Tidligere socialdemokratisk kampagnechef stiller op til Europa-Parlamentet

Ung S-kandidat vil til Europa-Parlamentet for at bekæmpe stigende ulighed og slå et slag for den grønne omstilling.
Niels Fuglsang, der er tidligere kampagneleder i Socialdemokratiet, melder sig på banen som kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet opstiller i første omgang kandidaterne til Europa-Parlamentet regionalt, og Niels Fuglsang vil opstille i Midtjylland.

”Jeg stiller op til Europa-Parlamentet nu, fordi der er mere brug for en stærk socialdemokratisk politik i EU end nogensinde før. Hvis partiet vælger mig, vil jeg bruge al min erfaring til at skabe en stærk kampagne med fokus på at bekæmpe den stigende ulighed og sætte fart på den grønne omstilling,” skriver han i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, at Niels Fuglsang forsøger at blive opstillet til et politisk valg. I 2015 var han også med i kampen om at blive kandidat til folketinget i Slagelse.

Tænketanksanalytiker fra Thisted
Niels Fuglsang er 32 år gammel og student fra Thisted Gymnasium. Han er uddannet cand.scient.pol. (statskundskab) fra Københavns Universitet og arbejder lige nu med at skrive en Ph.d.- stipendiat i politisk økonomi på Copenhagen Business School og som analytiker hos Tænketanken Cevea.

Før han kom til Tænketanken Cevea har han i en årrække arbejdet for Socialdemokratiet, først som rådgiver i Europa-Parlamentet for Dan Jørgensen fra 2010-2013, siden som kampagneleder for Socialdemokratiets Europa-Parlamentskampagne i 2014, og i 2015 arbejdede han på Helle Thorning-Schmidts valgkampagne i København.

Socialdemokratiet fik tre mandater valgt ved valget i 2014. Den nuværende gruppeformand og spidskandidat ved det valg, Jeppe Kofod, forventes at fortsætte. Det samme gør nummer to Christel Schaldemose, mens det tredje medlem, Ole ’EU’ Christensen, stopper.

Valget til Europa-Parlamentet er i maj 2019, men allerede den 21. april i år skal Socialdemokratiet i Midtjylland vælge deres kandidat. På den socialdemokratiske kongres til september skal rækkefølgen på kandidaterne findes.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce