Tillykke til den nye ligestillingsminister Peter Hummelgaard! Det er en vigtig post, hvor der er i den grad er brug for, at vi får fjernet bremseklodsen og trykker speederen i bund.

Store opgaver venter forude derfor er beskæftigelsesministeriet det helt rigtige sted for ligestilling. For vi skal have fokus på de udfordringer, der er med ligestillingen for lønmodtagerne. Lønmodtagere er en broget skare og ikke en afgrænset gruppe og netop det, er pointen: Ligestilling handler om, at vi alle kan gå på arbejde uanset køn, seksuel orientering, etnisk ophav eller alder mv.

Ministeren er startet godt ud, og vil nu indkalde til trepartsforhandlinger om seksuel chikane og har fremlagt 14 initiativer, der skal forebygge seksuel chikane og bidrage til/understøtte, at sager kommer frem i lyset og bliver håndteret rigtigt.

Seksuel chikane skal bekæmpes

Vi går i HK til trepartsforhandlingerne med stor alvor, for alt for mange af vores medlemmer oplever seksuel chikane og krænkelser - både mænd og kvinder.

Når hver fjerde HK’er har været udsat for krænkelser inden for det seneste år, så tallet taler næsten for sig selv. Det er for højt, og der er brug for politiske initiativer som nedbringer omfanget, sikre medarbejdernes tryghed og øger deres retssikkerhed.

Arbejdsgiverne bærer en stor del af ansvaret, og jeg er glad for at ligestillingsministeren har slået fast at arbejdsgiverne har ansvaret for, at arbejdsmiljøet er i orden. Arbejdsgiverne har for længe siddet på deres hænder, i stedet for at tage ansvaret på sig.

Flere store dagsordner venter

Den store og altoverskyggende opgave for Peter Hummelgaard bliver at huske på de almindelige lønmodtagere, som får hjulene til at trille både i det offentlige og private.

Som både beskæftigelse- og ligestillingsminister er det her han virkelig kan gøre en forskel, rykke os fremad og ændre kulturen, som har gjort, at hver fjerde HK’er har oplevet chikane eller krænkelser.

Et fokus må og skal også være at få skabt inkluderende arbejdspladser - trivsel for personer med LGBT+-baggrund er for lav og kræver politiske initiativer. Samt er kernefamilien ikke som den var for bare 25 år siden, og vi skal have et opgør med de gængse kønsroller.

Derfor er der behov for fokus på, hvordan barsel fordeles mellem mor og far, hvordan familiestrukturerne forandre sig og derfor kan lovgivningen på flere områder være for fokuseret på den ”almindelige kernefamilie”.