Top 5: Støjbergs kontroversielle udtalelser

Inger Støjberg er ikke bleg for at komme en skarp eller kæk bemærkning. Hun har både talt om, at Al-Qaeda kommer ind ad fordøren, at LO-fagbevægelsen manipulerer med konsekvenserne af dagpengereformen, og at profeten Muhammed kunne blive malet på hendes husmur.
Venstres Inger Støjberg er igen i vælten. På sin Facebook-profil er hun efter indvandrerne, og det er en oplagt anledning til at se tilbage på nogle af hendes mest kontroversielle udtalelser om alt fra Muhammed-tegninger, muslimske tabersamfund og dagpenge-løgne.

1. Jeg maler gerne profeten Muhammed på min husmur
”Ligesom det kræver, at middelalderlige holdninger til arrangerede ægteskaber, ligestilling og friheden til selv at bestemme over eget liv, og uden profetens evindelige indblanding, lægges på hylden, ligesom det kræver, at man accepterer at leve i et land, hvor profeten Muhammed kan blive malet på min husmur med en kalot på hovedet, hvis det er det, der passer mig.”

Selv om vi har både religionsfrihed og ytringsfrihed, kan man nu godt yde andre respekt, Inger Støjberg.
Kilde: Kronik i Politiken, 8. juli 2013

2. Al-Qaeda kommer ind ad fordøren
”På den anden side kan man jo ikke vide, om der kommer Al-Qaeda-folk ind ad bagdøren - ja faktisk ad fordøren - fordi de kan påberåbe sig asyl, fordi de kommer fra et bestemt område.  Det er derfor, jeg synes, det er afgørende med en individuel gennemgang af alle sagerne”

Skru lige lidt ned for retorikken. Desuden var der ikke tale om automatisk asyl, men faktisk en individuel vurdering af hver sag for de mennesker fra Syrien, som der her var tale om.
Kilde: Artikel i Politiken, 19. september 2013

3. Fagbevægelsen manipulerer med dagpenge-tal
 ”Jeg kan sagtens forstå, at Dansk Metals medlemmer giver udtryk for usikkerhed, når man tænker på den løgnagtige kampagne fagbevægelsen har ført mod dagpengereformen det seneste år. De tal, som LO og andre har fremlagt om dagpengereformens konsekvenser, er bevidst manipulerende med det formål at jage en skræk i livet på folk. Det er noget af det mest kyniske, jeg har set i min tid i politik”.

Inger Støjberg talte her om, at LO-fagbevægelsen vurderede, at 20.000 mennesker ville miste dagpengene som konsekvens af VKO’s dagpengereform. Tallet ville kun være 2.000-4.000 personer om året ifølge Inger Støjberg og hendes beskæftigelsesministerium. Men ifølge AK-Samvirke blev tallet dog hele 34.000 mennesker i 2013. Det har dog ikke gjort, at Inger Støjberg har undskyldt sine udtalelser eller erkendt, at hun tog fejl.
Kilde: Artikel i Ugebrevet A4, 6. september 2011

4. Fis hjem til jeres tabersamfund!
Det her er holdninger, der kun hører hjemme i tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles.”

Selv om Inger Støjberg er meget imod fundamentalistiske muslimer, kunne hun jo argumentere sagligt i stedet for at bræge op om ”tabersamfund” og ”taberlande”. Det fordrer ikke den gode debat, som hun ellers påstod, at hun ønskede med salafisterne.
Kilde: TV2.dk, 16. december 2012

5. De få ødelægger det for de mange
”Mange indvandrere gør hvad de kan for at tilpasse sig Danmark. Det er godt. Men der er desværre også nogen, der gør det modsatte. De ødelægger det for alle dem, der gør en indsats, og jeg kan lige så godt sige det lige ud; der er nogle ting, som jeg simpelthen er så træt af ved den gruppe.”

Nej, Inger. De få ødelægger det ikke for de mange. Det er dig, der ødelægger det for de mange, når du tager de mange til indtægt for, hvad de få har gjort! Som liberal burde du bedømme hvert enkelt individ for dettes handlinger og holdninger – og ikke skære alle over en kam. De få skal ikke definere alle med en bestemt religion eller hudfarve. Man er kun ansvarlig for sine egne handlinger – ikke andres.
Kilde: Inger Støjbergs Facebook-side, 1. november 2014

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce