"Jeg blev spurgt for lang tid siden. Først sagde jeg nej, det kan de bare glemme. Jeg havde det sådan, hvorfor skulle jeg melde mig til at blive upopulær. Alle skælder ud på politikere fra morgen til aften, og det gad jeg ikke," fortæller Anna Libak til avisen om beslutningen.
Opstillingen sker formelt på et opstillingsmøde i kredsen den 2. juni og dermed skriver Anna Libak sig ind i den lange række af journalister som f.eks. Morten Løkkegaard, Paula Larrain, Connie Hedegaard, Christine Antorini og senest Ole Stephensen, der med skiftende held har forsøgt at skifte en tv-karriere ud med politik.
Jeg havde det sådan, hvorfor skulle jeg melde mig til at blive upopulær.
Anna Libak, der er 49 år gammel, er oprindeligt uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet. Derudover er hun uddannet sprogofficer i russisk.
Hun blev i 2014 udlandsredaktør på Berlingske, men forlod avisen i foråret 2017, efter at hun blev fyret som medlem af chefredaktionen.
Men det er særlig Rusland, der har hendes store interesse. Hun har blandt andet været korrespondent for Berlingske i Moskva. Og hun har senest været tilknyttet DR hvor hun var vært på programmet 'Sidste nyt fra Østfronten' der handlede om Rusland.
Mindre Rusland, mindre velfærd
Til Politiken siger den nyslåede politiker, at hun vil arbejde for at aflyse den planlagte russiske gasledning, ' Nord Stream 2', gennem Østersøen, og så skal der ”prioriteres skarpere i velfærden”.
”Mens partierne i regeringen har diskuteret, om staten skal vokse med 0 pct. og 0,3 pct., så er den vokset med 1 pct. Jeg vil kæmpe for, at der sker en bedre prioritering,
Vi skal ikke nødvendigvis have en mindre stat, men den skal vokse langsommere og i mindre skala,” siger hun til Politiken - uden at konkretisere nærmere hvad der skal være mindre af.
Skal kæmpe mod Løhde og Hjort
Som folketingskandidat i Hillerødkredsen afløser Anna Libak Hillerøds nuværende viceborgmester Klaus Markussen, der ikke opnåede valg.
I Nordsjællands Storkreds vil Anna Libak skulle forsøge at vinde et af Venstres mandater i kamp med innovationsminister Sophie Løhde, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og folketingsmedlem Hans Andersen.
Fra de andre partier er de største profiler Liberal Alliances formand Anders Samuelsen, Dansk Folkepartis nuværende Europa-parlamentariker Morten Messerschmidt og de to tidligere socialdemokratiske ministre Nick Hækkerup og Christine Antorini.
Hillerødkredsen, der dækker Hillerød og Gribskov kommuner, gav seneste valg til Venstre til tidligere finansminister Thor Pedersen ved valget i 2007.
Næste folketingsvalg skal afholdes inden den 17. juni næste år, så i dag (mandag) er der maksimalt et år minus en dag til.