Ti mesterværker af Danmarks mest internationalt efterspurgte kunstner
Ti mesterværker af Danmarks mest internationalt efterspurgte kunstner
Davids Samling i København har åbnet særudstillingen: ‘Gensyn med Vilhelm Hammershøi’. Besøg den, og bliv klogere på den nordiske stil, som vi er kendte for i hele verden

Vilhelm Hammershøis malerier tager sig prægtigt ud på baggrund af sart olivengrøn.
Det kan man ved selvsyn konstatere på Davids Samling i København, der lige har åbnet særudstillingen: ‘Gensyn med Vilhelm Hammershøi’.
Der er tale om hele ti mesterlige værker, der nu er ophængt i et rum for sig, hvor midten af rummet prydes med et møblement af Kaare Klint, og man fra hjørnevinduet kan se over på arkitekt Kay Fiskers boligbyggeri, der kaldes for ‘Dronningegaarden’.
Bedre omgivelser for Hammershøis maleriske stil kan man næppe forestille sig.
I dag er Vilhelm Hammershøis malerier klart de mest eftertragtede danske værker på det internationale kunstmarked, og når de sættes på auktion, så går de for svimlende summer.
Det er som om, at hans værkers stemthed, der indgyder en med en art fornemmelse af tomhed, stilhed og sparsommelighed, resonerer med et eller andet, der er eftertragtet i vor samtid.
Davids Samlings antal af kunstværker, der er skabt af Vilhelm Hammershøi, er måske ikke nær så omfattende, som Den Hirschsprungske Samlings, Statens Museum for Kunsts eller Ordrupgaard Kunstmuseums.
Til gengæld er den særdeles udsøgt, og Hammershøis vel nok mest kendte maleri, 'Åbne døre' fra 1905, kan altså nu igen genses på museet.
Hvad der egentlig gør dette maleri til et fascinerende mesterværk, kan man nok få en anelse om, blot ved at se det gengivet på en computerskærm eller i en bog, men hvis man rigtig vil fornemme hvor fortryllende det i grunden er, så må man afsted og se det direkte.
Tonearbejdet
Det helt særlige ved Vilhelm Hammershøis teknik, var hans brug af det, som man betegner som valørteknikken, hvilket i grunden bare betyder, at han arbejdede med toner.
Helt særligt for Hammershøi var, at han tog forskellige toner af for eksempel grå, og så placerede han dem oven på hinanden, på sin palet, hvorefter han tværede sin pensel ned i blandingen, så den nærmest fremstod som en østers.
Det er derfor, at maleriet ‘Åbne døre’ er så interessant et kunstværk
Derefter duppede han malingen på sine lærreder, hvilket giver en effekt, hvor hele billedfladen står og ‘flimrer’, hvilket fungerer fremragende som en gengivelse af lyset.
Det er derfor, at maleriet ‘Åbne døre’ er så interessant et kunstværk, fordi det på en og samme tid er stramt komponeret, med kvadratiske, arkitektoniske linjer og former, men samtidig badet i lys, der gør at det hele står og vibrerer og på den måde gøres levende for os.
Det hele er en stor balanceakt, der består af lige dele stramt komponerede konturer, og bløde, udglattende toner.
Det er et portræt af en nøgen kvinde, og det er malet i 1910
Og fordi Hammershøi ikke blot anvendte sin valørteknik som noget, han ‘puttede ovenpå’ et færdigt skitserede maleri, som en slags pynt, men derimod lod teknikken være det, som hele værket består af, så blev alle konturerne underligt opløste, og fremhæver derfor lysets effekt.
Portræt af nøgen kvinde
Og det er netop det mageløse hos Hammershøi: balanceakten. Det ser man også i et af Davids Samlings andre store mesterværker fra hans hånd, som man også kan se på særudstillingen.
Det er et portræt af en nøgen kvinde, og det er malet i 1910. Tonerne, der skaber lyseffekten, er på en og samme tid stærk, men underligt blødt også.
Og kvinden, der hverken er ung eller særligt modelagtig efter vor tids standarder, er på en og samme tid både graciøst fnuglet og portrætteret med en tyngde, der ikke er set lige i dansk malerkunst, hverken før eller siden.
Alene portrættet af den nøgne kvinde, der bestemt ikke er seksualiseret, og ej heller et symbol på hverken døden/forfaldet eller moderskab, er værd at besøge Davids Samling for.
Det er så helt igennem vidunderligt malet, og for mig at se, findes der ingen dansk kunstner, der har lavet et lignende respektfuldt værk om kvinden, som netop dette, hvor hun ikke er stillet op på en piedestal, og ej heller skal fungere som rollemodel eller ideal.
Hun er bare som kvinder nu engang er: præget af tid, og tynget af vægt, uden at synke sammen til ingenting af den grund.
Denne minimalisme ses jo også i Kaare Klints møblementer og Kay Fiskers arkitektur
Und dig selv at besøge Davids Samling for at se på hele ti malerier af denne mestermaler, der samtidig gør det nemmere for os at forstå, hvad der i grunden menes med en ‘Nordisk stil’, som vi er kendte for i hele verden.
Denne minimalisme ses jo også i Kaare Klints møblementer og Kay Fiskers arkitektur, og det indgyder rummene med en særlig art beroligende harmoni, der bevæger os, inspirerer og fascinerer.
Særudstillingen åbnede den 15. februar og fortsætter frem til den 4. Januar, 2026.
Tilføj kommentar