Tidligere LO-formand er død

Finn Thorgrimson, der som LO-formand fik udbredt arbejdsmarkedspensionerne til alle, er død. Han blev 83 år.
Finn Thorgrimson, der var formand for LO fra 1987 til 1996, er død. Han blev 83 år. Det skriver avisen.dk.

Thorgrimson startede som ufaglært på fabrik, men kravlede sig hurtigt op igennem det faglige system. Han blev i en ganske ung alder afdelingsformand i det daværende SiD, det nuværende 3F, i Kastrup.

Derfra kom han til LO til som sekretær, blev siden næstformand og fungerende formand under Knud Christensens sygdom indtil 1987, hvor han på en ekstraordinær kongres blev valgt til formand.

Finn Thorgrimson på talerstolen på LO-kongres. Foto: Arbejdermuseet

Undervejs havde han også en enkelt periode (1970-74) som kommunalpolitiker, hvor han var valgt for Socialdemokratiet i Tårnby Kommune.

Arbejdsmarkedspensionens fader

I sine ni år på fagbevægelsens øverste post spillede Finn Thorgrimson blandt andet en central rolle i trepartsforhandlinger om arbejdsmarkedspension med den daværende Schlüter-regering.

Arbejdsmarkedspensionerne var tidligere forbeholdt de bedre lønnede faggrupper, men ved trepartsforhandlingerne blev de udbredt til specialarbejdere og dem i industrien. Med overenskomstaftalerne i 1991 fik cirka 400.000 flere lønmodtagere en arbejdsmarkedspension.

I løbet af 1990'erne fik alle de lønmodtagergrupper, der ikke var blevet dækket ved overenskomsterne i 1989 og 1991, stort set alle en arbejdsmarkedspensionsordning, og i 2000 var systemet med arbejdsmarkedspensioner udbredt til næsten hele det overenskomstdækkede arbejdsmarked.

For de fleste, der i dag starter på arbejdsmarkedet, vil arbejdsmarkedspensionen formentlig komme til at udgøre langt den største del af den samlede pension.

Kappede de formelle bånd til S

Selv om han selv var socialdemokrat, var det også Finn Thorgrimson, der indledte fagbevægelsens formelle adskillelse fra Socialdemokratiet og blandt andet var med til at kappe de økonomiske bånd i 1995.

Forinden havde han spillet en central rolle i det socialdemokratiske formandsopgør, hvor Poul Nyrup Rasmussen væltede Svend Auken i 1992. Det var Thorgrimsons klare overbevisning at skulle Socialdemokratiet genvinde regeringsmagten, var formandsskiftet nødvendigt.

Finn Thorgrimson overlod formandsposten i LO til næstformand Hans Jensen i 1996.

Efter sin afgang fra topposten helligede Finn Thorgrimson sig familielivet på en gård mellem Præstø og Vordingborg, hvor han havde mulighed for at dyrke sin store fritidsinteresse - opdræt af heste.

LO fusionerede sidste år med FTF og skiftede ved årsskiftet navn til Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce