Det er en kendsgerning, at vi i stigende grad er begyndt at erkende, at vores eksistens har indflydelse på hele Jordens klimatiske helbredstilstand. Dette er især på grund af vores forbrænding af fossile brændstoffer, den stærkt stigende befolkningstilvækst, reduktion af naturlige habitater og en kraftig rovdrift på alle andre eksistenser.

Mange mener, at vi står overfor en krise, der aldrig er set mage til tidligere, men samtidig er krisen så gennemgribende, at vort sprog og forestillinger ikke rigtig synes at kunne beskrive og begribe det.

Vi er ganske gode til at tale om skam og hykleri, når talen falder på klimakatastrofen, og det som vi kalder for “den sjette, store massedød”, hvor hele økosystemer og et utal af insekter helt forsvinder. Disse igangværende katastrofer er et faktum, som selv vores nye minister for miljø, Magnus Heunicke, omtaler på TV.

Derfor har Netavisen Pio udvalgt ti spektakulære værker, der alle går langt mere radikalt til værks, for at vise os selv, hvad det er for en virkelighed, og hvilken tid, vi lever i

Men, som sagt, så taler vi hellere om skam og skyld, fordi vi som enkeltindivider i stigende grad føler et ansvar, og fordi flere samtidig ønsker, at andre også skal føle den skyld, som måske kan få hver enkelt af os til at ændre adfærd.

Det er imidlertid ikke rigtig noget, der batter. Der er først og fremmest tale om en helt ny situation, hvor vi skal ændre vores grundlæggende syn på os selv, på miljøet og på naturen. Og hvis vi bilder os ind, at dette kan ske med et snuptag, så vil vi med garanti fejle.

Derfor har Netavisen Pio udvalgt ti spektakulære værker, der alle går langt mere radikalt til værks, for at vise os selv, hvad det er for en virkelighed, og hvilken tid, vi lever i. Det er sublime værker, der alle er anderledes, forførende, tankevækkende, smukke og ikke mindst rigtig gode bud på, hvor grundlæggende forkert vi anskuer livet, vort eget inklusiv, hvis ikke vi indskriver vores liv i et større hele.

 

1) Rachel Carson: ’Havet omkring os’, 1951.

Rachel Carson bog, ’Havet omkring os’, fra 1951, er måske det mest poetiske, mest belærende og mest gribende dokument, vi har om vor klodes opståen og beskaffenhed.

Carson var marinbiolog og en af de første til at forstå, at alting hænger sammen og at jordkloden er en stor organisme, der påvirkes af solen og månen, at der altid er bevægelse og evige forflytninger, æoner at tidsforskydninger, der til sammen vidner om mange millioner års aktivitet, der kan læses fragmenter af overalt.

det er et rigtig godt sted at starte, hvis man gerne vil have sit syn ændret og forstyrret, så alting ikke fremstår som om, at menneskeheden er de eneste aktører på denne planet

Rachel Carson var en af de første, der forstod at menneskets forurening har afgørende betydning for økosystemet, samtidig med, at hendes uovertrufne formidlingsevner gør, at man som læser inddrages i denne skæbnefortælling, på godt og på ondt.

’Havet omkring os’ er gribende læsning, og det er et rigtig godt sted at starte, hvis man gerne vil have sit syn ændret og forstyrret, så alting ikke fremstår som om, at menneskeheden er de eneste aktører på denne planet.
 

2) Nan Shepherd: ’Det levende Bjerg’, 1977.

Nan Shepherds, ’Det levende Bjerg’, der udkom på dansk første gang i år, er en lige så gribende og forførende fortælling om naturen, som Rachel Carsons, men hvor fokus for Carson først og fremmest er på og i havet, er Shepherds bjergene.

Nan Shepherds bog udkom første gang i 1977, men blev nedskrevet i årene under Anden Verdenskrig

Fælles for dem begge er deres poetiske tilgang, uden at tabe fokus på det naturvidenskabelige samtidig med, at de registrerer vindene, vandet og tidens dybere strukturer, der tegner landskabet - en fortælling, der kan læses som en åben bog.

Nan Shepherds bog udkom første gang i 1977, men blev nedskrevet i årene under Anden Verdenskrig. Dens styrke er mangfoldig, og det er inspirerende at læse hendes forståelse af vandringen, det meditative, fornemmelsen af at høre til, og glæden ved at registrere naturens evige skiften og gentagelsesmønstre.
 

