Ti personer i byggebranchen tog på arbejde og kom aldrig hjem

Mindehøjtidelighed

Ti personer i byggebranchen tog på arbejde og kom aldrig hjem

På Flemløse Biogasanlæg på Fyn skete den værste arbejdsulykke i 30 år. Nu er det også stedet for en mindehøjtidelighed for de i alt ti medarbejdere i byggebranchen, som mistede livet sidste år

Den sammenstyrtede konstruktion ved Flemløse Bioanlæg kostede tre mennesker livet. Kilde: Arbejdstilsynet
Billedtekst
Den sammenstyrtede konstruktion ved Flemløse Bioanlæg kostede tre mennesker livet.
Foto: Arbejdstilsynet

Det bliver en sorgfuld mandag, når branchefolk inden for byggeriet og politikere mødes for at mindes de ti mennesker, der sidste år mistede livet i byggebranchen. 

I anledning af Worker’s Memorial Day samles folk fra hele landet ved Flemløse Biogasanlæg på Fyn for at holde taler, nedlægge en krans og synge i fællesskab. 

Det oplyser Danske Byggefag i en pressemeddelelse. 

Når man tager hjemmefra for at gå på arbejde, skal man også kunne vende sikkert hjem

Og det er ikke tilfældigt, at mindehøjtideligheden afholdes ved det fynske biogasanlæg, hvor særligt tre medarbejdere vil være i tankerne. 

Tragedien på Flemløse Biogasanlæg 

En novemberdag sidste år skete den voldsomste arbejdsulykke i Danmark i 30 år på netop Flemløse Biogasanlæg, der blev skæbnesvanger for flere medarbejdere. 

Under arbejdet med at konstruere en ny stor silo skete det, som ikke måtte ske - en betonkonstruktion på tankens top kollapsede over en medarbejder, der befandt sig inde i tanken, og tog otte arbejdere med sig i faldet. 

Tre mennesker mistede livet, og seks blev såret. 

Læs også:Mand død i arbejdsulykke i Vestjylland, og virksomhed får strakspåbud efter dødsulykke

Dødsensfarlige forhold 

Siden ulykken på Flemsø Biogasanlæg blev der sendt et strakspåbud til det belgiske firma Bio Dynamics, der stod for den betonstøbning på tanken, som var årsagen til ulykken. Derudover har biogasanlægget også fået to påbud af Arbejdstilsynet for ikke at have de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte medarbejderne.

Senere er det også kommet frem, at Flemløse Biogasanlæg ikke havde overenskomst med 3F, og at medarbejderne var stærkt underbetalte. En af de omkomne arbejdede til en gennemsnitlig løn på 96 kroner i timen, alt imens ejerne tjente tocifrede millionbeløb.

For Odin Vex, der er formand for 3F Vestfyn, blev ulykken skelsættende. 

”Når man tager hjemmefra for at gå på arbejde, skal man også kunne vende sikkert hjem. Det er ikke bare et fagligt krav – det er et menneskeligt. Alt andet er uacceptabelt. Derfor gør ulykken på Flemløse Biogasanlæg så dybt indtryk – det skete her i vores lokalområde, og det gør ondt i hele det faglige fællesskab.”

Kræver politisk handling

Ifølge Arbejdstilsynet blev der blev anmeldt i alt 30 dødsulykker sidste år, hvoraf ti fandt sted i byggebranchen.

Og det er ti for mange, mener Allan Leegaard, der er arbejdsmiljøpolitisk konsulent ved Danske Byggefag. 

”Ti døde i byggeriet på ét år er ikke en statistik. Det er ti familier, der aldrig bliver de samme igen.” 

Det er ti familier, der aldrig bliver de samme igen
 

Derfor ser Allan Leegaard de ti dødsfald som et udtryk for et behov for politisk handling. 

“Der skal handling til – stærkere tilsyn, bedre lovgivning og en kultur, hvor sikkerhed altid kommer først. Og det kræver politisk bevågenhed. Arbejdsmiljø må aldrig glide ned ad prioriteringslisten på Christiansborg.” 

 Læs også:Efter dødsulykke: Nu afsløres underbetaling af migrantarbejdere

Af taleholdere vil være beskæftigelsesordførere og medlemmer af Folketinget, Jens Joel (S), Karsten Hønge (SF) og formand for Danske Byggefag og 3F Byggegruppen, Claus von Elling. 

Mindehøjtideligheden afholdes mandag d. 28. april kl. 12 ved Flemløse Biogasanlæg.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Nikolaj Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 24.04.2025 - 23:46

10 mænd - ikke personer. Mænd Signe.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.