I starten af 2008 igangsatte Arbejdsmarkedsstyrelsen et stort forsøg med titlen ’Alle i gang’. Forsøget involverede kontant- og starthjælpmodtagere over 29 år, som havde været ledige i mere end seks måneder. I praksis havde deltagerne været ledige langt længere, med i gennemsnit fire år på offentlig forsørgelse.

Ekstra samtaler med sagsbehandlerne førte til en højere grad af aktivering af deltagerne i forsøget

Forsøget omfattede en gruppe, der fik en mere intensiv indsats, omfattende et forløb med ugentlige samtaler i 26 uger, samt en kontrolgruppe, der fik den almindelige indsats.

Resultaterne af forsøget viste, at de ekstra samtaler med sagsbehandlerne førte til en højere grad af aktivering af deltagerne i forsøget. Alligevel kom de ikke i højere grad i beskæftigelse end de ledige i kontrolgruppen.

Faktisk havde de jobcentre, der ikke øgede brugen af aktivering bedre resultater med at få de arbejdsmarkedsparate ledige i beskæftigelse.

Den eksisterende tilgang til aktivering virker ikke

Siden har flere forsøg vist det samme, og det er nu veldokumenteret, at den eksisterende tilgang til aktivering ikke virker i forhold til at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde.

Faktisk kommer langt de fleste kontanthjælpsmodtagere, omkring 70 procent, aldrig i arbejde. Det tal har været konstant siden 1980’erne, og den eneste forskel de mange reformer gennem årtierne har haft er hvilken ydelse de langtidsledige er på.

Alligevel fortsætter den udvikling, der har været i gang siden 1990’erne, hvor der i stigende grad gøres brug af krav om aktivering under trusler om sanktioner i håb om at det kan motivere de ledige til at tage et arbejde.

Og det sker ikke bare for de ledige, der er erklæret arbejdsmarkedsparate, men også dem som har andre problemer end arbejdsløshed. På trods af gentagne forsikringer fra de ansvarlige politikere om at de ledige som har andre problemer end arbejdsløshed ikke ville blive ramt af reformerne har mange socialt udsatte fået nedsat deres ydelser som et resultat af de seneste års reformer.

Sanktioner rammer også mennesker med psykiske problemer

For eksempel var over halvdelen af de cirka 50.000 personer, der i 2016 modtog et varslingsbrev om kravet om at efterleve 225-timers reglen kategoriseret som ’aktivitetsparate’. Det vil sige at de var kategoriseret af jobcentret som ikke umiddelbart i stand til at tage et arbejde.

Det vil sige at de var kategoriseret af jobcentret som ikke umiddelbart i stand til at tage et arbejde

En spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af omkring 1.000 kontanthjælpsmodtagere, der blev ramt af den tidligere timeregel i perioden 2007-11 viste, at mere end en tredjedel af interviewpersonerne der havde fået frakendt kontanthjælp som følge af timekravet svarede at de havde kronisk sygdom eller lignende og dårligt eller meget dårligt helbred.

Tilsvarende har analyse af registerdata tidligere vist, at hver femte af de kontant- eller starthjælpsmodtagere der blev sanktioneret mellem 2007 og 2009 købte antidepressiv medicin minimum én gang, og hver fjerde brugte psykofarmaka mod depression, angst eller psykoser. Sanktioner anvendes altså også overfor mennesker med psykiske problemer.

Det er som bekendt definitionen af vanvid at gentage den samme handling igen og igen og forvente et nyt resultat

Det er som bekendt definitionen af vanvid at gentage den samme handling igen og igen og forvente et nyt resultat. Det er ikke desto mindre den tilgang man har valgt når det kommer til beskæftigelsesindsatsen for kontanthjælpsmodtagerne.

Og det sker med høje omkostninger for udsatte mennesker, som oplever øget stress og udsættes for sanktioner med potentielt meget store konsekvenser for deres økonomiske situation.

Således kan et gift par uden børn, som sanktioneres for manglende efterlevelse af 225-timers reglen, ende med at mangle mere end 6,000 kroner om måneden for at kunne dække deres minimumsudgifter som defineret af Rockwoolfondens Forskningsenhed.

Frivillighed skaber de største resultater 

Stramningerne sker på trods af at forsøg baseret på en frivillig indsats med udgangspunkt i borgernes egne prioriteter har vist langt bedre resultater.

60 procent af det første hold deltagere selvforsørgende

Det gælder forsøget 'Langtidsledige Tager Teten', hvor Aarhus Kommune har givet knap 100 borgere et budget på 50,000 kroner til en indsats de selv mener vil hjælpe dem tættere på arbejdsmarkedet. Nu, to år efter projektet startede, er 60 procent af det første hold deltagere selvforsørgende. Og der er vel at mærke tale om langtidsledige, som ikke havde nogen udsigt til at komme i beskæftigelse gennem den ordinære tilgang.

Samme erfaring kommer fra de såkaldte ’Empowerment’-forsøg i 30 kommuner, hvor resultaterne indikerer, at chancerne for et positivt forløb er større når borgeren har en plan baseret på egne mål og når der arbejdes med de barrierer borgeren selv peger på.

Der er altså meget, der tyder på at det afgørende ikke så meget er selve indsatsen, men om indsatsen er baseret på frivillig deltagelse og er udformet på en måde så borgeren ’tager teten’, som det er blevet formuleret i Aarhus-forsøget med borgerbudgetter. Det er det, der giver den selvtillid og motivation som er nødvendig for at folk kommer i arbejde.

Det er det, der giver den selvtillid og motivation som er nødvendig for at folk kommer i arbejde

I andre lande ser vi i stigende grad en erkendelse af den potentielle betydning af en frivillig indsats. Lande som Holland, Finland, Skotland, Spanien og USA er i øjeblikket i gang med at planlægge eller gennemføre forsøg for at teste forskellige former for kontanthjælp uden krav og sanktioner.

Nationalt eksperiment baseret på tillid

Vi bør også i Danmark gennemføre et stort nationalt forsøg, eller flere lokale forsøg, med kontanthjælp, hvor borgerne sættes fri af krav og sanktioner og i stedet tilbydes en helhedsorienteret støtte, med udgangspunkt i socialfaglig rådgivning og tillid.

Vi har som skatteydere krav på at vide, at de 13 milliarder kroner, der hvert år bruges på den aktive beskæftigelsespolitik rent faktisk virker

Der har gennem de sidste 10-15 været gennemført en række randomiserede kontrollerede forsøg på beskæftigelsesområdet, men altid med en indsats baseret på obligatorisk deltagelse i flere møder og mere intensiv aktivering end normalt, uanset borgernes behov.

Vi har som skatteydere krav på at vide, at de 13 milliarder kroner, der hvert år bruges på den aktive beskæftigelsespolitik bruges på indsatser, der rent faktisk virker og som ikke bare gør livet sværere for de mest udsatte borgere.