Annonce

Tømrer skal lede vestegnskommune til socialdemokratisk storhed

Stemmerne er talt op og magten er vendt i vestegnskommunen Glostrup, der nu får en socialdemokratisk borgmester og 3F'er ved roret.
Den københavnske forstadskommune Glostrup har siden 2010 været i mørkeblå hænder med partiet Venstre for bordenden.

Men efter valgnatten skifter magten nu fra blå til rød, da Kasper Damsgaard fra Socialdemokratiet blev valgt som ny borgmester i kommunen.

Den nye borgmester i kommunen samlede flertal med Socialistisk Folkeparti, De Radikale og De Konservative.

Dermed er vestegnskommunen tilbage til at være ledet af socialdemokrater, som kommunen har været i mere end 80 år, før venstremanden John Engelhardt kom til roret og vandt borgmesterkæden i 2009.

Borgmester med håndværkerbaggrund

Glostrup kan nu se frem til at få en borgmester, med det nogen vil kalde en klassisk arbejderbaggrund, ved roret de næste fire år.

Og det er stadig lidt af et særsyn i politik, hvor især skolelærere, landmænd og djøffere sidder tungt på borgmesterposterne.

Den 34-årige nyvalgte borgmester, Kasper Damsgaard (S) har nemlig to håndværksmæssige uddannelser i bagagen og har arbejdet i kommunen som ejendomsservicetekniker - en klar fordel, spørger du den nyvalgte borgmester selv: 

“Med min håndværksmæssige baggrund har jeg haft mulighed for at arbejde i kommunen og komme rundt og se netop, hvor det går godt, og hvor vi kan gøre det bedre,” siger Kasper Damsgaard til Netavisen Pio.

Kampen om borgmesterkæden 

Borgerne i kommunen var vidne til en vaskeægte valggyser, hvor banen blev kridtet grundigt op mellem den 28-årige borgmesterkandidat, Piet Papageorge fra Venstre, og den 34-årige Kasper Damsgaard .

I sidste ende lykkedes det ikke Venstre at beholde magten i kommunen, som den eneste Venstre-ledede vestegnskommune og Glostrup vender dermed tilbage til et rødt styre.

De to borgmesterkandidater har, udover den åbenlyse ideologiske forskellighed, også to forskellige baggrunde. Damsgaard - som er uddannet tømrer og organiseret i 3F, og Papageorge - senior manager i revisorvirksomheden PwC.

“Jeg har to håndværksmæssige uddannelser, og det er jo fordi, jeg godt kan lide at bruge mine hænder. Og Piet er jo PwC. Så der er helt sikkert en forskellig profil på os hver. Vi vil begge det bedste for Glostrup, det er sådan set bare vejen dertil,” siger Damsgaard til Netavisen Pio.

Flere arbejdere ind i byrådene 

Det er vigtigt, at byrådene ikke kun består af politikere med en akademisk baggrund - flere med en arbejderbaggrund skal også vælges ind i politik, mener Damsgaard.

Dem, der står med hænderne i bolledejen

“Det er jo der, man har en masse viden som er ude på gulvet rundt omkring i kommunen, til hvordan man kan gøre tingene smartere, bedre og nogle gange også ovenikøbet billigere,” siger han og fortsætter:

“Det er det her med, at man skal ud og høre på folk, der står med hænderne i bolledejen. Det synes jeg, er en kæmpe kæmpe kvalitet, hvis man har noget viden, der er indenfor kommunen”.

Velfærden først 

Med Socialdemokratiet atter for bordenden i Glostrup kommune, og Kasper Damsgaard (S) ved roret som borgmester, kommer ‘den nære velfærd’ øverst på dagsordenen, understreger den nyvalgte borgmester over for Netavisen Pio.

“Det er jo en styrkelse af vores dagsinsitutionsområde, med bedre normeringer og bedre indeklima. Det er en styrkelse af vores folkeskole, så der bliver lagt noget mere ansvar og noget mere økonomi ud til de enkelte afdelinger. Det er også en styrkelse af ældreområdets økonomi,” siger han.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tillykke til Glostrup kommune, og Kasper Damsgaard (S) som ny borgmester!

