Tillidsfolk skal beskyttes som whistleblowere

Nuværende whistleblowerordninger fungerer ofte som symptombehandling. Centrumvenstre bør i stedet arbejde for ny lovgivning, der gennem optimal beskyttelse giver tillidsrepræsentanter mulighed for at håndtere oplysninger om uregelmæssigheder, nepotisme eller korruption på arbejdspladsen.
Skandalesagen om svindel for 6,2 milliarder kroner med refusion af udbytteskat er den seneste i rækken af historier, der viser, at Danmark trods sine på alle parametre uhyre kompetente embedsmænd og sagsbehandlere naturligvis ikke helt kan undgå sager, vi helst ville være foruden. Der er imidlertid ingen grund til at tale problemerne op. Omfanget af skandalesager er ikke større end tidligere. Snarere tværtimod.

Whistleblowerordninger er efter min bedste overbevisning udtryk for en symptombehandling af en uhensigtsmæssig arbejdspladskultur

Ikke desto mindre har der igennem de seneste år været sat spot på indførelsen af såkaldte whistleblowerordninger, hvor ansatte mod angivelig anonymitet kan ’blæse i advarselsfløjten’, når de oplever kritisable eller ulovlige forhold på deres arbejdsplads. På HK Kommunals område er der indtil videre etableret institutionaliserede sladreordninger for de ansatte i fem kommuner og i en enkelt region. Det er sket i form af institutioner i institutionen.

Anonymiteten går fløjten
Jeg er langtfra overbevist om, at sådanne ordninger kan gøre den store forskel. I hvert fald ikke i Danmark. Whistleblowerordninger er efter min bedste overbevisning udtryk for en symptombehandling af en uhensigtsmæssig arbejdspladskultur. Og den tilstræbte anonymitet for den medarbejder, der fløjter i en whistleblowerordning, går jo helt tabt, hvis det kommer til en retssag om ulovlige eller kritisable forhold.

Kommuners og regioners pligt til åbenhed i forvaltningen kolliderer også med anonymiteten. Jeg kan derudover frygte, at ordningen fremmer en slags stikkerkultur, hvor den i nogle tilfælde bliver misbrugt til hævn og sladder. Endelig viser en ny afhandling fra RUC, at mange virksomheder bruger ordningen som en ’kritikafmonterende mekanisme’, hvor de ansattes kritik bliver kvalt.

Offentligt ansatte skal kunne fortælle om uregelmæssigheder på arbejdspladsen til deres tillidsrepræsentant

Politikerne på Christiansborg barsler med en betænkning om ’offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger’, der lige nu er i høring, men som heldigvis anbefaler, at der ikke skal indføres en whistleblowerordning ved lov. Men det anbefales samtidigt, at arbejdsgivere og medarbejdere sammen overvejer, om det er hensigtsmæssigt med en whistleblowerordning.

Pressede ansatte
Jeg tror, vi skal gå en helt anden vej, hvis vi for alvor skal have gennemsigtighed i den offentlige forvaltning: Offentligt ansatte skal kunne fortælle om uregelmæssigheder på arbejdspladsen til deres tillidsrepræsentant, der mod en ekstra beskyttelse så skal have ret og pligt til at videregive oplysningerne til kommunens, regionens eller statens øverste ledelse. Den tillidsrepræsentant, der på den måde påtager sig rollen som whistleblower enten via overenskomstsystemet eller måske endnu bedre gennem lovgivningen, skal have en ekstra beskyttelse.

Uanset hvordan man tænker sig at vende eller dreje bevisbyrden, mener jeg ikke, den helt almindelige offentligt ansatte skal pålægges den tunge byrde, det er, at gå uden om alle eksisterende kanaler for at berette om ulovligheder på arbejdspladsen. Den offentligt ansatte er hårdt nok presset i forvejen, og vi har jo i forvejen nogle helt udmærkede kommunikationskanaler og -strukturer i form af vores tillidsrepræsentantsystem.

Tillidsrepræsentanter skal beskyttes
Tillidsrepræsentanterne i kommuner, regioner og stat er uddannede til at føre svære sager til dørs, og de udgør krumtappen i vores absolut bæredygtige aftalesystem. Derfor er det oplagt at gøre medarbejderrepræsentanterne til omdrejningspunkter for bærere af tung og måske fatal viden.

Med en institutionaliseret whistleblowerordning bliver det mere unaturligt at fremføre sin kritik i det åbne rum

Men retssikkerheden skal i så fald forbedres for vores tillidsfolk. Et nyt lovinitiativ fra Socialdemokraterne og centrumvenstre kan for eksempel gå på at give tillidsrepræsentanterne en ekstra beskyttelse. Det kan ske ved, at bevisbyrden lægges over på arbejdsgiveren, eller ved at erstatningerne bliver højnet markant i tilfælde af fyringer.

Jeg er med på, at der fortsat skal arbejdes for at sikre ytringsfriheden for alle offentligt ansatte. Ytringsfriheden er en af hovedhjørnestenene i et demokratisk og åbent samfund. Men nogle har en tendens til at sætte lighedstegn mellem ytringsfrihed og de institutionaliserede whistleblowerordninger. Og den sammenligning holder efter min bedste overbevisning ikke.

Hvis man kortslutter de eksisterende kanaler og opretter en selvstændig instans for oplysninger om uregelmæssigheder, risikerer man at begrænse ytringsfriheden. Med en institutionaliseret whistleblowerordning bliver det nemlig mere unaturligt at fremføre sin kritik i det åbne rum, der bør kendetegne enhver gennemsigtig, ærlig og tillidsfuld arbejdspladskultur.

 

Bodil Otto (f. 1957) er formand for HK Kommunal og tillige formand for Offentligt Ansattes Organisation (OAO), der er en sammenslutning af 29 fagforeninger med i alt 200.000 ansatte på offentlige arbejdspladser. Hun er oprindeligt Kontoruddannet fra Helsinge Rådhus.

Dagens Pio klumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Bodil Otto er formand for HK-Kommunal.


Kommentarer fra Facebook

Annonce