Annonce

Top 5: Løkkes forklaringer om GGGI

Lars Løkke Rasmussen påstod tirsdag på TV2 News, at han aldrig har talt usandt om forhold vedrørende hans formandskab i klimaorganisationen GGGI. Netavisen Pio har samlet nogle af Løkkes forklaringer, som har vist sig at være usande.
1. Rejsen til Rio

Tilbage i sommeren 2012 oplyste Løkke igennem sin presserådgiver til Ekstra Bladet, at datterens billetter fra Chicago til Rio til København var betalt af ham selv, og ikke af GGGI.

”Den anden ting, jeg beklager - både som formand for GGGI og ikke mindst som far - er, at en oprindelig intention om at betale for en rejse for min datter, der ledsagede mig på en rejse for GGGI, på grund af en misforståelse ikke er gået igennem,” sagde Lars Løkke Rasmussen så på det næsten fire timer lange pressemøde i oktober 2013.

En mail eller lignende, der bekræfter, at Løkke havde fortalt folk i GGGI om denne intention, er stadigvæk ikke dukket op.

2. Udbetaling af diæter

På det berømte og berygtede pressemøde i oktober afviste Lars Løkke Rasmussen også, at han havde fået udbetalt diæter i forbindelse med sit arbejde i GGGI:

”Jeg har ikke fået nogen udbetalinger fra GGGI overhovedet i det sidste skatteår. Al udbetaling, jeg har fået fra GGGI, er efter 1. januar 2013.”

Oplysninger fra klimaorganisationen, som Berlingske fandt frem, viste dog, at Lars Løkke Rasmussen fik udbetalt 8784,50 kroner i diætpenge i 2012.

3. Modregnede ikke sit eftervederlag

En tredje ting, der heller ikke er blevet talt sandt om, er eftervederlagene. Ifølge Ekstra Bladets aktindsigt har Lars Løkke Rasmussen ikke opgivet alle sine indtægter til staten, som han skal, så han kan blive retmæssigt modregnet i det eftervederlag, han får som tidligere minister.

Ifølge avisen skylder Lars Løkke op imod 400.000 kroner til staten, der nu kræver pengene betalt tilbage.

4. Overtog dyre rejseregler 1

I oktober 2013, inden det famøse pressemøde, påstod Lars Løkke Rasmussen på TV2, at han blot havde overtaget nogle urimeligt dyre rejseregler, da han blev formand for organisationen GGGI i sommeren 2012.

Men i virkeligheden blev reglerne for de dyre rejser stadfæstet, nedskrevet og sendt til Lars Løkke Rasmussen, mens han selv var formand - og dermed øverste leder af GGGI. Det skete 27. december sidste 2012. Lars Løkke tog derudover yderligere fem ture på første klasse frem til sommeren 2013.

Sagen blev omtalt i Metroxpress.

5. Overtog dyre rejseregler 2

Lars Løkke Rasmussen afviste ved sit næsten fire timer lange pressemøde i oktober, at han skulle have: ”været involveret i en diskussion om, at nu skal vi have nogle nye eller anderledes rejseregler”.

Men Jyllands-Posten afslørede i søndags via aktindsigt, at Lars Løkke Rasmussen og den øvrige bestyrelse i GGGI allerede i januar 2013 blev gjort opmærksom på, at det var nødvendigt at gå organisationens rejseregler efter i sømmene.

Du kan se hele interviewet fra TV2 News, hvor Lars Løkke påstår, at han aldrig har talt usandt om forhold vedrørende hans formandskab i klimaorganisationen GGG, her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet