Tidligere K-borgmester: Stem på Thorning-Schmidt

De borgerlige partier råber kun på lavere skatter og strammere straffe, mener det tidligere folketingsmedlem. Hun anbefaler at man stemmer på Socialdemokraterne.
Jeg synes ikke, de borgerlige partier i dag har andet at byde på end at råbe på lavere skatter og strammere straffe.

Jette Thomsen, der i en lang årrække repræsenterede Det Konservative Folkeparti i byrådet i Aars, i Folketinget samt i byrådet i Farsø - hvis borgmester hun også var - er på sine ældre dage blevet socialdemokrat.

I hvert fald anbefaler den 72-årige eks-politiker i et læserbrev i lokalavisen NORDJYSKE Stiftstidende fredag vælgerne til at støtte statsminister Helle Thorning-Schmidt:

”Hun har gjort det fremragende, stået rank i kuling og ufortrødent kørt videre. Erhvervslivet er godt tilfreds. Det går fremad, og danske topledere forbereder sig på at ansætte flere medarbejdere, forbruget er steget, så dansk økonomi er i bedring, og det skaber en solid optimisme,” konstaterer hun og slutter med en opfordring om at stemme på S-formanden.

Socialdemokraternes politik, som den har udviklet sig, er den, der i dag bedst matcher det, jeg står for. Den ligner på lange stræk, synes jeg, den konservative politik, da den var bedst

Det kan de nordjyske vælgere så ikke, da Thorning-Schmidt stiller op i København, men de kan stemme på hendes parti.

”Og det agter jeg at gøre. Jeg synes ikke, de borgerlige partier i dag har andet at byde på end at råbe på lavere skatter og strammere straffe. Socialdemokraternes politik, som den har udviklet sig, er den, der i dag bedst matcher det, jeg står for. Den ligner på lange stræk, synes jeg, den konservative politik, da den var bedst,” siger Jette Thomsen til NORDJYSKE Stiftstidende.

Udover det politiske har statsministerens person også spillet ind for hendes opsigtsvækkende kursændring:

”Når vi har én, der er så brandhamrende dygtig, begavet og formidabel til at repræsentere os, kan jeg ikke se nogen grund til at skifte hende ud. Og hendes politik er jo altså ikke rødere end som så,” siger Jette Thomsen.

Jette Thomsen sad i folketinget fra 1984 til 1990 og var borgmester i Farsø Kommune i Nordjylland fra 1990til 1998. Hun meldte sig for syv år siden ud af Det Konservative Folkeparti.

Om Farsø Kommune kan man på Wikipedia læse, at kommunen især var ”kendt for utallige tvangsfjernelsessager med et antal, der lå langt over landsgennemsnittet.”. Farsø Kommune er i dag en del af Vesthimmerlands Kommune.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce