Top 9: Venstres talmagi og statistik-spin

Venstres nyeste kampagne om kontanthjælpen er blot ét eksempel på, at Venstre gerne bruger talmagi og ’spinnede’ statistikker for at blæse problemer op eller styrke egne budskaber. Vi har samlet en top 9.
1) Par på kontanthjælp får 450.000 kroner!
Nummer ét er naturligvis Venstres nyeste kampagne, som påstår, at man kan få 454.000 kroner i ydelser fra det offentlige, hvis man er et ægtepar på kontanthjælp og har tre børn. Men Venstre skriver ikke, at også folk i arbejde, fx lavtlønsjob (som Venstre jo ikke mener, der er incitament til at tage, når man får en høj kontanthjælp), får børnepenge, kan søge fripladstilskud til daginstitution (delvis) eller søge boligsikring. Desuden må man holde det op imod, at mange, som er i job i dag, slet ikke kan få kontanthjælp, hvis de skulle blive arbejdsløse, fordi de fx ejer hus eller bil.

2) Der vil komme 80.000 asylansøgere til Danmark i 2020
”Hvis den kraftige stigning i antallet af asylansøgere under SR-regeringen fortsætter, vil mere end 80.000 asylansøgere ifølge regeringen komme til Danmark i 2020.” 

Sådan skrev Venstre på Facebook. Detektor på P1 har siden pillet Venstres grafik fra hinanden. Det skrev vi om her. For det er ren matematik, der ikke tager højde for virkeligheden. Med udregningen i Venstres grafik ville vi eksempelvis også have 8,5 milliarder asylansøgere i Danmark i år 2050.

3) En svensk industriarbejder er 10.000 kroner billigere end en dansk
Løkke påstod i 2013, at en svensk industriarbejder var 10.000 kroner billigere end en dansk. Men forskellen er reelt 574 kroner. Venstres regnestykke er forkert, fordi de glemte at medregne de sociale bidrag, som arbejdsgiverne betaler i Sverige. Dermed er den samlede medarbejderomkostning højere end Løkke oprindeligt påstod.

4) Vi har verdens største og dyreste offentlige sektor
Ifølge Venstres Peter Christensen har Danmark ”verdens største og dyreste offentlige sektor”. Det påstod han i DR-programmet Hos Clement i 2012. Detektor undersøgte sagen og kom frem til, at det er forkert. De kom frem til, at Norge har verdens største offentlige sektor, mens Frankrig har verdens dyreste offentlige sektor, og at Venstre dermed tager fejl. Det gør de, fordi Venstre har brugt nogle tal, som man reelt ikke kan sammenligne. Læs mere her.

5) Vi har verdens dyreste folkeskole
Peter Christensen påstod i samme program som nævnt i punkt 4, at vi har ’verdens dyreste folkeskole’. Men ifølge Detektor, der tjekkede tallene, er vi nede på en 6.-7. plads over dyreste folkeskoler.

6) Antallet af familiesammenføringer er næsten fordoblet
”Samtidig er antallet af familiesammenføringer næsten fordoblet,” skriver Venstre i den berømte angrebsmanual om udviklingen i perioden fra 2011 til 2013. Og det er heller ikke helt forkert, for tallet bliver en stigning 76 %, dvs. næsten en fordobling. Men problemet er, at det er spin og talmagi. For når tallet bliver så højt, skyldes det, at antallet af familiesammenføringer var meget lavt i 2011. Men antallet af sammenføringer (tilladelser) i 2012 faktisk lavere (!) end i 2010, hvor VK-regeringen var ved magten, og i 2013 var tallet næsten det samme som i 2010.

7) En ægtefælle i et par på kontanthjælp skal tjene 35.000 kroner for at det kan ’betale sig at arbejde’
”Regeringen og Enhedslistens politik på kontanthjælpsområdet indebærer også, at den ene ægtefælle i et par på kontanthjælp i dag skal tjene 35.000 kr. om måneden for at have 1.000 kr. mere til rådighed, end hvis de begge var på kontanthjælp,” påstår Venstre på side 21 i den førnævnte angrebsmanual.

Det er en overdrivelse. For i Venstres egen kilde, et svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg, står der, at beløbet på 35.000 kun gælder i tilfælde, hvor begge ægtefæller på kontanthjælp er over 30 år og har børn. Hvis de ikke har børn, er tallet 25.000 kroner. Det er noget af en forskel. Men det glemte Venstre at nævne.

8) Håndværkerfradrag giver 5000 arbejdspladser
Ifølge Venstre skaber boligjob-ordningen 5000 arbejdspladser om året. Detektor kiggede påstanden efter i sømmene, og de kommer frem til, at tallet er lavere. Venstre har brugt tal fra Dansk Byggeri, som ikke tager højde for, at der flyttes job fra andre sektorer, når man har en sådan ordning. Finansministeriets egen opgørelse kommer frem til 1000-1500 job om året, og den højde for denne faktor.

9) Fagbevægelsen manipulerer med dagpenge-reformen
Om Inger Støjbergs udtalelse er talmagi, kan man diskutere, men den kommer med, fordi Støjberg anklagede fagbevægelsen for at manipulere med konsekvenserne af dagpengereformen:

Jeg kan sagtens forstå, at Dansk Metals medlemmer giver udtryk for usikkerhed, når man tænker på den løgnagtige kampagne fagbevægelsen har ført mod dagpengereformen det seneste år. De tal, som LO og andre har fremlagt om dagpengereformens konsekvenser, er bevidst manipulerende med det formål at jage en skræk i livet på folk. Det er noget af det mest kyniske, jeg har set i min tid i politik,” sagde hun.

Fagbevægelsen vurderede, at 20.000 ville miste dagpengene. Inger Støjbergs ministerium sagde 2.000-4.000 Men faktisk viste det sig jo, at tallet blev højere, end fagbevægelsen havde frygtet.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


placeholder

Annonce