Socialdemokraterne sendte i sidste uge den politiske ordfører Magnus Heunicke i byen med et angreb på Dansk Folkepartis ageren i den igangværende skolekonflikt, hvor partiformand Kristian Thulesen Dahl krævede et ”balanceret regeringsindgreb” på lockoutens første dag.
Socialdemokraternes kampagne optrappes i denne uge til at omfatte Dansk Folkepartis og Kristian Thulesen Dahls rolle i eksempelvis dagpengereformen, som partiet nu ikke længere vil tage ansvar for – til trods for at reformen aldrig nogensinde var blevet gennemført, hvis det ikke havde været for netop Dansk Folkeparti.
Eller som den politiske ordfører, Magnus Heunicke, siger til DR: "Dansk Folkeparti er sluppet af sted med at køre en meget populistisk linje."
Dansk Folkeparti var i sidste valgperiode modstander af en dagpengereform, lige indtil at de ikke var det længere og kunne se en mulighed for at splitte oppositionen. Efter valget derimod siger partiet nu, at de er imod dagpengereformen.
Det hykleri skal udstilles. Ikke kun fordi Socialdemokraterne ligger underdrejede i meningsmålingerne og lige nu kæmper med Dansk Folkeparti om at blive det næststørste parti i Folketinget efter næste valg, men også fordi vælgerne har et åbenlyst behov for at få oplysning om, hvad konsekvenserne ved at stemme Dansk Folkeparti ved næste valg vil være.
Socialdemokratiet burde overveje, hvorvidt noget af krisen monstro kunne skyldes, at de frafaldne vælgere føler, at Socialdemokratiet før valget lovede dem en afbudsrejse til Tyrkiet, men da det kom til stykket kun diskede op med en cykeltur til Ballerup.
Indsatsen kunne dog ligne beskæftigelsesterapi for en folketingsgruppe, som åbenlyst er på kant med regeringens kurs, og som nogen i toppen mener, har brug for at have tankerne et andet sted end på Socialdemokraternes egne problemer.
To ting er dog en anelse symptomatisk for Socialdemokraternes ’koordinerede medieindsats’ imod Dansk Folkeparti. For det første , er det helt åbenlyst et nederlag, at man nu har opgivet kampen imod Venstre om, hvem der har førertrøjen i dansk politik. Nu ser man det åbenbart som sin opgave at kæmpe med de andre nichepartier om resterne fra Venstres bord.
For det andet mangler der i angrebet på Dansk Folkeparti en klar erkendelse fra Socialdemokraterne af, hvorfor over 50.000 vælgere, der til folketingsvalget for under to år siden støttede et budskab om forandring, nu pludselig vælger populismen og reaktionen.
Tror man virkelig i Socialdemokratiets ledelse, at det bare er kommunikationen af partiets budskaber, der er noget galt med? At hvis man blot kalder de frafaldne vælgere for ”dumme” og ”uvidende”, så kommer de angrende tilbage i folden?
Socialdemokratiet burde overveje, hvorvidt noget af krisen monstro kunne skyldes, at de frafaldne vælgere føler, at Socialdemokratiet før valget lovede dem en afbudsrejse til Tyrkiet, men da det kom til stykket kun diskede op med en cykeltur til Ballerup.