“Det er jo en styrkelse af vores dagsinsitutionsområde, med bedre normeringer og bedre indeklima. Det er en styrkelse af vores folkeskole, så der bliver lagt noget mere ansvar og noget mere økonomi ud til de enkelte afdelinger. Det er også en styrkelse af ældreområdets økonomi”.

Jeg håber du bevarer energien og gåpåmodet og målsætningerne i rigtig mange år!

Pas også på dig selv og dine nærmeste! Handling sælger mere end ord!

Ringene i vandet starter og slutter ved dine egne handlinger!

Socialdemokratiet trænger til gode historier! Med en happy end!

Eventyret kan begynde! Læs “Den grimme ælling” mindst en gang i kvartalet.

Det er befriende i vort lille stressede land! Politik er en langsommelig proces.

Som at vokse op som en svane i en andegård!

Lev med det!

Fanme dejligt med en håndværker bag roret. Dejligt med praktisk erfaring !
God vind

Der tales efter valget meget om SOS'ernes tab i byerne, og om at det skyldes er særlig bashing af de store byer, herunder at de drænes for uddannelser til fordel for provinsen. Jeg mener, at det er en alt for banal analyse; jeg tror en række landspolitiske faktorer er på spil, herunder den ulyksalige hockeystav i klimapolitikken. De aktuelle trakasserier med mink burde pege i den modsatte retning, medens sygeplejerskekonflikten kan have en betydning i byer med store hospitaler. Udmarvningen af DF har givetvis fået forholdsvis mange byboer til at rykke til venstre, medens tilgangen til konservative nok kommer fra venstres tilbagegang og DF's totale sammenbrud. Og så tror jeg, at der ligger en overset faktor i de voldsomme prisstigningerne i boligpriserne, der ændrer demografien i retning af personer med højere indkomst og mere borgerlige anskuelser.
Hvis valget havde ligget inden minksagen fik konspirationsmegafonerne til at gå amok, føler jeg mig overbevist om, at alle tendenserne ville være at genkende, bare med den modifikation, at tilslutningen til S ville have ligget noget højere.

Jeg hørte idag Pape sige, at det ikke er SMS'erne, der er det centrale i minksagen, men spørgsmålet om hvad Mette Frederiksen vidste om den manglende lovhjemmel.
De omtalte SMS'er og de frådende borgerliges udfald er, især efter Barbara Bertelsens optræden i vidneskranken, ved at sygne hen som årets største fis i en hornlygte. Med Papes egne ord i radioen i dag fik vi at vide, at der ikke er pligt til at gemme SMS'er, med mindre de skønnes særlig betydningsfulde og kræver journalisering. Da Bertelsen var kontorchef under Pape som justitsminister slettede hun på helt samme systematiske måde også sine SMS'er. Dertil kommer, at mistænkeliggørelsen i sagen så alene bygger på rygtemageri og den udokumenterede påstand, nemlig at Mette Frederiksen skulle have handlet i ond tro da hun lukkede minken. Pape fik også sagt, at Mette var kvik, og nu er mit i længere tid ubesvarede spørgsmål så:
Når Mette er så kvik. hvad i himlens navn skulle så få hende til at begå danmarkshistoriens største selvmål. Er der virkelig et motiv for at handle i ond tro og begå lovbrud, for tre dage senere at melde ud til den måbende offentlighed, at hendes beslutning var ulovlig, og snarest ville blive ført ind på lovlig grund efter forhandling med partierne. Med dette ville hunde starte en politisk storm, risiko for egen og regeringens stilling og for hvad??, når hun bare på få dage (hvad det efterfølgende forløb beviser) kunne gå i folketinget og få sin lovhjemmel.
Den antagelse bygger på en helt utænkelig handlemåde, der omfatter at Mette ikke skulle være for knøv og risikerede regeringens liv for det rene ingenting. Desuden er det kommet frem at Mette tre gange i forløbet skulle have spurgt, om det nu var sikkert, at lovgrundlaget var på plads. Da nu valghandlingen er slut, og virkningen af pressens og de borgerliges helt urimelige støjsenderi har forvredet resultatet på et utilbørligt grundlag, kan det være, at støvet og den sunde fornuft kan finde de rette folder, og så må vi håbe, at selvransagesen hos vælgerne gør ligeså og mindes episoden ved næste valg. Jeg mener ikke der er håb for Berlingeren og Se og Hør klonen Ekstrabladet og deres patetiske skandalejournalistik.