Tiltale mod Støjberg klar og socialdemokrat udråbt som chefforhandler i EU

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Endelig tiltale mod Støjberg nu klar, socialdemokrat bliver chefforhandler for Europa-Parlamentet og voldsom stigning i henvendelser om digitale krænkelser.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Tiltale mod Støjberg: Hun gav urigtige oplysninger fire gange

Den endelige tiltale mod Inger Støjberg er klar, og man forventer at indlede en rigsretssag senere i år.

Det skriver Berlingske.

Et stort flertal i Folketingets underudvalg har vedtaget tiltalen mod Inger Støjberg (V) i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Det oplyser De Radikales retsordfører Kristian Hegaard.

Samtlige samråd, hvor den tidligere udlændingeminister har talt usandt over for Folketinget, er omfattet af tiltalen.

I det oprindelige udkast var blot ét samråd nævnt. Men nu er alle samråd nævnt som en skærpende omstændighed i tiltalen.

Hidtil har tiltalen lydt, at Inger Støjberg gav urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget på et enkelt samråd 21. juni 2017.

Men nu er det tilføjet, at hun også gjorde det på i alt fire samråd. Det omfatter også 23. juni 2017, 11. oktober 2017 og 1. marts 2019.

Sagen skal debatteres i Folketinget torsdag og stemmes igennem tirsdag i næste uge.

Læs mere her.

 

Socialdemokrat bliver chefforhandler for Europa-Parlamentet

Christel Schaldemose (S) er blevet valgt som Europa-Parlamentets chefforhandler på en ny lov om digitale services, hvor EU skal sætte rammer for de store it-giganter.

Sådan skriver dr.dk.

Den socialdemokratiske europaparlamentariker er begejstret for sin nye rolle.

Hun skriver i sin første melding på Twitter, at hun vil "kæmpe for borgernes rettigheder over for de teknologikæmper, som gør vores liv meget nemmere, men som også behændigt undgår det ansvar, som følger med deres rolle i samfundet".

“Sider som Wish og faktisk også Amazon omgår EU's krav til produktsikkerhed og undgår at tage ansvar for farligt indhold solgt på deres platforme,” skriver Schaldemose på Twitter.

 

placeholder
 

 

Voldsom stigning i henvendelser om digitale krænkelser

I 2020 har Red Barnets SletDet-rådgivning modtaget flere end 1.300 henvendelser om digitale krænkelser. Det er en stigning på 87 procent i forhold til året før. Corona-nedlukningen har gjort børn og unge mere sårbare hjemme foran skærmen, og derfor er Red Barnet bekymret over stigningen.

Det skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.

Rekordmange børn og unge har fået hjælp hos Red Barnets rådgivning SletDet i 2020.

Sidste år modtog rådgivningen 1.319 henvendelser, og næsten en tredjedel af dem drejede sig om digitale sexkrænkelser som for eksempel ufrivilligt at få delt et nøgenbillede. Andre henvendelser handlede om digital mobning, grooming eller problemer med for eksempel at få slettet en profil på sociale medier.

I 2019 fik 707 børn og unge hjælp hos SletDet, og antallet af henvendelser i 2020 er dermed en stigning på 87 procent i forhold til året før.

Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, er glad for, at så mange flere har fået hjælp i SletDet-rådgivningen i 2020.

“Ingen børn og unge skal stå alene, når de har været udsat for en digital krænkelse. Alle skal vide, hvor de kan få hjælp. Mange børn og unge taler ikke med deres forældre eller andre voksne om det, når de bliver krænket på nettet, fordi de synes, det er pinligt eller skamfuldt. Derfor er det så vigtigt, at de søger støtte og rådgivning andre steder, og det er glædeligt, at så mange flere har fået hjælp hos SletDet,” siger Johanne Schmidt-Nielsen i pressemeddelelsen.

Den voldsomme stigning i henvendelser om digitale krænkelser gør også indtryk på uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

 

placeholder
 

 

Læs mere her.  

 

Så mange medlemmer har Løkkes netværk

Medlemstallet i Lars Løkkes netværk 'vokser stille og roligt'. Der gemmer sig 'mere end en interessant artikel i mit medlemsregister', lyder det fra Løkke.

