Annonce

Togaftale binder Danmark sammen

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten indgået aftale om Togfonden DK. Aftalen betyder 28,5 milliarder mere til danske tog.
”Tillykke til os alle sammen med togfonden. Nu får danskerne en bedre, grønnere og hurtigere jernbane. En vigtig aftale for hele Danmark,” skrev statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sin Facebook om den aftale om udmøntningen af Togfonden DK, som i dag blev indgået af regeringspartierne sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Aftalen satte navn på projekter for op imod 28,5 milliarder kroner, der skal sikre længere, hurtigere og mere miljøvenlig jernbane over de næste godt 10 år. Penge der finansieres ved, at udenlandske olieselskaber i Nordsøen fremover skal betale det samme som Mærsk Drilling i skat.

”Med aftalen i dag får vi endelig en moderne, hurtig og grøn jernbane i Danmark. En jernbane, som vil give et reelt, konkurrencedygtigt alternativ til bilen og skabe helt nye muligheder for at bruge den kollektive transport og samtidig få mere tid til at få hverdagen til at hænge sammen,” siger Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) i en pressemeddelelse om aftalen.

Tog på timebasis
Aftalen om Togfonden DK betyder, at når udbygningerne står færdigt, vil der fremover køre el-tog, der er bedre for miljøet, end de nuværende dieseltog, på en time mellem Esbjerg-Odense, Aalborg-Aarhus, Aarhus-Odense og Odense-København. Bedre kendt som Timemodellen.

Rejsetiden imellem Aalborg og København vil dermed blive kortet ned fra 4 timer og tyve minutter til tre timer.

Der er desuden sat penge af til at gennemføre hastighedsopgraderinger af en lang række regionale baner, som vil komme Udkantsdanmark til gode, og sammen med den førnævnte timemodel vil det yderligere få Danmark til at føles lidt mindre.

Med aftalen er det også besluttet at bygge en tredje bro hen over Lillebælt, en helt ny bane til Billund, der blandt andet skal gøre det nemmere at komme i lufthavnen og i Legoland. Og at investere i ekstra spor og øget kapacitet i Nordjylland og ved Gødstrup Station nær Herning, hvor det nye supersygehus skal ligge.

Regeringen regner med, at planen også vil skubbe gang i beskæftigelsen, når byggeriet går i gang.

”Projekterne i Togfonden DK vil i anlægsperioden være med til at fremme beskæftigelsen i bygge- og anlægserhvervet og relaterede serviceerhverv i Danmark. Alene elektrificeringen og Timemodellens anlæg vil i anlægsperioden øge beskæftigelsen med cirka 20.000 årsværk,” siger Pia Olsen Dyhr.

Se aftalen her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet