Til kamp for borgerløn til folket

Anmeldelse: Erik Christensen har skrevet en læseværdig bog om borgerløn. Men han kommer lidt for let omkring nogle af de kritiske indvendinger.
Billede: "Gør din pligt - kræv din ret" stod der på de gamle socialdemokratiske faner. Men sloganet bruges i dag til at marginalisere blandt andet kontanthjælpsmodtagere, mener Erik Christensen. 

Ideen om en borgerløn har for alvor fået en renæssance. Lande som Finland og Holland gennemfører i øjeblikket forsøg med borgerlønsordninger, og politikere som den britiske Labourleder Jeremy Corbyn og de franske socialisters præsidentkandidat Benoit Hamon har talt for en borgerløn. Herhjemme har Alternativet lanceret ideen om at udbetale en basisindkomst uden modkrav.

Men hvad er egentlig ideen med og argumenterne for en ’borgerløn’, og hvorfor dukker diskussionen op nu? For at besvare de spørgsmålet har Erik Christensen skrevet en lille bog på godt 100 sider, ”På vej til borgerløn”.

Erik Christensen er lektor ved Aalborg Universitet og en af den danske borgerlønsbevægelses 'grand old men'. Han er blandt andet medstifter at borgerlønsbevægelsen BIEN i Danmark. Bogen placerer sig derfor også et sted mellem det sagligt oplysende og det politiske kampskrift.

Ud over en beskrivelse af hvad borgerlønstanken går ud på og en historisk gennemgang af borgerlønstanken, så sætter Erik Christensen borgerløn i forhold til blandt andet velfærdsstaten, arbejdsmarkedet, social marginalisering og udstødelse, ideen om medborgerskab og forholdet mellem ret og pligt. Det er der kommet en på mange måder interessant og læseværdig bog ud af, som sætter fingeren på mange af de ømme områder i vores nuværende samfundsmodel.

Opgør med den neoliberale konkurrencestat
I dag bruges begrebet ’ubetinget basisindkomst’ mange steder. Erik Christensen holder dog fast i begrebet ’borgerløn’, da det var sådan det blev introduceret i Danmark, mest kendt med bogen Oprør fra Midten fra 1978 af blandt andre den tidligere radikale undervisningsminister Kresten Helveg Petersen.

Og det er ikke kun på venstrefløjen og i radikale kredse, der har været begejstring for borgerlønsprojektet. Blandt tilhængerne finder man eksempelvis den amerikanske Chicago-økonom Milton Friedmann og den republikanske præsident Richard Nixon, der begge støttede ideen om borgerløn i form af en såkaldt ’negativ indkomstskat’.

Borgerlønnen kendes i en række forskellige udformninger, men Ifølge Erik Christensen er den kendetegnet ved fire forhold: Den er individuel, den er ubetinget, det vil sige den gives uden nogen modkrav, den er universel, det vil sige den gives til alle uanset indkomst og behov, og den er tilstrækkelig, det vil sige man kan leve af den, så man ikke er tvunget til at arbejde.

Når debatten om borgerløn blusser op nu, mener Erik Christensen det hænger sammen med, at den nuværende ”neoliberale konkurrencestat” og de seneste årtiers fokus på, at ”arbejde er vejen til alt godt”, har ført til en stor polarisering i samfundet: ”Det centrale er ikke medborgerskab, men at være ”employable”, at være i arbejde, at være på arbejdsmarkedet”, skriver Christensen. Hvor velfærdsstaten sigtede på at nedbryde skel, har konkurrencestaten altså opbygget nye, mener Christensen. Men det kan en borgerløn lave om på.

Den politiske fortælling
Hovedtesen i bogen er, at borgerløn må forbindes med en politisk fortælling, der kan appellere til en bred skare af partier. Erik Christensen lancerer selv tre fortællinger. En fortælling om rationalisering, der handler om at rydde op i de mange eksisterende overførselsindkomster, der ofte er uigennemskueligt for den enkelte borger og ledsaget af et stort bureaukratisk apparat til at vurdere og kontrollere, hvem der er berettiget til hvilke ydelser.

For det andet en fortælling om en videreudbygning af den universelle velfærdsstat, hvor borgerløn kan ses som et naturligt næste skridt i retning af at udbygge det sociale sikkerhedsnet og gøre op med social stigmatisering. Og for det tredje en fortælling om bæredygtighed, både miljømæssigt, socialt og økonomisk, idet borgerløn gør det muligt at sætte grænser, eksempelvis arbejdskraftens mulighed for at sætte grænser over for arbejdsgiverne.

Det er især de to sidste spor, som Erik Christensen bruger meget tid på. Han beskriver blandt andet, hvordan stressede børnefamilier vil kunne gå ned i arbejdstid, mens dem på kanten af arbejdsmarkedet, der måske kun kan arbejde nogle få timer om ugen, vil få bedre muligheder for at træde ind på arbejdsmarkedet. Det skyldes, at de, modsat i dag med kontanthjælpen, ikke vil blive modregnet i borgerlønnen. Det vil, med andre ord, ”bedre kunne betale sig at arbejde”.

Lønmodtagerne vil med en borgerløn få bedre forhandlingskraft over for arbejdsgiverne, fordi de med et udbygget socialt sikkerhedsnet nu kan sige nej til arbejdsgivernes krav. Det vil specielt gavne dem i de mest udsatte stillinger, det såkaldte ’prekariat’, som arbejder under dårlige og usikre løn- og arbejdsvilkår. Christensen gør også opmærksom på, at borgerløn kan ses som en belønning for andre typer af arbejde end blot lønarbejde, eksempelvis arbejde i hjemmet.

Alligevel er fagbevægelsen skeptisk, og det kan det være en grund til, mener Erik Christensen: ”Med en borgerløn vil den enkelte arbejder ikke længere på samme måde være tvunget til at underlægge sig den fagforeningsmæssige organisation, men i langt højere grad kunne tilslutte sig denne organisation ud fra en vurdering af, om fagforeningen rent faktisk varetager hans/hendes interesser”.

Kritiserer S i ret og pligt-diskussion
Erik Christensen folder også diskussionen om borgerløn ud til at berøre andre centrale samfundsaspekter såsom kortere arbejdsuge og Økonomisk Demokrati (ØD), idet borgerløn også kan ses som udbetaling af en samfundsmæssig ’dividende’, hvor de samfundsskabte værdistigninger fordeles til borgere i samfundet. Fokus er i første omgang på det nationale, men Christensen ser også mulighed for på sigt at udbrede borgerlønsideen i EU – ja endog på globalt plan.

Erik Christensen kommer vidt omkring. Men der er dog også områder, hvor man godt kunne have ønsket, at han var gået dybere ind i diskussionen. Det gælder eksempelvis, da Christensen skal give en etisk begrundelse for borgerlønnen. For hvorfor er det egentlig, at sunde og raske mennesker, der selv har valgt ikke at arbejde, skal have krav på at blive forsørget af dem, der arbejder? Bryder det ikke netop med en traditionel opfattelse af ret og pligt?

Christensen forsøger at angribe ret-og-pligt diskussionen fra forskellige sider. Dels ved at skrive, at den nuværende fordeling af rettigheder og pligter er skæv: ”Problemet er, at lønarbejdspligten, pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, kun gælder for de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne”. Det argument er dog en smule besynderligt, eftersom pointen jo netop er, at kontanthjælpsmodtagere også har rettigheder, altså retten til en kontant ydelse fra det offentlige, som den øvrige befolkning ikke har.

Erik Christensen kritiserer også Socialdemokratiet for at have ændret syn på forholdet mellem ret og pligt. Hvor sloganet ”Gør din pligt – kræv din ret” i slutningen af 1800-tallet var vendt mod overklassen, der sad på alle rettighederne, mens arbejderklassen havde alle pligterne, så bruger Socialdemokratiet i dag sloganet i dag til at ”legitimere, at kontanthjælpsmodtagere har færre rettigheder (…) og særlige pligter”. Et synspunkt, som også leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, Jørn Henrik Petersen tidligere har luftet.

Men budskabet fra Socialdemokratiet dengang var jo netop, at der skulle være balance mellem rettigheder og pligter – ikke at tingene skulle vendes på hovedet, så arbejderne og underklassen kun havde rettigheder, mens overklassen kun havde pligter.

