Annonce

Tidligere minister: Her er sandheden om Kristian Jensens energipolitik

Finansministeren har mere travlt med at hænge sig i Frank Aaens kommunistiske fortid end at give et sandfærdigt billede af baggrunden for Radius-salget.
Finansminister Kristian Jensens reaktion på Frank Aaens detaljerede kritik af regeringens og Ørsteds forsøg på at sælge Radius er opsigtsvækkende primitiv.

Kristian Jensen hovedargument (bortset fra det højst sofistikerede argument i at minde os om, at Frank Aaen engang var kommunist) er, at "Ørsteds udvikling og succes netop er præget af, at man koncentrerer sig om kerneforretningen og frasælger øvrige forretninger".

Det er Ørsteds planer om store investeringer på 200 milliarder i "grøn omstilling", som salget af Radius skulle bidrage marginalt til, med cirka  10 procent af finansieringen.

Det med den grønne omstilling handler nemlig primært om projektudvikling af havvind i udlandet. Men Kristian Jensen forestiller sig åbenbart, at bare han taler nok om "grøn omstilling", så er der nok nogen der vil tro, at det i virkeligheden handler om Danmarks omstilling til grøn energi. Det gør det ikke.

Radius og de andre distributionsselskaber for el er en essentiel infrastruktur

Nu ligger det oven i købet sådan, at distributionsnettet for el kommer til at spille en central rolle i fremtidens mere komplekse energisystem.

Håndteringen af en variation af input fra sol, vind, store og små kraftvarmesystemer baseret på naturgas, biogas og biomasse understreger, at Radius og de andre distributionsselskaber for el er en essentiel infrastruktur, som naturligt burde placeres i Energinet.dk på linje med naturgassen, hvis nogen absolut vil flytte det fra Ørsted.

Regeringens falske pral

Det er en sandhed, at når regeringen ude i verden praler af at have gjort Danmark til et energipolitisk foregangsland, så er det en løgn. Det har regeringen ikke. Det har andre gjort.

Den nuværende regerings energipolitik kan mest rammende kaldes "Løkkes Demolition Service", for det man har gjort er at rive ned. Den sande sandhed om Ørsteds historie og rolle er, at socialdemokratiske regeringer og  kredsen af grønne partier har betragtet - og brugt - både elværkerne og DONG som entreprenører for landets energipolitik, og at det har været dette, der har gjort Danmark til et foregangsland.

Når Kristian Jensen mener, at Ørsteds "kerneforretning" skal være at sælge vindkraftprojekter rundt omkring i verden i stedet for at være entreprenør for landets energipolitik, så er det ganske enkelt fordi der efterhånden ikke er en politik at være entreprenør for. Alt handler om luftige mål uden midler og knyttet til forskellige runde årstal engang i fremtiden.

Erklæring om DONG-salg efterlyses!

Og nu, hvis jeg alligevel skulle have finansministerens opmærksomhed: Offentligheden mangler stadig at få at vide, hvad det var for en erklæring fra Skatteministeriet, der skulle leveres i slutfasen af salget til Goldman Sachs.

På det afgørende samråd i januar 2014 blev finansminister Bjarne Corydon (S) spurgt om hvorvidt det alene var Finansministeriet, der havde stået for behandlingen af sagen. Svaret var, at det var det, dog havde Skatteministeriet skulle levere en erklæring til Goldman Sachs. Hvad den gik ud på er aldrig blevet oplyst.

Var det en forhåndstilkendegivelse med OK til Goldman Sachs betingelser angående strukturelle og skattemæssige aspekter. Den sandhed fik vi ikke af Corydon. Kunne vi ikke få den af Kristian Jensen?

Poul Nielson (født 1943) er forhenværende folketingsmedlem (S), energiminister (1979-1982) udviklingsminister (1994-99) og EU-kommissær for udviklingsbistand (1999-2004).

 


Flere artikler om emnet

Annonce