3) Claude Nuridsanys og Marie Pérennous: ’Microcosmos’, 1996.

Claude Nuridsanys og Marie Pérennous ’Microcosmos’ er en mageløs film, der dramatisk og minutiøst undersøger krible-krable universet, bestående af insekterne, der desværre er i voldsom tilbagegang i disse tider.

Vi taler om den sjette massedød, og at det blandt andet er det, der i dag får mange til at forstå alvoren i klimakrisen, fordi decimering af artsdiversitet er synlig for de fleste af os.

Selvom filmen har mange år på bagen, findes der ikke noget lignende, der er lige så stærkt skildret og filmet.

Det er en film som ingen anden, og brugen af kameraer og redigering, så man kan se disse smådyrs liv i dramatisk form, er så betagende, at man aldrig glemmer den igen.

Disse uendeligt smukke skabninger bliver antropomorfisk fremvist, dvs. at vi som seere kan betragte dem i et tempo og ud fra et perspektiv, hvor deres liv bliver proportionelt tilpasset vores.

Selvom filmen har mange år på bagen, findes der ikke noget lignende, der er lige så stærkt skildret og filmet. Den vægter det poetisk-dramatiske, frem for det naturvidenskabeligt belærende.

Man sidder lidt med en fornemmelse af, at der burde være meget mere af det end de uendeligt mange dyrefilm, der konstant vises i TV, fordi man i ’Microcosmos’ får et meget mere forførende indtryk af livets mangfoldighed.

Se filmens trailer her.
 

4) Maurice Maeterlinck: ’Blomsternes Intelligens’, 1907.

Maurice Maeterlincks ’Blomsternes intelligens’, er på mange måder en skriftlig fremstilling af ’Microcosmos’, men samtidig er den en mere filosofisk tilgang til insekters og planters liv. Tilgangen er ikke ny.

Maeterlinck og mange andre vidner om, at nogle også tidligere anskuede andre væsener, end mennesket, som værende intelligente, men det har bestemt ikke været den dominerende anskuelse.

Maeterlinck var en formidabel skribent, og han vandt Nobels Litteraturpris i 1911

I disse årtier har tanken om, at andre væsener, end mennesket, også har en form for intelligens, vundet mere indpas. Det er, så at sige, den yderste konsekvens af, at anskue hele planeten Jorden, som en samlet organisme, der tilpasser sig og indordner sig de kosmiske betingelser, den er stillet overfor.

Maeterlinck var en formidabel skribent, og han vandt Nobels Litteraturpris i 1911 for sine dramatiske stykker, men har aldrig rigtig fået anerkendelse for sine mange bøger om insekters og planters liv. I dag virker disse bøger mere aktuelle og betagende, fordi det generelle fokus er ændret radikalt.

At læse om glasedderkoppen, der bor i en vandboble under vandet, eller de mange planters evner til at lokke bier til sig er dramatisk, forførende, poetisk og ikke mindst filosofisk tankegods, der giver en lyst til at forlade sofaen og drage ud på opdagelse i naturen selv.

Heldigvis kommer en ny, redigeret oversættelse af bogen i begyndelsen af næste år, på forlaget A Mock Book.
 

5) Craig Foster: ’My Octopus Teacher’, Netflix 2020.

Craig Fosters møde med en ottearmet blæksprutte i de sydafrikanske tangskove, er noget af det mest fortryllende undervandscinematografi, man kan støve op i dag.

Det er en mageløs dokumentar om fridykkeren, Graig Foster, der kommer i nærkontakt med blæksprutten, og mens vi ser disse ufatteligt betagende klip af dens liv og strabadser, hører vi Foster berette om dyrets formidable intelligens, og en hel del om, hvor lidt vi faktisk ved om dens fysiognomi.

Bogen har skabt en hel ny opmærksomhed på, hvor helt igennem anderledes en blækspruttes bevidsthed er

Samtidig undlader Graig Foster ikke, ligesom samtlige andre naturvidenskabelige formidlere i dag heller ikke gør det, at advare om vor tids altødelæggende indgriben i naturen, der kan true disse eksistensers liv.