Siden tidligere statsminister og nu løsgænger Lars Løkke Rasmussen startede sit politiske netværk 8. januar, har 13.199 personer sluttet sig til.

Det oplyser Lars Løkke i en mail til Ekstra Bladet onsdag formiddag.

“... og det vokser stille og roligt,” skriver han om medlemstallet.

Lars Løkke skriver desuden, at er der indtil videre ikke er nogen “ekstern økonomi knyttet til netværket”.

“... men det siger sig selv, at det i længden ikke kan drives – eller for den sags skyld vokse sig til – hvis rammerne omkring det ikke professionaliseres. Så der vil selvfølgelig være behov for at undersøge mulighederne for at tilvejebringe et økonomisk fundament under det, men der er jeg altså ikke endnu,” lyder det.

Mandag fik Folketinget endnu en løsgænger, da Jens Rohde meldte sig ud af de radikale.

Om Rohde er blevet fristet af at melde sig ind i Løkkes netværk, vil den tidligere statsminister og Venstre-formand ikke sige noget om.

“Det ville, hvad du godt ved, være et brud på GDPR-reglerne, hvis jeg begyndte at oplyse, hvem der har meldt sig ind. Beklager, selvom der helt sikkert gemmer sig mere end en interessant artikel i mit medlemsregister,” skriver Løkke.

Læs mere her.

 

Nyt wildcard styrker PTSD-ramte veteraner på arbejdsmarkedet

I dag lancerer regeringen en ny wildcard-ordning, som skal styrke PTSD-ramte veteraners tilknytning til arbejdsmarkedet.

Sådan skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Veteraner med PTSD rammes forskelligt. Nogle er i perioder i stand til at arbejde og har stor gavn af det sociale fællesskab, som arbejdspladsen er. Men PTSD gør, at de i andre perioder ikke kan have tilknytning til arbejdsmarkedet. I dag risikerer denne gruppe af veteraner at miste retten til førtidspension, hvis de har en stor tilknytning til arbejdsmarkedet, og kommunen vurderer, at deres arbejdsevne er blevet forbedret.

Det nye tiltag betyder, at veteraner på førtidspension med PTSD eller PTSD-lignende diagnoser kan have tilknytning til arbejdsmarkedet i de perioder, hvor de har det godt. Med sikkerhed for at have førtidspensionen at falde tilbage på, hvis de skulle få det værre igen. Og uanset, at deres arbejdsevne forbedres permanent.

“Som samfund har vi et særligt ansvar overfor vores veteraner. Derfor virker det besynderligt, at skadede veteraner, der har det godt for længe og bidrager på arbejdsmarkedet, risikerer at miste deres sikkerhedsnet. Jeg tror på, at tilknytningen til arbejdsmarkedet kan styrke veteranerne og give dem en bedre hverdag. Derfor skal deres tilknytning til arbejdsmarkedet ikke straffes,” siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

“Som beskæftigelsesminister glæder det mig, at vi nu kan skabe nogle tryggere rammer for den her gruppe af mennesker, som har tjent Danmark i udlandet, hvilket desværre har resulteret i en PTSD-diagnose. Selvom det er meget få mennesker, som bliver frakendt deres førtidspension, så synes jeg, vi skylder at tage særlige hensyn, når det gælder veteraner og andre, der kommer hjem med PTSD efter at have været udsendt i statens tjeneste,” lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Glemte I ikke liige lidt belejligt at nævne, at Soc.Dem. lettere uforståeligt - og meget lidt kønt - tilsluttede sig en underlig borgerligt drevet proportionsforvrængning gående ud på at tilkendegive, at Støjbergs ulovlighed var drevet af et politisk hensigtsmæssigt synspunkt? Hvordan kan ulovlig administration og negligering af de berørte unge menneskers ret til individuel sagsbehandling og partshøring i forbindelse med noget så indgribende som en adskillelse fra det ene menneske, som de var tættest på efter en ofte svær og farlig flugt nogensinde være politisk hensigtsmæssigt for det parti, hvis statsminister - når det passer pr-mæssigt - stiller sig op på at være børnenes parti og statsminister? Her taler vi jo om (store) børn i krise på 16 - 17 år på adskillelsestidspunktet! Men det er måske for svært for Soc.Dem. at håndtere og forsvare, når man frygter vælgerne mere end man respekterer menneskerettighederne.

Annonce