Annonce

Topchefer stikker af: Løngab fordoblet på 20 år

I 25 danske virksomheder tjener chefen på direktionsgangen mere end 40 gange så meget som medarbejderne på gulvet
Hvor mange menige medarbejdere, går der på én enkel topchef?

Svaret på det spørgsmål har ændret sig meget de seneste 20 år.

I 1997 fik topcheferne i gennemsnit en løn, der var fem gange større end den gennemsnitlige medarbejders. Den forskel har i dag vokset sig dobbelt så stor, så man kan få ti medarbejdere til én topchefs pris. Det konkluderer en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Det er en udvikling, som har været i gang de sidste 20 år, men springet har været meget større fra 2007 til 2017

Gabet er øget, fordi topchefernes løn er vokset dobbelt så hurtigt som medarbejdernes. Og det er især de seneste ti år, at chefernes lønninger er stukket af fra resten, forklarer analytiker i AE, Sune Caspersen:

“Det er en udvikling, som har været i gang de sidste 20 år, men springet har været meget større fra 2007 til 2017,” siger han til Netavisen Pio.
 

En mindre elite stikker helt af

Antallet af virksomheder i Danmark, hvor chefen tjener ti gange så meget som den gennemsnitlige medarbejder, er på ti år steget fra ni procent til 26 procent.

Der går 36 almindelig LO-arbejderes løn på en enkel topdirektør i de største børsnoterede virksomheder

Samtidig er der 25 store danske virksomheder, hvor topchefernes løn er stukket så meget af fra de øvrige ansattes løn, at det dårligt giver mening at sammenligne. Her tjener cheferne en årsløn, der er mere end 40 gange så store som medarbejdernes.

Beregninger fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har tidligere har vist, at der går 36 almindelig LO-arbejderes løn på en enkel topdirektør i de største børsnoterede virksomheder i Danmark.

Bredt udbredt tendens

Tendensen til lønfest i toppen af virksomheds-pyramiden er vidt udbredt, viser de nye tal. Analysen har nemlig set på lønninger bredt i erhvervslivet og bygger på oplysninger fra 800 danske virksomheder i den private sektor, der alle har over 200 ansatte.

Det er ikke isoleret til de 25 største virksomheder

“Med denne undersøgelse viser vi, at den udvikling, man ser i de helt store danske virksomheder, også ses bredere i det dansk erhvervsliv. Det er ikke isoleret til de 25 største virksomheder,” siger Sune Caspersen.
 

Store bonusser gennem aktier

De eksorbitante cheflønninger har flere forklaringer, mener Sune Caspersen, og selvom om AE-rådet ikke har undersøgt årsagerne til det stigende løngab, så vil han gerne pege på et par ting, som spiller ind.

 Bestyrelserne måske undervurderet, hvor store bonusser det kan give

“De danske topchefer opererer i højere grad end tidligere på et globalt marked. Samtidig kan det også have noget at gøre med de lønpakker, som man har tilbudt topcheferne. Her er det blevet mere udbredt, at man tilbyder aktieoptionsprogrammer til cheferne, og der har bestyrelserne måske undervurderet, hvor store bonusser det kan give, og på den måde har niveauet rykket sig,” siger han.

I maj måned afslørede Børsen, at de øverste chefer i den danske virksomhed Nets - der blandt andet står bag NemID og Dankort - stod til at få en samlet bonus på op til syv milliarder kroner gennem et yderst lukrativt aktieprogram.

Det grundlæggende løfte om, at når vi har vækst og velstand, så får lønmodtagere også deres andel af kagen, har vist sig ikke at holde

S og venstrefløjen vil begrænse lønninger

Socialdemokraten Peter Hummelgaard ser det som et tegn på, at fortællingen om at væksten kommer hele samfundet til gode, ikke holder vand:

“Det fortæller en historie om en afkobling, der er sket over det seneste par årtier. Det grundlæggende løfte om, at når vi har vækst og velstand, så får lønmodtagere også deres andel af kagen, har vist sig ikke at holde,” siger han til Ekstra Bladet.

Socialdemokratiet har foreslået, at man begrænser topchefernes bonusprogrammer, så de maksimalt må udgøre 20 procent af lønnen og fratage virksomhederne muligheden for at trække lønninger over 10 millioner fra i skatteregnskabet. SF og Enhedslisten har også foreslået en grænse over topchefers lønninger.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet