Tidligere anbragt: Særligt én ting hjalp Celene videre i uddannelsessystemet
Tidligere anbragt: Særligt én ting hjalp Celene videre i uddannelsessystemet
Ulighedens Topmøde satte i år særligt fokus på ulighed i begyndelsen af livet. Netavisen Pio mødte Celene Månsson, der har oplevet, hvordan skolesystemet ikke altid har værktøjerne til at hjælpe de mest udsatte
Celene Månsson blev anbragt på et bosted i Herlev, da hun var 17 år gammel. I dag er hun 27 og i gang med en uddannelse som kontorassistent på NEXT Uddannelse København.
Men vejen dertil har ikke været lige let.
Til Ulighedens Topmøde, der blev afholdt af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) onsdag, fortæller Celene Månsson om sine oplevelser i det danske uddannelsessystem.
Ifølge hende har systemet ikke altid plads nok til at rumme dem, der måske ikke lige er født ind i den perfekte kernefamilie.
Månsson fortæller blandt andet, hvordan det kan være svært at møde i skole kl. 8 om morgenen, når man i løbet af natten eksempelvis er blevet vækket flere gange af en beboer, der har smadret køkkenet.
Må tænkte kreativt
Udover at have været anbragt som teenager, så lever Celene Månsson også med diagnosen borderline.
Til Netavisen Pio fortæller hun, hvordan hun kan have svært ved at filtrere lyde fra i et klasselokale, og hvordan hun må kompensere ved at bruge nogle over-ear høretelefoner på sindrig vis.
Læs også:Tænketank sætter fokus på ulighed livet igennem: Her er programmet
Det sociale batteri har det også med at løbe hurtigere tør, når man ikke har lige så let ved at være i sociale relationer som så mange andre.
“Nu har jeg været diagnosticeret i snart 10 år og er på medicin, så det er nemmere for mig nu. Men det fylder stadig nok til, at jeg bliver mere træt. Det kræver mere af mig, end det kræver af normale mennesker,” siger Celene Månsson.
Frivilligt arbejde hjalp
Men selvom Celene Månsson har haft udfordringer, så har der også været positive glimt i uddannelsessystemet.
Hun nævner både individuelle undervisere, der har haft en særlig forståelse for hendes situation, men også den Specialpædagogiske Støtte (SPS), som hun har benyttet på forskellige tidspunkter.
SPS er et offentligt tilbud, der skal hjælpe studerende med funktionsnedsættelse til at tage en uddannelse på lige fod med andre.
Jeg tror, at mit frivillige arbejde helt klart har gjort den massive forskel
Det helt store fremskridt kom dog først, da hun begyndte at arbejde som frivillig i Ungdommens Røde Kors.
“Jeg tror, at mit frivillige arbejde helt klart har gjort den massive forskel, at jeg altid har haft noget at stå op til i en eller anden form.”
Hun mener også, at der kan være ræson i at skabe incitamenter for, at flere kommer ud i frivilligt arbejde.
Læs også:Nogen bliver overset i ligestillingskampen – og det er ikke længere kvinderne
“Jeg føler, at man i hvert fald burde se værdien af det. Jeg samarbejder med Herlev Kommunes Ungerådgivning, og de kan helt klart se en værdi i, hvad jeg laver.”
“To af mine tidligere unge er nu frivillige, og den ene har også været FGU-elev, og han brager igennem, og han er så dygtig.”
“Men det krævede, at der var nogen, der troede på en”.
Kommentarer
Det er dejligt at læse, at…
Det er dejligt at læse, at Celene efter store problemer endelig er kommet på ret køl.
Men jeg stiller mig igen det spørgsmål, om det er det offentlige sikkerhedsnet, der gør folk til ofre, eller om de uden indblanding udefra via psykologer og medicinering mon i samme grad selv ville føre sig som ofre, og i stedet blot helt automatisk ville glide naturligt ind i sunde sociale relationer, der ville føre hende frem til samme tildredshedsgrad, som hun har i dag.
Så er det generelt det offentlige sundhedssystem, der udpeger ofre, eller er det noget, man selv finder ud af, at man er.
Jeg hæfter mig bla i, at Celene udtaler, at hun havde svært ved at fungere tilfredsstillende, fordi hun "ikke lige er født ind i den perfekte kernefamilie"
Men alene dette gør ikke een til et offer. Jeg er heller ikke født ind i den perfekte kernefamilie. Min far og mor levede som hund og kat og skændtes så højlydt hver morgen, at jeg ikke turde stå op, før jeg hørte, at min far igen sagde, at han ville gå ud og hænge sig og smækkede yderdøren efter sig.
Problemet var altid min storebror, en halvbror, som min mor forkælede meget og gav lov til alt, fordi hun som et sidespring under ægteskabet med min far havde fået ham med den eneste mand, som hun nogensinde havde elsket, og den hemmelighed kendte på daværende tidspunkt kun min halvbror, så han gjorde alt for at irritere min far og hævnede sig på ham ved bla at genere mig så meget, han kunne med uprovokerede slag alle steder på kroppen og ved altid at tage ordet ud af munden på mig, så min sproglige færdigheder blev for sent udviklet.
Men myndighederne var aldrig inde over, og jeg har aldrig følt mig som et offer. Jeg har til gengæld undgået at være navlebeskuende og jeg har fysisk arbejdet og arbejdet mig ud af de problemer, som jeg havde.
Så det gamle mundheld, at arbejde er til velsignelse og ære er i høj grad gyldigt.
Blot et par ord til mulig eftertanke.
Hvorfra ved Celine Månsson…
Hvorfra ved Celine Månsson at hun bliver mere træt og at det kræver mere af hende end af "normale" mennesker at omgås med andre i sociale sammenhæng?
Tilføj kommentar