Fokus på blæksprutterne har gennem en del år været stigende, og især bogen, ’Other Minds: The Octopus, The Sea and the Deep Origin of Consciousness’ (2016), hvor filosoffen Peter Godfrey-Smith for alvor tager hul på debatten om, hvad intelligens overhovedet er for en størrelse.

Bogen har skabt en hel ny opmærksomhed på, hvor helt igennem anderledes en blækspruttes bevidsthed er samtidig med, at den besidder intelligente evner.

’My Octopus Teacher’ sætter billeder og indtryk på disse dybe tanker.

Se filmens trailer her.
 

6) Godfrey Reggio: ’Koyaanisqatsi’, 1982

På en liste over banebrydende værker, der kan være med til at få os til at indse, at vi som samlet art er med til at præge hele klodens økosystem, skal filmen ’Koyaanisqatsi’ være med.

Det er en helt unik film, der ikke rigtig kan sammenlignes med noget som helst andet. Det er en slags billedsymfoni, uden tale, med underlægningsmusik af Philip Glass, og temaet er menneskets kunstigt skabte metropoler, hvor alting fungerer ligesom på en fabrik.

Reggio mener, at vi som art er helt ude af balance

Det er så helt igennem forbløffende at se filmen, fordi den på så smuk en facon viser hvorledes det hele ligesom en maskine er ude af vore hænder, og at vi alle sammen samtidig er underlagt denne kunstigt skabte livsform.

Godfrey Reggio har selv udtalt, at han ikke var interesseret i at fokusere på verdens uretfærdigheder og alt det grimme, men i stedet ville fokusere på alt det, som de fleste af os er stolte af.

Reggio mener, at vi som art er helt ude af balance, og at vi bare ikke evner at se det, fordi alt det, som han viser i filmen, normalt er den kulisse, hvorpå vi ellers betragter vores liv.

Men et direkte blik på selve maskineriet er på mange måder chokerende og rystende, men samtidig som at få et mere direkte indtryk af, hvad der i virkeligheden foregår, og hvorfor det nærmest er umuligt at forestille sig, at vi kan ændre vores livsform med et snuptag.

Se filmens trailer her.
 

7) Robert M. Pirsig: ’Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel’, 1974.

Pirsig er først og fremmest kendt for denne enestående bog, der ikke er som nogen anden. Eller det er faktisk ikke helt korrekt, for netop denne bog har inspireret et utal af senere forfattere, der forsøger sig med samme metode, som han benyttede sig af.

Det er en personlig skildring og samtidig et filosofisk værk, om det at være til i verden. Pirsig tog, sammen med et vennepar og sin søn, på motorcykelferier gennem det amerikanske landskab, og disse benyttede han til at reflektere over, hvorledes vi hver især forholder os til vores omgivelser.

I det postmoderne samfund er der færre og færre, der forstår de maskiner, der er en indgroet del af vores hverdag.

Det helt slående og måske også træfsikre ved denne bog er hans kritik af samtidens naturdyrkende hippier og modkulturelle bevægelser, inklusiv det vennepar, som er med på turene, hvor de nærmest instinktivt ikke vil have noget at gøre med deres motorcykel, når nu de er taget “ud i naturen”.

Pirsig, der er inspireret af zen-buddhismen, erklærer, at det spirituelle også må være i de moderne maskiner, og at det er en katastrofe, at så mange synes at gøre en dyd ud af “ikke kunne finde ud af det”.

Og deri har han jo grundlæggende ret: I det postmoderne samfund er der færre og færre, der forstår de maskiner, der er en indgroet del af vores hverdag.

Bogen har lige siden dens publikation været en absolut bestseller, og endnu den dag i dag fremstår den frisk, inspirerende og stærkt læseværdig.

 

8) James Lovelock: Gaia’s forsvindende ansigt. En sidste advarsel’, 2019.

James Lovelock var den videnskabsmand, der fandt på begrebet Gaia. Han var en af de første, der for alvor forsøgte at gøre videnskaben opmærksom på, at jordkloden er en stor selvregulerende organisme, og at menneskets levevis udgør en trussel for dens biosystem.

Han var med til at skabe fokus for hullet i ozonlaget, og som videnskabsmand opfandt han også nogle apparater, der kan registrere forurenende partikler i luften.

