Annonce

Tidligere minister forlader Socialdemokratiet

Vil hellere være upolitisk formand for patientforening.
Foto: Privat
Manu Sareen
Den tidligere radikale folketingspolitiker og minister, Manu Sareen, melder sig ud af Socialdemokratiet.

Det skriver Frederiksberg LIV.

Manu Sareen var indtil sin udmeldelse 1. suppleant til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Socialdemokratiet.

Der ligger, ifølge Manu Sareen, ikke politiske uoverensstemmelser bag beslutningen om udmeldelsen af Socialdemokratiet:

Jeg blev 22. maj valgt som formand for ADHD-foreningen

“Jeg blev 22. maj valgt som formand for ADHD-foreningen. Jeg mener ikke, at jeg kan stå i spidsen for en interesseorganisation samtidig med, at jeg er politisk aktiv.” 

“Mit formandskab for ADHD-foreningen kræver, at jeg er upolitisk. I modsat fald kan jeg hurtigt blive skudt alt muligt i skoene, og der skal vi ikke hen,” siger Manu Sareen således til FrederiksbergLIV.

Tredje exit

Det er tredje gang, at Manu Sareen melder sig ud af et politisk parti.

Manu Sareen blev i 2011 medlem af Folketinget for de radikale, og blev straks efter udnævnt til minister.

Manu Sareen var medlem af den københavnske borgerrepræsentation for de radikale i 2002 - 2011. I flere år var han formand for den radikale gruppe på rådhuset.

Ved folketingsvalget i 2015 blev Manu Sareen slået af Ida Auken (S), der dengang var radikal, og blev således ikke genvalgt.

I marts 2016 skiftede Manu Sareen til Alternativet, som han dog forlod igen august 2018.

I januar 2020 meldte Manu Sareen sig ind i Socialdemokratiet.

Savnede et fællesskab

I forbindelse med Sareens opstilling og valg som S-kandidat til kommunalvalget på Frederiksberg 2021 udtalte Manu Sareen, at han meldte sig ind i Socialdemokratiet, fordi han savnede at være en del af et fællesskab:

Jeg havde brug for igen at være en del af et fællesskab

“Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet i januar 2020. Jeg havde brug for igen at være en del af et fællesskab, og Michael Vindfeldt (Socialdemokratiets borgmesterkandidat på Frederiksberg, red.) havde gjort et rigtig godt indtryk på mig,” sagde Manu Sareen marts sidste år til  FrederiksbergLIV.

Ved kommunalvalget i november sidste år fik Manu Sareen 271 stemmer på Frederiksberg. Det rakte til at blive 1. suppleant.

Forfatter, coach og foredragsholder

Manu Sareen, 55, er forfatter, coach og foredragsholder. Er oprindeligt uddannet som socialpædagog. Har siden 2014 boet på Frederiksberg.

  • Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for De Radikale 2002-11

  • Medlem af Folketinget for De Radikale 2011-15

  • Medlem af Alternativet 2016-18

  • Medlem af Socialdemokratiet siden januar 2020

  • Minister for kirke, ligestilling og nordisk samarbejde 2011 - 2014 og minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold 2014-15 i Helle Thorning-Schmidt-regeringerne

  • Blev for fem år siden diagnosticeret med ADHD.  

Kilder:manu.dk, Folketinget, Netavisen Pio

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Herligt - han har aldrig været andet end en Levepolitiker - husker ham som ligestillingsminister - Manden lavede ikke en skid og når men henvendte sig til ham via mail - man hørte intet fra levebrødspolitikeren!!
Niels Sørensen
Sønderborg

Ja, det er sørgerligt, når folk putter en mønt i Socialdemokratiet, som om at det var en forlystelsestur. Det er derfor, at jeg stemmer på Morten Messerschmidt og hans Dansk Folkeparti. Der er i hvert fald ingen karriereryttere. Det er faktisk løgn. Jeg stemmer slet ikke.