lever jeg op til min opgave.”

Sådan sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt i foråret til Ugebrevet A4. Det skete, da hun i et dobbeltinterview med formanden for de svenske socialdemokrater, Stefan Löfven, blev bedt om at forklare, hvad der er kernen i det at være Socialdemokrat anno 2013.

Som tidligere er beskrevet på 90mandater, så må det siges at være et temmelig beskedent ambitionsniveau for en socialdemokratisk statsminister: At sikre et velfærdssamfund i nogenlunde samme tilstand, som det vi havde under Anders Fogh Rasmussen, inden krisen ramte.

Kriseregningen betalt i 2010

Men Thornings udmelding er også opsigtsvækkende al den stund, at det faktisk er meget lidt af det regeringen foretager sig, der handler om at få trukket Danmark gennem krisen. I stedet at forsøge at påvirke konjunkturerne her og nu, fokuserer regeringen på langsigtede strukturreformer, der først skaber vækst mange år ude i fremtiden.

Modsat de sydeuropæiske lande, så har Dannmark ikke været ramt af enorme underskud eller galoperende statsgæld, som har nødvendiggjort store nedskæringer i de offentlige udgifter. Den danske statsgæld er langt under EU-gennemsnittet, og kun i 2009 hævdede den daværende borgerlige regering – fejlagtigt, skulle det senere vise sig – at Danmark havde overskredet Vækst- og Stabilitetspagtens krav om maksimalt 3 % underskud på de offentlige finanser.

Det førte til en henstilling fra EU om, at Danmark skulle reducere sit såkaldte strukturelle underskud, dvs. underskud korrigeret for stigninger i udgifter og fald i indtægter, der skyldes krisen. Skal man tale om en egentlig ’kriseregning’, så blev den betalt i maj 2010 med VK-regeringens ’genopretningspakke’, der netop handlede om at leve op til EU-henstillingen.

Thorning overtog genopretningspakken

Da Helle Thorning kom til magten, valgte hun at overtage hovedparten af genopretningspakken. Det mest kendte element i genopretningspakken er dagpengereformen, men faktisk findes det meste af finansieringen i genopretningspakken gennem nulvækst i den offentlige sektor og ved en række direkte og indirekte skattestigninger.

Genopretningspakken har betydet, at Danmark også efter 2010 har overholdt EU’s budgetregler, og at gælden kun er steget ganske beskedent. Men den har også betydet, at der er blevet ført en så stram økonomisk politik, at regeringen, trods løfter om kickstart, faktisk ikke har bidraget til at trække beskæftigelsen op. Det Thorning har gjort for at trække Danmark gennem krisen, har hun altså mere eller mindre overtaget fra sin forgænger i statsministerstolen.

Større arbejdsudbud, mere uddannelse og bedre konkurrenceevne

Ser man på de reformer, som Thorning-regeringen har gennemført, så er det faktisk ikke reformer, som har særligt meget med krisen at gøre. Det er reformer, der først og fremmest handler om at øge og opkvalificere arbejdsstyrken, for at tilpasse Danmark en fremtid med flere ældre og større international konkurrence. Det er derfor også reformer, som økonomerne har skreget på blev gennemført i årevis, også længe inden krisen ramte. Det gælder fx Velfærdskommissionen i 2006.

Det lange perspektiv går igen i alle reformer: Tilbagetrækningsreformen skal øge udbuddet af arbejdskraft ved at hæve efterløns- og pensionsalderen.  Skattereformen skal øge arbejdsudbuddet ved at gøre det mere attraktivt at arbejde. Reformen af førtidspensions og kontanthjælp skal sikre færre unge kommer i uddannelse og ikke parkeres på permanent offentlig forsørgelse. SU-reformen skal få de unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Folkeskolereformen skal sikre den bedst uddannede generation nogensinde. Og senest vækstplanen, som skal forbedre rammevilkårene for dansk erhvervsliv.

Det er altså ikke reformer, hvor resultatet kan ses i år eller til næste år. Resultatet vi formentlig først vise sig om 8-10, når krisen – forhåbentlig – er drevet over. Tilbagetrækningsreformen, som hæver efterløns- og pensionsalderen, er fx først indfaset i 2023. Og der vil formentlig gå endnu længere tid, før det giver mening at vurdere, om folkeskolereformen fører til, at flere unge får en kompetencegivende uddannelse.

Hvad er så kernen, Thorning?

Der er ingen tvivl om, at Thornings reformer på lang sigt vil bidrage til mere vækst og højere beskæftigelse. Og eftertiden vil da formentlig også rose Thorning for at gennemføre mange af de reformer, økonomerne råbte forgæves op om i de ti år med VK-regeringen.

Men reformerne har ikke meget at gøre med den aktuelle krise. Så hvis Thorning skulle have udlagt ”kernen af det at være socialdemokrat” på en måde, der var mere i overensstemmelse med regeringens politik, kunne hun fx have taget udgangspunkt i nedenstående citat fra kronikken ”Socialdemokraterne er bedst for Danmark”, der i august 2012 blev skrevet af Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen, Bjarne Corydon og Carsten Hansen:

”Vores historiske opgave er at tage alle til rådighed stående midler i brug for at skabe en veluddannet befolkning, hvad enten det er som tømrer, it-konsulent eller jurist. Med en økonomi, hvor hver en ekstra krone skal findes gennem hårde prioriteringer og reformer, kommer det til at kræve ofre for alle involverede.”

Dette er en redigeret udgave af et blogindlæg oprindelig bragt på den uafhængige blog 90mandater.dk.