Samtidig var han ikke bleg for at se realistisk, og nogle gange yderst dystopisk, på fremtiden, grundet klimakatastroferne

Han døde i år, og blev 103 år. Selvom han har været en kæmpe inspiration for hele den brogede miljøbevægelse, var han langt fra enig med de fleste. Han agiterede stærkt for indførelse af atomkraft som hovedkilde til energi.

Samtidig var han ikke bleg for at se realistisk, og nogle gange yderst dystopisk, på fremtiden, grundet klimakatastroferne. Og hans mange bøger handler blandt andet om, at vi måske slet ikke er klar til en verden, der vil forandre sig radikalt, og hvor et utal af mennesker vil flytte sig demografisk, efter at verdenshavene er steget.

Han var modstander er vindenergi og solenergi, som han mente var for ustabilt, og som han mente slet ikke kan dække det behov, en moderne civilisation har behov for af energi.

Samtidig var han en gudsbenådet naturvidenskabelig formidler, og hans bøger er letlæselige og dybt, dybt inspirerende, selvom de beretter om formodede klimaforandringer, der samtidig vil gøre det umuligt for os alle at overleve.
 

9) Marion Neumann: ’The Mushrooms Speaks’, 2021.

Denne lille Art film, der samtidig også er en dokumentarfilm, handler om mycelium og dennes frugter: svampene. De har i stigende grad været genstand for intens forskning, fordi man er ved indse, at de er forbindelsesleddet mellem træer og planter, og at de har så mange egenskaber, måske endda egenskaben at “rydde op” efter forurening.

Det har også vist sig, at mikrodosering af nogle svampe kan forbedre KOL-patienters helbred

Tesen er, at dets væv kan skabe kommunikation mellem forskellige træer, og derved er et uomgængeligt led i den biologiske orden. Samtidig har det vist sig, at flere af sorterne reagerer overraskende på for eksempel atomreaktioner, hvor strålingen samles i vævet.

Alt sammen viden, der senere kan vise sig at have stor betydning for hvorledes, det kan anvendes til mangt og meget.

Det har også vist sig, at mikrodosering af nogle svampe kan forbedre KOL-patienters helbred, og der forskes i at benytte levende mycelium som isolering af vægge.

Filmen tager os rundt i dette mangfoldige univers, og man får virkelig et godt indtryk af, hvor stor en verden, dette underlige væv, der kan så meget, herunder måske indgå i fremtidens behandling af psykisk syge, faktisk udgør.

Se filmens trailer her.
 

10) Marie Amiguet & Vincent Munier, ’Sneleoparden’, 2020.

Denne stærkt anmelderroste og prisvindende dokumentar er, sammen med ’My Octopus Teacher’, noget af det bedste filmet natur, vi har set i nyere tid. Det er formidable landskaber, og man bliver åndeløs af at betragte disse næsten mennesketomme arealer, der kun tilsyneladende fremstår som livløse.

Vincent Munier er en prisvindende naturfotograf, der er kendt for at bruge uhyggelig lang tid i vildmarken på at vente på det perfekte moment, hvor han kan tage disse betagende fotos, der minder om japanske kunstværker af dyr.

I denne dokumentar har han følgeskab af en ven, forfatteren Sylvain Tesson og filmfotografen Marie Amiguet. Sammen vandrer de i Tibets bjerge for at lede efter den næsten uddøde sneleopard.

Nick Cave og Warren Ellis har stået for soundtracket, der virker helt forrygende

Uden at plotspoile, finder de selvfølgelig et eksemplar, men inden dette sker, udfolder filmen sig på formidabel vis, hvor forfatteren filosoferer over, hvordan det må være, at befinde sig alene i vildmarken, og samtidig lærer han, via den erfarne naturfotograf, at sådan et landskab er fyldt med liv, og at det hele er så fortryllende at være vidne til.

Filmen handler selvfølgelig også om, at vores civilisation er nået til et punkt, hvor disse ødemarker fremstår så kontrastfulde, og samtidig vidner om, at vi har mistet forbindelsen til denne storslåede natur, som vi slet ikke i nær nok grad passer ordentligt på.

Nick Cave og Warren Ellis har stået for soundtracket, der virker helt forrygende, fordi der er tale om dæmpet og meget stemningsfulde lyde, der ligesom giver plads til, at man kan hengive sig til de utallige landskabsbilleder, hvor de eksotiske dyr hele tiden dukker op.

Se filmens trailer her.