Annonce

Top 10: Mads Holger for fuld udblæsning

Frygt for lesbiske, tykke piger og håndbold. Klummeskribent Mads Holger vil i folketinget for Konservative, Netavisen Pio har i den anledning samlet en række specielle citater fra kandidaten.
Radiovært, klummeskribent og kendis Mads Holger annoncerede i går, at han agter at stille op som folketingskandidat for Konservative i Københavns Omegn. Er man ikke lige Radio24syv-lytter, Berlingske-læser eller abonnent på Se og Hør, og derfor ikke ved, hvem Mads Holger er, så frygt ikke. Netavisen Pio har været i arkiverne og set, hvad den nyslåede politiker tidligere har sagt og skrevet.

1. Mads mener negerkonger kører i dyre biler
"Min erfaring med negerkonger er immervæk den, at de hjertens gerne kører Rolls-Royce."

2. 
Mads mener liberale piger er tykke
”I har måske også bemærket, at mange af de der liberale piger er også meget tykke…”

3. Mads frygter tykke pigers rædselsregime
"Nu er nullernes glinsende årti omme, og taberne har atter vundet (misforstå mig nu ikke, hvor gerne De end vil), så med dette efterår kommer nu de tykke pigers rædselsregimente tilbage, hvilket er det absolut værste, der kan ske for disse hele generationer af tykke piger, der gennem et årti har bygget en identitet op om at klynke og tegne hjælpeløse karikaturer af alt, hvad der i verden glimtede."

4. Mads mener ikke nogen interesserer sig for håndbold
"Håndbold er et spil, som ikke angår nogen andre i verden end danskere. Alligevel taber de altid. Det svarer jo til at tabe i et spil pik."

5. Mads mener Mads driver kvinder ud i homoseksualitet
"Jeg er lidt ængstelig ved lesbiske. Der er mange af mine ekskærester, der er blevet lesbiske, og jeg er bange for at ryge ind i nogen af dem."

6. Mads er allerede træt af vælgerne
"Jeg er ikke træt af politikerne, jeg er træt af vælgerne."

7. Mads truer Putin med gymnasieelever
”I stedet for at true Putin med at sende en fregat ud i Østersøen foreslår jeg, at vi sender alle danske gymnasieelever fra Prag videre mod øst og langt ind i Rusland.”

8. Mads mener lærerne selv er ude om ringe agtelse
"I dag er embedet som eksempelvis seminarieuddannet skolelærer et af dem, der om muligt ringeagtes mest og med rette, for det er lærerstanden selv, der har ladet sit engang så ærefulde hverv udvande og dræne for agtelse."

9. Mads mener venstrefløjen er egoister
”Da det jo er en "international" kampdag i dag, burde de røde udtale datoen som på engelsk: »Mig først«".

10. Mads føler sig lidt som The Man in Black!
”Der er måske lidt Johnny Cash over det. Har du set filmen, hvor han sammen med June Carter rejser rundt og prædiker evangeliet og spiller for de fattige? Sådan har jeg følt mig den sidste måned tid.”

Tillykke med kandidaturet. Både til Mads Holger og til Konservative.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet