Tidligere journalist-formand vinder tæt kampvalg om folketingskandidatur

Blot otte stemmer skilte kandidaterne, da Socialdemokratiet i Brønshøj, Husum og Vanløse skulle finde ny folketingskandidat.
Foto: Pressefoto: Danske Biografer
Tidligere journalistformand Lars Werge vinder kampvalg om at blive ny S-kandidat i Brønshøj.
Lars Werge, der er direktør for brancheorganisationen Danske Biografer, vinder kampvalget om at blive ny folketingskandidat for Socialdemokratiet i Brønshøj, Husum og Vanløse i København.

Der var 355 stemmeberettigede organiserede socialdemokrater i kredsen, og af dem deltog 167 i afstemningen.

Lars Werge fik 86 stemmer (51,4 procent), mens modkandidaten, gymnasielærer Jarl Feyling, der sidder i lokaludvalget, fik 78 stemmer (46,7 procent). Tre stemte blankt.

Hovedstaden trænger til et fokus, der går ud over at friholde brokvartererne for biler

"Jeg er meget stolt og ydmyg over medlemmernes opbakning til mig," siger Lars Werge til Netavisen Pio. Han peger på trafikpolitikken, som et af de politiske emner, der ligger ham på sinde:

"Som kandidat vil jeg blandt andet bruge min energi på de trafikale udfordringer, som de mange hundrede tusinde, der hver dag blandt andet bruger offentlig transport, deres cykel eller deres bil for at komme på arbejde, klare ærinder og i det hele taget passe det liv, oplever".

"Hovedstaden trænger til et fokus, der går ud over at friholde brokvartererne for biler – langt hovedparten af københavnerne bor i bydele, der ligger et godt stykke fra Rådhuspladsen, og deres stemme skal også høres inde på Borgen".

Afløser Akdogan

Lars Werge afløser tidligere folketingsmedlem Yildiz Akdogan som kandidat i kredsen. Hun trak sig, efter at hun ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget i 2019.

Yildiz Akdogan blev første gang opstillet i 2004 og nåede altså at være opstillet til Folketinget i mere end 15 år. Hun sad Folketinget i to perioder. Første gang fra 2007 til 2011 og igen fra 2014 til 2019.

Glæder sig til engang at møde medlemmer og vælgere

På grund af coronaepidemien har de to kandidater kun kæmpet kampen om kandidaturet virtuelt, og derfor har de ikke haft mulighed for at møde medlemmerne, men det håber den nyvalgte kandidat snart, at der kan rådes bod på:

"Det har været en mærkelig situation at afvikle denne urafstemning i skyggen af corona-pandemien, og det har desværre også betydet, at jeg ikke har haft mulighed for at komme rundt og præsentere mig for medlemmerne.” 

“Det lover jeg at rette op på, så snart samfundet lukker op igen. Jeg glæder mig til at blive en del af kredsens dagligdag og repræsentere Vanløse, Brønshøj og Husum på bedste vis,” siger han.

Tidligere sportsjournalist og fagforeningsformand

54-årige Lars Werge er uddannet journalist og har været ansat på blandt andet Ritzau, Berlingske, B.T. og Ekstra Bladet, hvor han især har dækket cykelsport. Han har desuden skrevet flere bøger om sport.

I 2015 blev han valgt som formand for Dansk Journalistforbund, efter en lang karriere som tillidsmand.

En post han havde frem til 2019, hvor han trådte tilbage efter en sag, hvor Lars Werge i forbindelse med fyringen af redaktøren på fagbladet Journalisten, begrundede det med redaktørens "kompromisløse linje" - en udtalelse som blev set som et angreb på ytringsfriheden.

Lars Werge blev i februar 2020 ansat som direktør i brancheorganisationen Danske Biografer. En branche, der nærmest samtidig blev nedlukket på grund af corona-restriktioner.

Kredsformand: Et idealistisk og eftertænksomt menneske

Selv om det er foregået under nogle meget anderledes omstændigheder, så glæder valget af den nye folketingskandidat kredsformanden for Socialdemokratiet i Brønshøj-Husum, Lasse Ryberg, der havde anbefalet sine medlemmer at støtte Lars Werge.

En stærk kandidat, som har gode muligheder for at blive valgt til folketinget

"Jeg er glad for, at vi nu endelig har fundet en stærk kandidat, som har gode muligheder for at blive valgt til folketinget for Brønshøj-Husum og Vanløse," siger han om valget til Netavisen Pio, og fortsætter:

"Kredsbestyrelsen pegede på Lars Werge, fordi han har mange års erfaring på arbejdsmarkedet, har været centralt placeret i fagbevægelsen og grundlæggende er et idealistisk og eftertænksomt menneske.

Jeg er sikker på, at medlemmerne og vælgerne vil tage godt imod Lars, når vi forhåbentlig meget snart kan genoptage vores politiske aktiviteter."

Hård kamp om mandaterne

Den 2,02 meter høje Lars Werge var i øvrigt en talentfuld atlet i sine unge dage, hvor han vandt flere Danmarksmesterskaber i højdespring. Nu er det imidlertid en anden høj overligger, som Lars Werge skal forsøge at komme over.

For selv om Socialdemokratiet i øjeblikket har rigtigt gode meningsmålinger, så bliver kampen om også at blive valgt til Folketinget i Københavns Storkreds hård.

Socialdemokratiet fik valgt tre mandater ved sidste valg, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Lars Aslan Rasmussen.

Derudover er udenrigsminister Jeppe Kofod også blevet stillet op i København Storkreds, i Anker Jørgensens gamle kreds på Vesterbro.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Ikke nogen imponerende sejr, når hensyn tages til, at kredsbestyrelsen anbefalede ham. Og forstår jeg, de ældre medlemmer ikke kunne stemme. Og var der ikke noget med sexchikane i Journalistforbundet?
Den tidligere kandidat Yildiz, var antiracist. Hvor er Lars Werge placeret på det område?

Ja det er nogle ret vilde sager der har været. ikke en pæn fortid https://journalisten.dk/storhed-og-fald-historien-om-lars-werge-og-oejvi...

Du burde måske møde op til mødet
, hvis du havde spørgsmål.

Alle medlemmer med medlemsrettigheder kunne stemme - uanset alder

Alle medlemmer med medlemsrettigheder kunne stemme - uanset alder

Tillykke til vinderen, men ikke engang halvdelen af de stemmeberettigede gjorde sig den ulejlighed at stemme. Ynkeligt.

Tillykke til vinderen, men ikke engang halvdelen af de stemmeberettigede gjorde sig den ulejlighed at stemme. Ynkeligt.

Annonce