Tingets tilstand: Dansk forsvarsaftale og Vermund freder Arne-pension
Velkommen til Netavisen Pios nye analytiske magasin 'Tingets Tilstand - med Damsgaard og Jespersen'.
I 'Tingest Tilstand' vil politisk kommentator Benny Damsgaard og chefredaktør Niels Jespersen hver uge gennemgå både den vigtigste og den mest oversete nyhed i dansk politik.
Den forgangne uge har både budt på store nationale og internationale politiske højdepunkter.
Ugens helt store historie er et nybrud i forsvarspolitikken, der er på vej i Danmark. Ved et pressemøde torsdag kunne statsminister Mette Frederiksen (S) fortælle, at Danmark og USA er påbegyndt forhandlinger om en mulig aftale, der på længere sigt kan betyde, at USA kan placere både soldater og materiel på dansk jord.
Hvad kan der potentielt ligge bag den politiske beslutning og hvordan skal Socialdemokratiet forholde sig til støttepartiernes skepsis? Og hvad betyder det for SF's regeringsdrømme?
Ugens oversete historie er Nye Borgerliges måske lidt overraskende udmelding om, at de ønsker bevare og holde hånden under Arne-pensionen - også selvom der skulle komme en borgerlig regering ved næste valg.
Hvorfor vælger Vermund at gå ind i netop den dagsorden og hvilken signalværdi har udmeldingen? Er det godt nyt for regeringen, eller har Socialdemokratiet mistet muligheden for at genbruge sit trumfkort i endnu en valgkamp?
Det kan du få Benny Damsgaards og Niels Jespersens bud på i denne udgave af dit ugentlige politiske magasin: “Tingets Tilstand - med Damsgaard og Jespersen”.
Tingets tilstand med Damsgaard og Jespersen
Hver mandag går politisk kommentator Benny Damsgaard og chefredaktør Niels Jespersen i studiet for at se nærmere på, hvad der er sket i dansk politik i den foregående uge.
De dvæler ved den dramatiske politiske uge, hvor de sætter fokus på de mest væsentlige overskrifter og de oversete dagsordner.