Thulesen Dahl inden årsmøde: Vi skal gå efter regeringsmagten

Det var en fejl, at DF ikke gik i regering i 2015. Den fejl skal partiet ikke går igen, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
Hvis der i fremtiden kommer borgerligt flertal, så skal Dansk Folkeparti være regeringsparti. Det er meldingen fra partiformand Kristian Thulesen Dahl, forud for Dansk Folkepartis årsmøde i weekenden, hvor Thulesen Dahl for første gang skal møde partifællerne efter partiets katastrofevalg grundlovsdag.

Et folketingsvalg hvor partiet gik fra 21,1 til 8,7 procent af stemmerne. Knap to ud af tre partiets folketingsmedlemmer forsvandt.

Efter den nedtur har Thulesen Dahl været på rundtur i baglandet for at spørge de menige medlemmer om hvorfor der gik så galt. Og her er en af konklusionerne, ifølge Thulesen Dahl, at partiet skulle være gået i regering med Venstre efter folketingsvalget. Det skriver avisen Danmark.

Det gjorde man som bekendt ikke, og i stedet dannede Lars Løkke Rasmussen en ren Venstre-regering:

”Konsekvensen var, at vi blev set som et parti, der ikke ville tage det ultimative ansvar, fordi der er en manglende logik i, at et parti, der har fået over 21 procent af stemmerne, ikke indgår i regering, hvis det ellers er en del af flertallet,” siger han til avisen Danmark, hvor han giver krav fra Lars Løkke skylden for at man ikke gjorde det.

Men man skulle have haft mere is i maven og som det største parti i blå blok, skulle man have taget regeringsansvar, siger han. Og bedyrer, at den fejl gør man ikke igen.

”Det betyder, at vi i fremtiden bliver nødt til at gøre det klart, at vi vil være et parti, som, hvis der kommer borgerligt flertal igen, vil være klar til at gå i regering, og så vil det ikke være hægtet op på en bestemt opbakning. Så bliver det alene konditionerne og forhandlingerne, der afgør, om vi ender der eller ej,” siger han til avisen.

Samarbejde med S forvirrede

Det var dog ikke kun den manglende regeringsdeltagelse, der ramte DF ved det seneste valg. Også det tætte samarbejde med Socialdemokratiet op til valget var årsag til ”forvirring blandt vælgerne”, erkender Kristian Thulesen Dahl.

”Det må vi sige, det skabte så stor tvivl om, hvorvidt vi blev set som et borgerligt parti, at det har kostet os. Vi blev et offer for italesættelsen af: Vi ved ikke, hvor vi har dem,” siger han.

Kristian Thulseen Dahl fortæller også, at han selv har et stort ansvar for nederlaget, men at det ikke vil få konsekvenser for formanden selv. ”Der er i partiet en stærk tro på, at vi kan rejse os fra det her, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

Om medlemmerne, der kommer til landsmødet i Herning i weekenden, også køber den analyse, får vi at se. Årsmødet begynder lørdag.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce