Annonce

Tidl. minister Christine Antorini nyt medlem af DR’s bestyrelse

Ny DR-bestyrelse får med kulturminister Mette Bocks ord en "kolossal opgave med at omstille sig i forlængelse af den nye medieaftale"
Tidligere undervisningsminister Christine Antorini er blandt de nye medlemmer af DR’s bestyrelse, som kulturminister Mette Bock (LA) netop har udpeget.

Antorini er blevet medlem af DR-bestyrelsen efter indstilling fra Socialdemokratiet.

Antorini valgte i september at træde ud af Folketinget for i stedet at blive direktør i det videnskabelige læringscenter, Life, under Novo Nordisk-fonden.

Antorini erstatter Trine Gregorius som Socialdemokratiets medlem i bestyrelsen.

På twitter skriver Antorini, at hun glæder sig til opgaven:

placeholder

To tunge mediefolk

Kulturminister Mette Bock udnævnte tilbage i september erhvervskvinden Marianne Bedsted som ny formand for DR’s bestyrelse. Mette Bock har nu yderligere udnævnt to tunge mediefolk til medlem af DR’s bestyrelse. Nemlig ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, og den mangeårige bladmand i provinsen, Arne Mariager.  

Mariager har fra 1984 til 2009 været chefredaktør på først Morsø Folkeblad, så Fyns Amts Avis og siden Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad.

Tidligere folketingsmedlem for Venstre, Karen Rønde, får også sæde i den nye DR-bestyrelse. Indstillet af Venstre.

Tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, advokat Line Barfod, fortsætter i bestyrelsen – på indstilling fra netop Enhedslisten.

Antropolog Dennis Nørmark fortsætter i bestyrelsen. På indstilling fra Liberal Alliance. Han er af Mette Bock udnævnt til næstformand for DR-bestyrelsen.

Også teologen Katrine Winkel Holm fortsætter fire år mere i bestyrelsen – på indstilling fra Dansk Folkeparti.

Zakia Elvang, bestyrelsesmedlem hos tænketanken Cevea og direktør i Wedodemocracy, er ny i bestyrelsen – på indstilling fra Alternativet.

Kulturminister Mette Bock understreger, at den nye DR-bestyrelse står over for en kolossal opgave:

”DR står over for en kolossal opgave med at omstille sig i forlængelse af den nye medieaftale og public service-kontrakt. DR skal stå tydeligere som kulturelt fyrtårn, gribe den digitale omstilling og række ud mod alle generationer,” siger Bock ifølge en pressemeddelelse fra Kulturministeriet – uden direkte at nævne, at omstillingen består i at udmønte en borgerlig spareplan, hvor DR over de næste fem år skal spare 750 millioner kroner.

Første runde af spareplanen er gennemført. Den medførte at 382 stillinger blev nedlagt.

Fakta: 382 færre stillinger i DR

  • Samlet bliver der 382 færre job i DR.
  • 205 medarbejdere er fyret.
  • 64 medarbejdere har indgået aftale om frivillige fratrædelser.
  • 87 stillinger er fundet ved at omplacere og nedlægge vakante eller tidsbegrænsede stillinger.
  • 26 chefstillinger er nedlagt.
  • Yderligere et ukendt antal fyringer venter forude, når DR udmønter den restende del af den 750 millioner kroner store spareplan, som regeringen og Dansk Folkeparti står bag.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet