Annonce

Top 5: De skøreste citater fra Messerschmidts venner i Europa

Selvom de europæiske politikere fra den yderste højrefløj gør, hvad de kan for at opføre sig ordentlig, så slipper der engang imellem rabiate udtalelser ud. Netavisen Pio har samlet de værste.
Selvom Dansk Folkeparti står til at blive det største danske parti i Europa-Parlamentet, så er det stadig uklart, hvem Morten Messerschmidt har tænkt sig at danne gruppe med i den kommende periode.

Én ting er dog sikkert, Morten Messerschmidts venner i Europa-Parlamentet, hvad enten de også tilhører EFD-gruppen eller har samme holdning til EU, tilhører den yderste højrefløj i Europa.

Partierne er ofte karakteriseret ved stærke disciplinerede ledere, som franske Marie Le Pen fra Front National og britiske Nigel Farage fra UK Independence Party (UKIP). Begge partier står til kæmpe vælgerfremgang.

Men selvom politikerne på den yderste højrefløj gør en stor indsats for at komme de mest rabiate udtalelser til livs, så sker det alligevel ofte, at folkevalgte fra tid til anden siger rablende ting:

Her er en oversigt med fem af de skøreste citater og aktioner fra Messerschmidts venner i EU:

1. Breivik havde fat i noget
Francesco Speroni, valgt for det italienske Lega Nord og en af de to ledere for Messerschmidts nuværende gruppe i Europa-Parlamentet, udtalte sig således om Anders Behring Breiviks synspunkter:

”Hvis Breiviks idéer er, at vi går imod Eurabien og den slags ting, hvor den vestlige civilisation skal forsvares, ja, så er jeg enig.”

2. Muslimer skal skrive under på, at de ikke vil gå i hellig krig
Gerard Batten, medlem af EFD-gruppen for britiske UKIP, forsvarede for nylig et charter, han havde udarbejdet, og som han mente, at alle muslimer skulle underskrive.

Alle muslimer skulle således skrive under på et dokument, hvori Gerard Batten havde formuleret, at dele af Koranen, som fremmer "voldelig fysisk jihad" bør betragtes som "uanvendelige, ugyldige og ikke-islamiske".

Hvilket jo allerede er tilfældet for alle andre end jihadister og ekstremister.

3. Kvindelig italiensk minister dur kun til at være husholderske
Cécile Kyenge blev udnævnt som den første italienske minister med afrikanske rødder, hvilket ikke faldt i god jord hos landsmanden og daværende medlem af EFD-gruppen, Mario Borghezio. I et radiointerview sagde han således om Italiens integrationsminister:

”Kyenge vil påtvinge sine stammetraditioner fra Congo” og til det tilføjede han: ”Hun virker som en fin husholderske, men ikke en minister.”

På baggrund af de kommentarer blev Borghezio smidt ud af EFD-gruppen.

4. Muslimske kvinder, der får mange børn er den europæiske udgave af Osama bin Laden
Slavi Binev, det ungarske medlem af EFD-gruppen, havde på sin hjemmeside følgende citat:

”Hvis Osama bin Laden symboliserer de ondeste aspekter af islam for amerikanerne, så er de muslimske kvinder med mange børn den europæiske ækvivalent.”

5. Velfærdsydelser er kun for ”de sorte”
I en debat i det italienske parlament med Cecile Kyenge, den førnævnte integrationsminister med afrikanske rødder, valgte Gianluca Buonanno, medlem af det italienske parlament for Lega Nord, at male sig sort i hovedet med skosværte for at understrege sin pointe, som han selv formulerer det:

”Så jeg siger til dig, fru minister, for at opnå noget i dette land, skal vi være lidt mørkere. Jeg siger, hvis vi er lidt mørkere, så kan vi alle sammen tage makeup på, gøre os selv lidt mørkere, så kan vi gå rundt malet sorte, og så kan vi sige, at vi vil have den samme hjælp som ikke EU-borgere.”


Flere artikler om emnet