I takt med at Socialdemokratiet op gennem det 20. århundrede fik udbredt rettigheder til at omfatte større og større dele af befolkningen, er det jo i det lys naturligt, at pligterne er fulgt med. Man kan altid diskutere, om der er den rette balance mellem rettigheder og pligter for eksempelvis kontanthjælpsmodtagere. Men at det skulle være i modstrid med socialdemokratisk idéarv at stille krav til folk, der får hjælp af fællesskabet, er efter denne skribents opfattelse en fejltolkning.

Et andet problem Erik Christensen kun berører overfladisk er spørgsmålet om, hvor stor en sådan borgerløn egentlig skal være. Et sted skriver han, at den skal ligge ”et sted mellem kontanthjælp og folkepension”, et andet sted at den skal være ”lige tilstrækkelig til at leve uden for arbejdsmarkedet”, altså omkring fattigdomsgrænsen.

Det er ikke ligegyldigt, hvor beløbet sættes, for det afgør, i hvor høj grad en borgerløn helt kan erstatte eller blot skal supplere andre overførselsindkomster. Såfremt den blot skal supplere andre overførselsindkomster, så vil mange af de udfordringer Christensen gerne vil til livs, eksempelvis spørgsmålet om offentligt bureaukrati og klientliggørelsen af borgerne i den offentlige sektor, jo fortsat bestå, om end måske mindre udpræget end tidligere.

Hvem skal betale?
Erik Christensen er heller ikke særlig konkret, når det kommer til spørgsmålet om, hvem der skal betale for borgerlønnen. Personligt synes jeg også, at den principielle diskussion om eksempelvis ret og pligt er mere interessant end en diskussion om penge.

Men set i lyset af, hvor ofte borgerlønstanken skydes ned med argumentet om, at det aldrig vil kunne hænge sammen økonomisk, kunne man godt have ønsket, at Erik Christensen havde gjort mere ud af at anskueliggøre, hvordan en borgerløn konkret kan realiseres.

Lidt hurtig hovedregning viser, at hvis alle godt fire millioner danskere over 18 år have udbetalt en borgerløn svarende til den tidligere regerings fattigdomsgrænse, som ifølge AE-Rådet i 2017 er på 108.600 kroner, så vil det koste over 400 milliarder kroner om året. Til sammenligning udgør de samlede nuværende offentlige overførselsindkomster 365 milliarder kroner om året (Økonomisk redegørelse 2016).

Mens nogle ydelser som eksempelvis SU vil kunne afskaffes, vil fortsat være behov for at yde et betydeligt ekstra bidrag til eksempelvis folke- og førtidspensionister, da de ellers vil opleve en meget stor nedgang i indkomsten, idet pensionen i dag ligger et stykke over fattigdomsgrænsen. Og folke- og førtidspension er de to klart tungeste poster på det offentlige budget. Læg dertil, at en del formentlig vil vælge at arbejde mindre når der indføres en borgerløn (hvilket jo faktisk er et af formålene), så skatteprovenuet falder.

Det er umiddelbart svært at se, hvordan det skal hænge sammen, hvis ikke de tilbageværende på arbejdsmarkedet skal beskattes meget hårdt. Christensen taler om, at det kan ske gennem eksempelvis skat på kapitalgevinster, eller gennem en omsætningsafgift på EU-plan. Men det er vanskeligt at se, hvordan det skal skrabe penge sammen i et omfang, der kan finansiere en borgerløn.

Sætter fingeren på ømme punkter
Ud over en litteraturliste er bogen ikke forsynet med kildehenvisninger, og det kunne man sine steder godt savne. Når eksempelvis ”velfærdsforskere siger”, så kunne det være ret med en kilde på, hvem det drejer sig om og hvilke sammenhæng det er sagt i.

Det skal dog ikke skygge for, at Erik Christensen har skrevet en på mange måder vigtig og interessant bog. Erik Christensen gør os ikke bare klogere på fænomenet borgerløn, han sætter også fingeren ned på de ømme tæer i vores samfund, hvor vi åbenlyst har brug for at tænke i nye baner. Om løsningen så er borgerløn eller ej, er en anden diskussion.

 

Erik Christensen: På vej til borgerløn, Hovedland, 2017. 129 sider.


Kommentarer fra Facebook

Annonce