To tidligere ministre afløser Trine Bramsen

Socialdemokratiets retsordfører skal på barsel. Hun bliver erstattet af to tidligere ministre.
Socialdemokratiets folketingsmedlem Trine Bramsen er gravid og går 3. april på barselsorlov. Det betyder et midlertidigt comeback til tidligere by- og boligminister Carsten Hansen, som indtræder i folketinget i hendes sted, mens retsområdet frem til 1. august vil blive varetaget af tidligere justitsminister Morten Bødskov.

Carsten Hansen regner ikke med at han skal udrette revolutioner i folketingsgruppen.

”Jeg skal jo først og fremmest stemme, når der skal stemmes,” siger han til TV2 og fortsætter:

”Men det er ikke afklaret, hvilke udvalg jeg skal være en del af. Jeg forestiller mig næppe, at de gør mig til retsordfører. Men jeg skal ind og være en del af gruppen. Og så tænkte jeg, at det da kunne være meget hyggeligt at komme ind til de gamle kolleger et par måneder, eller hvor længe det bliver. Men jeg regner ikke med, at jeg skal ind og forandre det store,” siger han til stationen.

Har været lobbyist
61-årige Carsten Hansen sad i folketinget fra 1998 og frem til 2015, hvor var blandt andet gruppeformand og havde posten by- og boligminister i Helle Thornings regering. Efter valget, hvor han ikke blev genvalgt, trak han sig som folketingskandidat i Odense Sydkredsen, hvor han er blevet erstattet af den tidligere DSU-formand Alexander Grandt.

Carsten Hansen har siden valget i 2015 arbejdet som lobbyist – først i det store københavnske Public Affairs-bureau Rud Pedersen og efterfølgende som selvstændig. Han var en kort periode kandidat til byrådet i Odense, men trak sig inden valget.

36-årige Trine Bramsen har siddet i folketinget siden 2011. Hun har været en aktiv læserbrevsskribent på Netavisen Pio. Trine Bramsen skal være på barsel frem til 1. juni.

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook