Annonce

Tilbage til stenalderen

Oppositionens modstand imod forsøg med e-valg skader demokratiet.
Forleden kunne man læse, at de unge ikke gider kommunalvalg. I dag spænder Enhedslisten og Venstre (sammen med resten af den borgerlige opposition) ben for, at seks kommuner kan afprøve nye former for afstemninger til kommunalvalget.

Med andre ord: Muligheden for at give et politisk nederlag til Socialdemokratiet og regeringen var vigtigere for Venstres IT-ordfører Michael Aastrup Jensen end muligheden for at udvikle og udbrede demokratiet.

Socialdemokraterne har gennem flere år lyttet til kommunernes ønske om at få lov til at lave forsøg i seks kommuner, hvor man vil skifte blyanten ud med en skærm og gøre det muligt at stemme elektronisk i stemmebokse på rådhuset. Der er altså ikke tale om elektroniske valg over nettet hjemmefra computeren eller tablet.

Hvorfor er det problematisk, at seks kommuner nu ikke får lov til at lave forsøg med e-valg?

1) Flere tusinde stemmer går ved hvert valg tabt, fordi vælgerne sætter ring rundt om kandidaten, skriver eget navn, en lille hilsen osv. Ved e-valg undgår man at vælgere utilsigtet lader deres stemme gå tabt.

2) E-valg kan give nye former for valg. Valgdeltagelsen falder ved hvert valg. Særligt de unge og socialt dårligt stillede stemmer ikke. Det er et demokratisk problem. Det skal der gøre noget ved. Kommunerne ønskede at afprøve nye former via e-valg. F.eks. at tage ud med stemmeboksen hvor de unge og socialt dårligt stillede er. Det kender vi allerede i dag på plejehjem og ældreboliger. Nu skulle turen være kommet til de unge.

3) I dag har kommunerne svært ved at skaffe folk, når stemmerne skal tælles op. Og dem der tæller, tæller ofte forkert. Menneskehænder, der skal tælle flere millioner stemmer op over på en enkelt aften, laver fejl. Vi ser ved hvert valg, at kandidaterne kræver fintælling. Noget som kan rykke ved store valg. F.eks. var Helle Thoring-Schmidt selv ude i en fintælling 1999, da hun vandt det sidste socialdemokratiske mandat til Europa-Parlamentet med kun 38 stemmer over John Iversen. Ved e-valg undgår man fejloptællinger.

4) De handicappede og blinde håbede, at e-valg kunne give dem mulighed for at stemme uden hjælp fra en valgtilforordnet. E-valg kunne nemlig gøres handicapvenligt med oplæsning af stemmeseddel eller større skrift mm.

Kritikerne mener, at vi ikke skal eksperimentere med vores demokrati. Og nej selvfølgelig ikke. Derfor talte kommunerne om forsøg i seks kommuner, som skulle vise fordele og ulemper. Og sikkerheden skal være i orden. Derfor anbefalede eksperterne, som rådgav Folketinget i spørgsmål, også kun om, at kommunerne lavede forsøg med e-valg på valgstederne.

I dag stemmer vi med blyant og pen. Hvis vores forfædre ikke havde været modige og forsøgt sig med den moderne papyrus-teknologi, ville vi stadig afgive vores stemme med sten i en krukke eller håndsoprækning. At Venstre (sammen med stort set resten af Folketinget) bliver liggende i hængekøjen, i stedet for at forsøge at løse demokratiets udfordringer er sørgeligt. Taberne er vores demokrati, de unge, der ikke gider stemme og de handicappede, som gerne vil stemme uden hjælp fra andre.

Men Venstre gav da regeringen en lille en over nakken og det kan Aastrup Jensen så glæde sig lidt over.


Flere artikler om emnet