Tina Aurvig-Huggenberger blev i 2007 fravalgt som formand for LO, i et tæt kampvalg med Harald Børsting. Valget satte punktum for en over 20 år lang karriere i dansk fagbevægelse, som startede som tillidsrepræsentant for pædagogmedhjælperne i en børnehave på Frederiksberg i midten af firserne.

Det satte gang i en lynkarriere i fagbevægelsen, først som fællestillidsrepræsentant, senere formand for LO-Storkøbenhavn og endelig som medlem af LO’s øverste ledelse, bare 32 år gammel. Hun havde gode muligheder for at blive den første kvinde i spidsen for LO, men blot en lille håndfuld stemmer ville det anderledes.

Hun forlod fagbevægelsen og blev i stedet lobbyist og er i dag direktør i Kreativitet & Kommunikation, der er brancheorganisation for landets reklame- og kommunikationsbureauer.

Det er sådan i korte træk, hovedhistorien i Tine Aurvig-Huggenbergers selvbiografi ”Viljen er alt”, som udkom før sommerferien.

Selvom titlen lyder som en selvhjælpsbog fra en olympisk guldmedaljevinder, så er den egentlig ikke specielt dækkende for Aurvig-Huggenbergers historie. For det er ikke altid nok at ville, man skal også have evnerne til at skabe varige alliancer, sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og nogle gange også have heldet til at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

Man bliver bogen igennem underholdt. Tonen er som oftest selvironisk, og man får lyst til at læse videre.

En fagbevægelse i forandring
Mængden af biografier og selvbiografier, der handler om politikere, er der mange af, og derfor er det interessant med en bog om en af de store, men også for mange lidt ukendte størrelser, i det danske samfund, nemlig fagbevægelsen.

Ikke mindst fordi fagbevægelsen - i de 25 år Aurvig-Huggenberger var med - ændrede sig meget markant, blandt andet som følge af afskaffelsen af eksklusivaftalerne, fjernelsen af de formelle bånd til Socialdemokratiet og lukningen af Dagbladet Aktuelt.

Fra at medlemmerne kom automatisk, skulle folk overbevises om at fagbevægelsen var en god ide, og der kom pludselig et helt andet fokus på, hvordan de faglige ledere brugte medlemmernes kontingentkroner. Og de første spæde opgør med en usund kultur med alt for meget pamperi.

Hun fortæller om, hvordan ledelsen i LO hver eneste måned fik to kartoner smøger stillet på skrivebordet, med venlig hilsen fra Skandinavisk Tobakskompagni. Om møder med lokale fagforeningsledere, der sad og rystede af abstinenser, fordi hun havde fjernet øl og bitter fra mødebordene.

Og om hvordan uduelige eller udbrændte medarbejdere blev forfremmet, eller sendt på ”fjernlageret” i en af kooperationens konstant underskudsgivende virksomheder.

Det er selvfølgelig noget værre pamperi og nepotisme, men det er måske ikke to de kartoner cigaretter, som fik medlemmerne til at forlade LO-fagforeningerne i stor stil, da eksklusivaftalerne først blev gjort ulovlige.

Ingen bitter bog
Man siger at tiden læger alle sår, og det gælder også for Huggenbergers vurderinger af hendes tidligere med- og modstandere.

Nuvel, der uddeles ikke mange rosende ord til hverken Harald Børsting eller FOA-formanden Dennis Kristensen, men ellers er det småt med udleveringen af navngivne personer. Og det virker nærmest demonstrativt, når hun ikke nævner Lizette Riisgaard, der endte med at blive LO’s første kvindelige formand. Heller ikke Socialdemokratiets nuværende formand får mange ord med på vejen.

Tine Aurvig-Huggenberger kommer også ind på hendes forhold til Helle Thorning-Schmidt, som hun har været veninde med siden Thorning arbejde som EU-konsulent i LO, og det venskab bærer hendes vurdering af den - for både parti og fagbevægelse kuldsejlede periode under Thorning – tydeligt præg af.

Thorning kunne indimellem godt være lidt stædig, men det var ligeså meget Børsting, der havde ansvaret for, at der ikke kunne blive landet en trepartsaftale mellem regeringen og LO. Havde Tine blot været formand for LO, så havde det måske gået anderledes, lyder hendes analyse.

Helt ukritisk over for Helle Thorning-Schmidt er Tine Auvig-Huggenberger dog ikke. Hun mener f.eks., at løftebruds-diskussionen for en stor dels vedkommende var selvforskyldt, og at det var en dårlig idé at Helle & co. gik til valg uden at have taget de radikale i ed.

Fra knallertbølle til cheflobbyist
Bogen er en historie om social opstigning, for det stod ingen steder skrevet, at Tine Aurvig Brøndum fra Randers, der voksede op sammen med en mor i et voldeligt forhold til en mand, som blot bliver nævnt som ’Psykopat-Jimmy’, skulle ende som cheflobbyist på den absolutte top af det danske samfund.

Hendes tidlige ungdom blev tilbragt sammen med en lokal knallertbande i Randers, hvor menuen stod på øl og hash, hvilket til sidst fik moren til at sende den uregerlige datter på efterskole på Tvind. Netop oplevelserne på Tvind er bogens absolut mest interessante del.

Vi indføres i en pædagogik, hvor alle i princippet bestemte, men hvor fraværet af ansvarlige voksne betød, at de stærke unge tog magten. Tine var selv en af dem. Hun tog ivrigt del gruppe-mobning og fællesmøder, hvor de, der faldt uden for fællesskabet blev sat på plads.

Tine Huggenberger beretter om tiden i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, som hun var medlem af fra midten af 80’erne og nogle år frem. I afsnittet om hendes ophold på partiskole i DDR formår hun at udlevere både sig selv og hele den kommunistiske selvopfattelse. Vi får indblik i, hvordan Murens fald og kommunismens sammenbrud, ramte de mennesker, som havde forvildet sig ind i den kommunistiske bevægelse.

Efter nederlaget til Børsting endte Huggenberger i en retssag om hendes pension. Spørgsmålet var om hun havde ret til en lukrativ tilsagnspension eller ej.  Den sag har selvfølgelig fyldt meget i både Tine Huggenbergers eget liv og i medierne, men i bogen bliver det kedelig læsning.

Enkelte steder er der nogle afsnit, som føles som ren fyld. Hele Tines opstillingstale til LO-kongressen gengives i sin fulde længde, og hun bruger et helt kapitel på at forsøge at definere, hvad det for hende vil sige at være ”hardcore feminist”. Uden at man som læser bliver ret meget klogere.

Huggenbergers historie er bestemt værd at bruge nogle timer på, særligt hvis man interesserer sig for dansk fagbevægelse og Socialdemokratiet. Man bliver bogen igennem underholdt. Tonen er som oftest selvironisk, og man får lyst til at læse videre.

Viljen er alt - Mit liv med brud og kampe' af Michael Holbek og Tine Aurvig-Huggenberger. Forlaget Rosinante. Er udkommet.